»Socialister« kæmper for sig selv, deres familie og de venner, som hører til »det Kansas-klædte Danmark, der står op og smører deres berømte leverpostejsmadder,« skriver SF's næstformandskandidat, Mattias Tesfaye i sine nye politiske teser. Det er ikke en aprilsnar. Det er derimod den seneste appel til karikaturen af 'arbejderens' selvtilstrækkelighed, der ligger i forlængelse af den kurs, partitoppen har udstukket gennem længere tid, men som allerede har ført til SF's begyndende nedsmeltning. Krisens rødder rækker således tilbage til en forfejlet populistisk strategi om at matche den forrige regering på næsten samtlige værdipolitiske områder, hvilket allerede fik flere fremtrædende SF'ere og store dele af baglandet til at sige eftertrykkeligt fra i efteråret 2010, da diskussionen kulminerede om pointsystemerne. End ikke det svidende valgnederlag gav Søvndal anledning til at forsøge at samle sit parti. Tværtimod har partitoppen uden skyggen af imødekommenhed over for SF's humanistiske fløj raget næsten al parti- og ministermagt til sig med forbløffende glubskhed og ufortrødent udstukket parti-kursen egenrådigt. Næstformandsvalget, der kunne have været en udramatisk formsag med genvalg af Meta Fuglsang uden nævneværdige bølgeskvulp, har Søvndal & Möger ligeledes forsøgt at sætte sig tungt på. Med Tesfaye har man sikret sig en marionet-kandidat, der står last og brast med partitoppens appel til den snævrest tænkelige egeninteresse. Først var det indvandrerne, nu er det de ledige, der underprioriteres i SF's »Kansas-klædte Danmark«. Selv når Möger går ud og forsøger sig med en 'social' profil, er det i bedste fald strategisk spil for galleriet, f.eks. når han fastslår, hvis interesser SF ikke vil tage vare på: »Det er piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter.« (Jyllands-Posten, 30.3.2012). Det er naturligvis også et fikst lille signal om Fuglsang, der jo som advokat åbenbart er dømt ude bag den forkerte side af Mögers partihegn - men det centrale og afslørende ved udmeldingen er dog noget mere fundamentalt: Det er naturligvis en ærlig politisk sag at tilkendegive, at partiet ikke vil kæmpe for dem, der »født ind i en privilegeret tilværelse«, men for det første følger firkantede skoleklasse-socialistiske skel ikke en opdeling i fag og erhverv, for det andet har nedprioriteringen af de priviligeredes kår jo ikke just været overvældende karakteristisk for hverken skatteministeren eller regeringen i øvrigt, og for det tredje er det kendetegnende, at Möger kun kan tænke i klassiske lønmodtager-kategorier, mens ledige og andre af de allermest underpriviligerede grupper tilsyneladende glimrer ved deres fravær på radaren. Forståeligt at SF-ministrene Ida Auken og Pia Olsen Dyhr derfor gik i rette med Mögers rigide opdeling og i et opløftende interview understregede, at partiet står foran et »strategisk valg«, som efter deres overbevisning ikke bør føre til et SF for »snævre interesser« (Politiken, 31.3.2012). Imidlertid varede det ikke længe, før Auken, Dyhr og Möger pludselig kunne bedyre i kor, at der alligevel ikke var nogen ko på isen, for de var alle rørende enige om, at der skam er plads til både »arbejdere og akademikere«. I stedet for at tage den langt mere vidtrækkende diskussion om det afgørende »strategiske valg« åbent, ærligt og redeligt, nu katten er ude af sækken, og der trods alt er op til tre et halvt år til næste valg, kan bestræbelserne på at tvære Fuglsang ud fortsætte bag kulisserne. Hver en stol skal åbenbart under Søvndals og Mögers kontrol. Selv om partitoppens kurs allerede har sendt en veritabel folkevandring af mandater og medlemmer fra SF til Enhedslisten, er der med andre ord nul selvkritisk refleksion at spore, og de indholdstomme arbejder-platituder er kommet for at blive. »SF's folketingsgruppe har siden sidste valg mistet en tømrer, en landmand, et postbud og en maskinarbejder,« konstaterer Tesfaye, men glemmer alt om, at de pågældende jo netop er røget ud i kølvandet på den politiske kurs, der er ført af den selvsamme partitop, hvis loyale kandidat han er. Det er med andre ord en lodret klatretur op ad en glat klippeside at vende SF's afvikling, så længe Søvndal & Möger insisterer på at besætte alle betydningsfulde poster med marionetter i stedet for at favne partiets reelle bredde. Medmindre partiledelsen vælger en næstformand fra SF's humanistiske fløj, som tør give Søvndal & Möger et kompromisvilligt, men afgjort også markant modspil og derved bygge bro til resten af partiet, tiltager frustrationer og fløjkrige utvivlsomt yderligere - og Mögers leverpostejmadder og Tesfayes teser risikerer at blive SF's gravskrift.