»Vi vil ikke længere være vagthund, men magthund.« (Politiken, 18.4.2012). Sådan konstaterede SF's daværende næstformand og nuværende skatteminister Thor Möger Pedersen for to år siden. Det netop overståede landsmøde i SF er kulminationen på denne strategi, som han i tæt parløb med ikke mindst Ole Sohn og Villy Søvndal har stået i spidsen for i de senere år. Meta Fuglsang vandt en jordskredssejr på SF's landsmøde, hvor hun fik suverænt flest stemmer til partiets landsledelse, og hvis Søvndal havde ment ét ord om at »samle partiet«, som han har messet igen og igen op til og under landsmødet, lå den oplagte manøvre lige for (og har ligget lige for, siden Tesfaye overhovedet meldte sig som næsformandskandidat): én næstformand, der repræsenterer partiets humanistiske linje, som mener, at SF har givet køb på for megen solidaritet, og én næstformand, der repræsenterer den hidtidige ledelsesstrategi, som har fået partiet i regering (på en kurs, der har slået bunden ud af vælger- og medlemsskaren). Sådan samler man uenighederne. Kompromis. Dialog. Brobygning. Men i stedet har Søvndal & Möger valgt at suge enhver partimagt til sig. Søvndal belønner 'vennerne', når ministerposterne skal uddeles, yndlingssønnen Möger kommer til højbords, skønt han er dumpet af SF-vælgerne, og selv om hans strategi har været en fatal splittelse og et kolossalt indflydelsestab.
Modsat de politiske myter, som Möger selv gladeligt abonnerer på og udbreder, har SF's tidligere mere solidariske kurs før haft stor realpolitisk indflydelse på socialdemokratiske regeringer, præget dagsordenen og debatten og bygget bro mellem venstrefløjen og Socialdemokraterne.
