Ifølge en undersøgelse, som er foretaget af den liberalistiske tænketank CEPOS, foretrækker 75 procent af befolkningen, at staten træder til i tilfælde af, at man ikke kan klare sig selv, mens 19 procent i stedet foretrækker familiens hjælp. Selvfølgelig. Det er jo de aller- allerfærreste familier, der har en indtægt, som gør, at de selv kan hive den store tegnedreng frem, hvis ens familiemedlemmer bliver arbejdsløse eller skal studere. Sådan er samfundet ikke gearet (længere), og tak for det. Liberalister kan have en pointe i at påpege, at staten i en række tilfælde kan blive alt for omklamrende og formynderisk, men som socialt sikkerhedsnet er statens funktion uangribelig, medmindre vi vil ned ad den historiske deroute, hvor (forældre)indtægter afgør, om man kan klare sig som ledig eller få en videregående uddannelse. Den vej fører kun til et voksende gab mellem rig og fattig, underminerer både fællesskabet og individualiteten, fordi solidariteten mellem borgerne såvel som sympatien for statsfællesskabet eroderes, når vi mindsker idealet om lige udgangsmuligheder. Det er den vej, der gør slægtsformuer og ikke individuelle færdigheder alt for determinerende for, hvor vi placeres i samfundet og ender i livet. Henrik Gade Jensen, der står bag CEPOS-undersøgelsen, udtaler imidlertid: »Velfærdsstaten har sat sig i sindene. Man har en ubetinget tillid til, at staten vil og kan forsørge os, og en tilsvarende uvilje mod at lade familien få en større rolle. Familien er reduceret til en følelsesmæssig relation.« (Politiken.dk, 23.9.2012). Er familien »reduceret« til en følelsesmæssig relation? Er dét en reduktion? I så fald er det en god reduktion, for det er vel det altafgørende for en familie, at der er en følelsesmæssig relation, ikke om far får et tilstrækkeligt stort afkast på sine aktier til at finansiere børnenes bil, hus og uddannelse? Problemet er ikke, at familien 'reduceres' til en følelsesmæssig relation, men snarere at denne relation på den ene side kan lide under den almene hetz mod ledige og uarbejdsdygtige medborgere, fordi det i omsiggribende grad gøres til noget syndigt og ekstremt suspekt at være ledig, både i familiens og samfundets øjne, og at den følelsesmæssige relation på den anden side kan blive tyndslidt, når institutioner overtager alt for stor en del af vores relationer til børn og ældre, hvis vi omvendt i arbejdsmaniens hellige navn presses til at få børn og ældre endnu hurtigere og endnu længere ind i institutionslivet. Det skulle man hellere bekymre sig om, end om 'skaderne' ved den elementære grundstruktur i velfærdssamfundet, der dog tilstræber en vis grad af lige udgangsmuligheder ud fra disses indlysende sammenhæng med offentlig hjælp til ledige og studerende.
APROPOS
