Efter hårdt pres har regeringen lanceret et forslag til at hjælpe ledige, der står til at miste dagpengeretten; men det er kun en midlertidig og problematisk lappeløsning, hvorfor der kan være grund til at spørge helt ind til benet af de politiske prioriteter: Imens ledige kostes rundt som kulier i et kafkask bureaukrati og gerne ringeagtes i debatten som suspekte pariaer, fredes toppen af det milliardstærke erhvervsliv. Men spørgsmålet er, hvor vi egentlig finder det svigtende samfundssind, og hvor tungtvejende grunde der er til at lade ledige undgælde for en krise, hvis udspring de ingen andel har i? Lad mig indledningsvis minde om, at store danske virksomheder i 2012 kom ud af krisen med et rekordafkast til aktionærerne på 41 milliarder kroner, og at der årligt snydes for ca. 29 mia. i sort arbejde, hvilket ifølge Det Økonomiske Råd primært bestilles af de rigeste danskere. Dette fører dog ikke til politiske krav om, at der vel nok skulle være lidt at hente til at sikre et samfundsøkonomisk løft uden at lænse de ledige - i stedet handler alt bekvemt nok om at tordne mod bevidst stereoptype misrepræsentationer af 'Dovne Robert' og 'Fattig Carina'. Kunne det slet ikke tænkes, at det ikke er de lediges moral, der er det samfundsøkonomiske problem, men snarere den grådighed, der trives blandt visse milliardærer og koncerner, for hvem hverken den første eller seneste milliard er nok? Denne del af debatten er imidlertid håbløst underprioriteret - så her kommer et eksempel på grænseløs gridskhed: LEGO. Legetøjskoncernen har haft milliardoverskud i en årrække - i 2008 sågar et historisk rekordoverskud på 1,4 mia. Rekorden blev imidertid allerede slået i 2009 med et overskud på 2,2 mia. - og sørme så, om ikke Lego for tredje år i træk kunne præstere et historisk rekordoverskud i 2010, dennegang på 3,7 mia. Flot, ikke sandt? Og så i kriseår, der har trukket tænder med store guldplomber ud på mange andre koncerner. Men det standser skam ikke dér. I 2011 overgik Lego nemlig for fjerde år i træk sig selv med et rekordplus på intet mindre end 4,2 mia. - og for at det ikke skal være løgn, endte 2012 igen med en ny historisk rekord: 5,6 mia. Alt sammen efter skat. Milliardrekord efter milliardrekord fem år i træk! Og siden 2005 er det faktisk blevet til ca. tyve milliarder kroner i overskud efter skat. Alene i 2008 hev ejerne, Kirk Kristiansen-familien, en årsløn ud på 2 milliarder kroner til sig selv. Det svarer omtrent til, hvad 11.000 mennesker fik udbetalt i dagpenge samme år ... Men selv om vi altså nærmer os Joakim-von-And'ske dimensioner her, har Lego ikke desto mindre varslet fyringer. Jo, den er god nok - de historiske milliardoverskud er åbenbart for beskedne. Legoisme rimer ikke på samfundssind. Mens koncernen har investeret i flere fabrikker i Tjekkiet, Ungarn og Mexico, har ledelsen bedyret, at ca. 380 skal fyres i Billund. Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp har ganske vist beklaget det - lyt blot til den hjertevarme mand: »Vi kan desvære ikke undgå at afskedige medarbejdere.« (Berlingske, 6.2.2013). At tænke sig: en hovedrig topchef fylder pressen med vaskeægte, uforfalsket og gennemkalkuleret løgn, men ingen løfter et øjenbryn? For selvfølgelig kan Lego så let som at klø sig i rumpetten med et Legotårn undgå at afskedige én eneste medarbejder i Danmark, ja, let ansætte i hundredvis, når man lige har scoret et overskud på 5,6 mia. efter skat. Når man for femte år i træk har slået koncernens historiske rekorder med endnu et milliardoverskud. Når de tre imperie-arvinger efter Lego-partiarken Kjeld Kirk Kristiansen ifølge Ekstra Bladet i forvejen er gode for intet mindre end 8,7 milliarder kroner. Hver. De varslede fyringer er ganske enkelt foragt for almindelige lønmodtagere og ledige, så det klodser. Er den ene milliard virkelig bare altid begyndelsen på den næste? Og den næste? Er nok aldrig nogen sinde nok? Hvor er vi henne, hvis koncerner med stribevis af historiske milliardoverskud kalder det »nødvendigt« at fyre 380 medarbejdere? Men det er en Robert og en Carina, medier og politikere har så fandens ondt i røven over! Familien Kirk Kristiansen og Legos topchef får derimod smilet frem på tv's finansmedarbejderes happy face, når aktiekursen stiger - for »ih, hvor går det godt«. Ih, hvor er han dygtig, ham Legomanden, der har scoret tyve milliarder kroner til sin koncern og takket sine medarbejdere med at sparke 380 ud i kulden. Hvem sagde krævementalitet?