De færreste har vel glemt balladen om de påståede irakiske masseødelæggelsevåben i 2003, hvor chefen for FN's våbeninspektører i Irak, Hans Blix, var en torn i øjet på daværende præsident George W. Bush. Der blev nemlig aldrig fundet de masseødelæggelsesvåben, som Bush, Blair, Fogh & Co. så hårdnakket insisterede på (at vide), at Saddam Hussein var i besiddelse af. Efter den eskalerede borgerkrig i Syrien, hvor kemiske våben ganske evident er til stede og er blevet anvendt, er problemstillingen en anden. Det handler i denne sammenhæng om at finde ud af, hvem der står bag det uhyggelige kemiske angreb i Ghouta, hvor hundredvis af civile er blevet dræbt. For ét er, hvad der er den mest hensigtsmæssige reaktion på den syriske tragedie, der er et komplekst morads med diktatoren Bshar al-Assad i spindets centrum; men eftersom man intet har gjort indtil videre, kan det næppe være altafgørende at kaste sig ud i en lynbeslutning, så længe ansvaret for det kemiske angreb ikke er definitivt placeret? Endnu har ingen fremlagt bevis på noget, men den amerikanske udenrigsminister John Kerry nøjes med at fastslå, at der »stort set ingen tvivl« er om, at den syriske regering er ansvarlig. Det er samme Kerry, der som senator i 2003 insisterede på at afvente FN's våbeninspektører og godkendelse af FN. I dag har han lært at tale udenom: »Alle, der siger, at beviserne er fabrikerede, skal tjekke deres egen moral,« bedyrer han - men spørgsmålet er jo ikke, om »beviser« er »fabrikeret«, men at ingen beviser er fremlagt. En efterretningsrapport til den britiske regering, der bygger på åbne kilder, fastslår, at der ikke er »troværdige efterretninger eller andre beviser, der underbygger påstande om, at oppositionen besidder kemiske våben«. Men skal manglen på beviser på, at syriske oppositionskræfter kunne have gennemført angrebet, være vigtigere end manglen på beviser på, at den syriske regering har? Eller var det måske snarere en idé at vente, til hændelsen var opklaret? Eller i det mindste bedre belyst? Kan man definitivt afvise, at nogen har stjålet kemiske våben i Syrien eller fået dem andetsteds fra for netop at tvinge USA til at reagere i håbet om, at amerikanske angreb kan ændre på styrkeforholdene til Assads ulempe?
Samvittighedsløse kynikere, der er parate til at ofre civile, og for hvem målet helliger midlerne, findes på alle sider af konflikten. Det korte af det lange er, at vi endnu ikke ved, hvem der står bag, så hvis dét skal være bestemmende for at gå i krig, er det afgørende vel ikke, om krydsermissilerne affyres nu eller om nogle uger? Situationen i Syrien i 2013 afviger som nævnt fra situationen i Irak i 2003, især fordi det syriske regime ubestrideligt er i besiddelse af kemiske våben, men hvis brugen af kemiske våben er udslagsgivende, bør vel ikke blot den nuværende amerikanske regering, men også dens danske støtteregering om nogen være belært af propagandaløgnene fra 2003 og i det mindste være tilbageholdende, indtil der kan drages en entydig konklusion. Og når præsident Barack Obama ligefrem begynder at trække et Bush/Blair-'argument' op af hatten for pludselig at advare imod, at Syriens kemiske våben kan benyttes mod mål i USA, bliver det ekstra problematisk. For hvis dette er et realistisk trusselsscenario, har det været det hele tiden. Hvis der vitterlig er en overhængende fare for, at syriske våben bruges mod mål i USA, ville man selvsagt have reageret for længst og ikke 'afvente' en massakre i Syrien.
