Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Rune Engelbreth Larsen

Socialdemokraterne vender ryggen til de ledige og de forfulgte

Socialdemokraterne burde være de første til at afvise påstanden om, at flygtningehjælp forringer muligheden for et trygt velfærdssamfund.

Rune Engelbreth Larsen

»Det udfordrer vores økonomi, når vi skal bruge mange ekstra milliarder på asylansøgere og flygtninge. Penge, som ellers kunne gå til sundhed, uddannelse og flere private arbejdspladser«. Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale. Men det er en falsk modstilling, som vi desværre hører igen og igen.

Den er falsk, fordi enhver »økonomisk udfordring« blot er en omskrivning af »økonomisk prioritering«. Og den er falsk, fordi modstillingen af udgifter til flygtninge med udgifter til »sundhed, uddannelse og flere private arbejdspladser« derfor blot er et politisk valg, ikke en politisk sandhed.

Man kunne også modstille udgifter til flygtninge med de 20 milliarder kroner, som en overflødig jysk motorvej koster, og som Venstre adskillige gange har krævet. Eller med de 30 milliarder kroner, det koster at indkøbe nye kampfly. Ingen 'sandhed' dikterer nogen, at udgifter til flygtninge skal komme fra hospitaler og uddannelser.

Det er ikke fair at tilskrive flygtninge og indvandrere nationaløkonomiske dommedagsscenarier over det danske velfærdssamfund

Man kunne f.eks. også foreslå en generel nedsættelse af arbejdstiden, så flere deltes om det lønarbejde, der er, og derfor var mindre afhængige af offentlige ydelser. Det ville lette udgifterne og være til gavn for de flygtninge, der kan arbejde, såvel som for de nedslidte lønmodtagere – ja, og ikke mindst til gavn for mange ledige.

UFFE ELBÆK

Pointen er, at det alt sammen er økonomiske prioriteringer og politiske valg. Der er ingen som helst politisk naturlov, som tilsiger os, at udgifter til flygtninge SKAL føre til en forringelse af hospitaler eller uddannelser, sådan som statsministeren forsøger at foregøgle os. Løkke vælger imidlertid bevidst at gøre flygtningene til en trussel mod velfærdssamfundet, alene fordi det er en politisk bekvem fiktion.

Og dermed gavner han selvfølgelig yderligere den udlændingemodvilje og -skepsis, der er politisk opportun i dag, såvel som det velfærdspolitiske pres, der i forvejen flugter med hans egen politik.

Statsministeren kunne også have truffet et andet politisk valg og ligesom den tyske kansler Angela Merkel konstatere, at landet er stærkt nok til at tackle opgaven. Hun takkede for den »overvældende« og »bevægende bølge af hjælpsomhed«, flygtninge har mødt i Tyskland, som vel at mærke har taget imod en flygtningestrøm af mere omfangsrig karakter end Danmark.

Det var Merkels økonomiske prioritering og politiske valg. Og det er jo dét, politik er: en række prioriteringer af virkemidler.

Endnu mere kalkuleret opportunistisk end Løkke er dog Socialdemokraternes chefpennefører Henrik Sass Larsen, der lige inden jul tordnede i Politiken, at »det nuværende antal flygtninge og indvandrere inden for få år vil spise al offentligt økonomisk råderum op«, og profeterede, at kommunerne »snart vil segne«. Intet mindre.

Velfærdssamfundets dommedag er altså kun få år rundt om hjørnet. Og ikke fordi de enorme rigdomme i et af verdens rigeste lande er fordelt på en måde, der skaber et stigende pres på de ringest stillede. Nej, nej. Velfærdssamfundets råderum er derimod kollapset om få år på grund af DEM, selvfølgelig. De andre. Flygtningene og indvandrerne.

Socialdemokraterne har talt.

LEDIG

Det er den foreløbige kulmination på et dramatisk skifte i den politiske tidsånd, som vi har set de forløbne tyve år, hvor politiske og økonomiske prioriteringer bl.a. med indvandrere og flygtninge som påskud også har forringet rettigheder og levevilkår for de ledige, der i stigende grad er blevet marginaliserede og adfærdsregulerede – sågar helt ned i kærligheds- og seksuallivet. Så vidt er det kommet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Socialdemokratiet burde være de første til at se sammenhængen mellem den fiktive modstilling af muligheden for at hjælpe mennesker i nød og muligheden for et trygt velfærdssamfund. I stedet har man valgt både at vende ryggen til de ledige og de forfulgte.

Ikke fordi det er politisk eller økonomisk nødvendigt, men fordi Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen har valgt side (og dermed igen: prioritering) til fordel for en blå økonomisk politik og en blå værdipolitik i stedet for at opstille et offensivt alternativ.

Og fair nok at vælge den vej, der lægger hovedvægten på Socialdemokratiets »ganske mange fællesnævnere« med Venstre og Dansk Folkeparti, som Henrik Sass Larsen fremhæver. Så er der tonet rent flag.

Men det er alt andet end fair at tilskrive flygtninge og indvandrere nationaløkonomiske dommedagsscenarier over det danske velfærdssamfund, eller som statsministeren at modstille en hjælp til flygtninge med en forringelse af hospitaler og uddannelser.

Dét er ikke en politisk modstilling, der er påtvunget os af omstændighedernes flygtningekrise. Det er underlødigt spin og manipulatoriske fiduser, hverken mere eller mindre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce