Fællesskab er godt, når det er konkret og givende. Når det er ud- eller uudtalt ensrettende, bliver det kvælende farligt. Når det blot er en retorisk manøvre i skåltaler, er det kun mere af dét, vi i modsætning til så meget andet har til overflod: ingenting. Hvis der derfor er noget, der får mig til at sukke over en politikers retorik, er det, når vedkommende misbruger det kollektivt omklamrende »vi danskere«: værst når det sker for at kontrastere en fiktiv nationalistisk homogenitet med nogle 'outsidere', der således ikke er 'rigtige' danskere; næstværst, når det blot er hul og indsmigrende retorik. Det bedste man kan sige om statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale, er dét, den ikke indeholdt. At vi trods alt slap for en nytårstale, der skulle være affyringsrampe for en værdikrig mod 'fremmede', er værd at bemærke positivt. Igen. Om end det vel også er sigende, at man er nødt til at glæde sig over, at visse urimeligheder IKKE er med. Dansker-kategorien blev således primært anvendt til at hyggebesnakke vælgerkorpset i en pseudo-fællesskabsfølelse, som aldrig blev konstruktiv, men forblev luftig og ukonkret. »Vi danskere er grundlæggende optimister. Vi tror på, at hårdt arbejde betaler sig. Vi tror på, at vi kan komme videre ved en fælles indsats. Vi tror på, at Danmark er et godt og solidarisk land, som er værd at kæmpe for.« Gør »vi« det? »Vi danskere vender forandringer til muligheder,« fastslår hun og henviser til oliekrisen i 1970'erne. Vindmølleeventyret nævnes som noget, »vi« kan og kunne - vi får ikke at vide, hvad det specifikt er, »vi« skal gøre og kunne nu. Ingen visioner om noget som helst. Ingen retning, ingen ideer. Men vi skal være bedre til at sælge mere til Kina og Korea ... Og så peger statsministeren på, at vi har vænnet os bort fra drejeskivetelefonen til fordel for mobiltelefonen, iPad'en og alskens apps. Tjah, det har de vist i hver eneste afkrog af verden, så hvordan det bliver et udtryk for en særlig dansk evne til at vende forandring til mulighed, er lidt svært at se. Til gengæld er det glimrende, at hun italesætter noget så basalt eksistentielt og betydningsfuldt for mange menneskers tilværelse som familielivets opbrud og forandring. Ikke bare accepten, men normaliseringen af homoseksualitet. Symptomatisk nok er det imidlertid også netop, når hun bliver en smule specifik, at »vi«'et viser sig som den retoriske skal, den er. For desværre er vielser af homoseksuelle jo et skoleeksempel på, at det ikke er et »vi danskere«, som er kommet ud over fordommene. I modsætning til, hvad statsministeren siger, har »vi« jo ikke »besluttet«, at vi »ikke dømmer nogen på, hvem de elsker«; ikke alene er der masser af danskere, som foragter homoseksuelle, men vi lever også i et land, hvor staten rask væk deporterer ægtefæller og tvinger elskende til at flygte til Malmø pga. absurde kriminaliseringer af udenlandske ægtefæller. Det kommer hun ikke ind på. Nej, hyggeligere er det at nævne, at det i Danmark ikke kommer an på bankkontoens størrelse, kønnet eller familiebaggrunden - hvilket ikke blot er åbenlyst forkert, men kun forstærkes af, at hun naturligvis helt undlader at nævne etnicitet som noget, det 'ikke kommer an på'. Den ville trods alt have været FOR tyk. Men vi har et »trygt land, hvor vi tager os af hinanden,« forsikrer statsministeren. Den samme statsminister, som har bebudet, at de ledige, der har betalt dyrt for krisen, skal betale endnu dyrere for den i kommende 'reformer'. Den samme statsminister, hvis akutpakke var årets mest veliscenesatte ingenting, mens tusinder hældes ud af dagpengesystemet. Er det dét, hun mener med, at »alle skal med« gennem krisen? Er det dét, hun mener med »tryghed«? At hun afmonterer større dele af den tryghed, som ikke mindst hendes eget parti i det 20. århundrede skabte som værn imod ledighed? »Vi hjælper de mennesker, der er kommet i klemme, fordi de har opbrugt deres dagpengeret eller er tæt på det. De får tilbud om uddannelse. Bedre muligheder for jobrotation.« Nej, det gør »vi« ikke, Thorning-Schmidt - og det gør du slet ikke. Hjælpen til de ledige, der kommer i klemme, har du kun drastisk forringet. De ledige er ikke inkluderet i dit »vi«. Derfor er det tomt, når du taler om at »holde fast i vores solidariske samfund«, for det er dét samfund, du er i gang med at trevle op. APROPOS > Akutpakken, et rødt blålys