Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Storløgneren Trump er tidsåndens sandhedsvidne

Langsomt er vi blevet immune. Trætte. Trodsige. Indtil der kommer en og vender vrangen ud på hele lortet, om det så er verdens største løgner og mest selvindbildske kyniker.

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Også i 2016 blev Europa hjemsøgt af terror og massakrer: I marts dræbte tre bomber 32 tilfældige civile i Bruxelles, i juli bragede en lastbil ind i en menneskemængde i Nice og dræbte 85 tilfældige civile, og i december blev 12 tilfældige civile dræbt af endnu en lastbil, der blev anvendt som terrorvåben i Berlin.

Og listen fortsætter.

Terror er blevet en tilbagevendende del af virkeligheden i Europa, og Europa er i krig.

Det er i hvert fald det indtryk, vi får af mange vestlige politikere og medier, der ofte synes at glemme, at terroren i vores verdensdel udgør brøkdele af den terror, som hærger mange millioner mennesker mange andre steder i verden, ofte uden så meget som en notits i et dansk dagblad.

Men at Europa er i krig, er trods alt ikke helt forkert, hvis vi tilføjer, at det har vi sådan set været i det meste af det 21. århundrede i Mellemøsten og Afghanistan.

Hvad vi imidlertid har måttet sande i de senere år, er, at det er blevet stadig vanskeligere at begrænse drabstallene i vore krige til Mellemøstens og Afghanistans hundredtusinder af dødsofre.

Ganske vist synes vi også ofte at glemme, at vestlige soldater har begået massakrer, der har været rettet mod civile, og som fuldt ud bør kaldes terror.

Det er naturligvis væsentligt at tilføje, at det ikke har været krigenes formål at ramme civilbefolkningen – hverken når soldater fra Vesten undtagelsesvist er gået bersærk for egen regning, eller når bomberegnen har udslettet uskyldige civile og civil infrastruktur.

Hvor hele formålet med islamistisk terror er en bevidst og kynisk bestræbelse på at dræbe tilfældige civile, er formålet med Vestens militærapparat et andet, men det ændrer ikke på, at følgerne i forudsigelig grad ofte er de samme: død, sorg og fortvivlelse blandt uskyldige civile.

Som mediet The Intercept afslørede i 2015, har f.eks. også langt hovedparten af droneangreb i Afghanistan ramt de forkerte.

Selv om der er åbenlyse forskelle, forbliver det indlysende, at når vestlige militærmagter pøser tusindvis af missiler ud over Afghanistan og Mellemøsten i en årrække, opildner det uundgåeligt krigsmodstandere, sympatisører og patologiske galninge til at bringe blodsudgydelserne til Europa.

Trumpismen er genfødslen af en populistisk amerikansk konservatisme fra mellemkrigstiden med en ny tids distraktioner og dæmoniseringer, der tilbyder vildledende og vanedannende afløb for tabte muligheder og voksende uligheder

Der er en ubestridelig sammenhæng, som mange politikere og medier gør sig umage for at benægte eller negligere: Krig forhindrer ikke terror, tværtimod.

Jo mere vi går i krig der, desto større motivation og risiko for terror her.

Denne dødsspiral har vi fodret i årevis, og den næres yderligere af den politiske udvikling i disse år, hvor stramninger følger stramninger, gensidig radikalisering griber om sig, stramninger følger stramninger, gensidig radikalisering griber om sig ...

Hvem kan se enden på denne dødsspiral?

Er alle politikere på magtens tinde vitterlig blinde for, at når det politiske arsenal reduceres til oprustning og stramning, er det åbne samfunds rettighedsbaserede friheds- og tolerancearv den stensikre taber?

Var det ikke det fundament, som vi på tværs af fløje stod vagt om under den kolde krig, men som flere og flere politikere i Europa og USA nu skider højt og flot på?

Skal vi lade os forføre og skræmme til at trække det åbne samfund ned i det sorte hul af det ældste og mest misbrugte kort i magtens spil – sikkerhedskortet?

Det er der ekstra grund til bekymring over, når en mand, der har vundet nøglerne til Det Hvide Hus, smider om sig med mistænkeliggørelser af mexicanere og muslimer en bloc, mens han lover at »bombe Isis tilbage til stenalderen«.

Hvor ofte har falske politikergarantier om tryghed ikke blot afviklet frihed og forøget forfølgelse?

Mange ville vel bifalde det, hvis han faktisk kunne trykke på en knap og fjerne Islamisk Stat og kun Islamisk Stat, men det ved vi jo godt, at man ikke kan.

Stenalderen kan selvfølgelig ikke doseres med kirurgisk præcision.

Efter det amerikanske præsidentvalg er der med andre ord kommet en foruroligende, ny og uventet faktor ind i den storpolitiske ligning.

Og dog. Foruroligende, ja – men måske hverken ny eller uventet.

Er der ét begreb, der sammenfatter det åbne samfunds skrøbelighed i det 21. århundrede, er det ganske vist trumpismen, der fik navn og ansigt i 2016.

Men trumpismen er andet end Trump og rækker længere tilbage end det seneste amerikanske præsidentvalg.

Trumpismen er genfødslen af en populistisk amerikansk konservatisme fra mellemkrigstiden med en ny tids distraktioner og dæmoniseringer, der tilbyder vildledende og vanedannende afløb for tabte muligheder og voksende uligheder.

Det er ikke Trump, der har bragt os trumpismen, men alle de kvarte og halve Trumper før ham

Distraktion er Trumps realityglamour – det 21. århundredes tv-svar på bodegaernes gamle spilleautomat, der lod os sidde på den flade, trække i håndtaget og drømme om dollartegn og guldstykker, mens de flimrede forbi næsetippen, uden at bekymre os om, at den enarmede tyveknægt hver gang tog røven på os.

Dæmoniseringen er Trumps twitterevangelium: 140 tegn og indholdstomme slogans er rigeligt til at formidle forsimplet foragt til millioner på et splitsekund.

Og vi kan sidde på den flade og dele foragten, der flimrer forbi skærmen, uden at bekymre os om, at den millionarmede tyveknægt hver gang ta’r røven på os.

Trump er en profet, men som mange profeter før ham, leverer han ikke forudsigelser, men gentagelser.

Stort set alt, hvad han har sagt af generaliserende dæmoniseringer om minoriteter, er generaliseret og dæmoniseret af talrige europæiske politikere før ham, hvor de med samme ineffektivitet er blevet falsificeret og satiriseret sønder og sammen hele vejen til både valg og genvalg.

Når Trump har kaldt hovedparten af mexicanere i USA for voldtægtsforbrydere og narkohandlere, er det blot et vagt ekko af, hvad vi har været vant til at høre udbasuneret om muslimer i dansk politik de seneste par årtier.

Det er den slags, som politikere i bedste fald reducerer til ’finker af panden’ – en eufemisme for løgn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I al sin surrealistiske logik er storløgneren Trump blevet tidsåndens sandhedsvidne.

Ved at forvrænge og forstørre det åbne samfunds hidtil underspillede og halvnegligerede opløsningstendenser åbenbares råddenskaben for fulde huse i tidens ultimative politiske realityshow.

Her er løgnen ikke alene gangbar mønt, men endog så fuldkommen ukontroversiel, at Trump kan indrømme, at han er løgner, grine ad det, ja, ligefrem prale af det som under hans nylige ’thank you tour’.

»I har hørt mig sige, at systemet er gennemsyret af valgsvindel, men nu siger jeg det ikke mere, for jeg vandt. Nu er jeg ligeglad! Jeg er ligeglad!«.

Latter og klapsalver.

Om valgkampens udfald om at »tørlægge sumpen af korruption i Washington«, hedder det nu: »Jeg begyndte at sige det, som om jeg mente det«.

Om valgkampens krav om at spærre Hillary Clinton inde: »Glem det. Det spiller storartet før et valg. Og nu er vi ligeglade, ikk’?«.

Latter. Klapsalver.

Det spiller storartet. Dertil er det kommet i verdens mægtigste militærmagt. Og nu er vi ligeglade, ikk’?

Det fortæller ikke så lidt om den politikerlede, der har grebet store vælgergrupper, at storløgneren ikke blot kan slippe af sted med sit bedrag, men hyldes for det.

I modsætning til det politiske establishment lader han i det mindste ikke som om. Han lyver og fortæller, at han lyver. Hvorfor?

Det fortæller ikke så lidt om den politikerlede, der har grebet store vælgergrupper, at storløgneren ikke blot kan slippe af sted med sit bedrag, men hyldes for det

Fordi vælgerkorpset er så vant til manipulatoriske politikere fra årtiers Clintoner og Bush’er.

Hellere den nye og åbenlyse storløgner frem for de almindelige og gammelkendte manipulatorer, der har trukket os rundt i den politiske manege i årevis.

Så surrealistisk er den politiske virkelighed blevet, at den frie verdens nyvalgte præsident indtager sit embede med næsten tre millioner færre stemmer end sin modkandidat.

Og dog er demokraterne mere optaget af at forarges over russiske hackere end af politisk selvransagelse over afsløringen af deres egen partiorganisations lyssky modarbejdelse af Bernie Sanders.

Og nu er vi ligeglade, ikk’?

Langsomt er vi blevet immune. Trætte. Trodsige. Indtil der kommer en og vender vrangen ud på hele lortet, om det så er verdens største løgner og mest selvindbildske kyniker.

Bare vi for helvede slipper for det professionelle sammenrend af vejrhaner, der den ene dag er redaktører på det blå medie og griller den røde politiker, dagen efter på det røde og griller den blå, på tredjedagen bliver hyret som spindoktorer og på fjerdedagen selv springer ud som politikere.

Nej, det er ikke Trump, der har bragt os trumpismen, men alle de kvarte og halve Trumper før ham.

Den politiker, der beriger sig selv med fyrstelige pensioner og med et glat ansigt kræver højere pensionsalder for os andre, fylder sig med EU-millioner, taler udenom og i fuld galop er på vej bort fra seneste valgs løfter, forrige måneds positioner og sidste års parti.

Eller den mediemagthaver, der hyldes som ytringsfrihedens pansergeneral udadtil, men indadtil kvæler medarbejderes frihed og tyranniserer tilfældige, der kommer i vejen for personlige ambitioner og idiosynkrasier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er løgnerne og manipulatorerne, der skal klædes af, inden det kommer så vidt, at det åbne samfund står afpillet.

Inden det kommer så vidt, at de har normaliseret vejen for storløgneren, stormanipulatoren og storinkvisitoren.

Måske er det allerede kommet så vidt.

Imens manipulation og misinformation vinder terræn, fortoner sammenhængene mellem vore egne krige og den øgede terrortrussel sig ligeledes i den blanding af bekvemme fortielser og resignation, der giver yderligere næring til trumpismens umættelige populistiske slug.

Og nu er vi ligeglade, ikk’?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden