0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunstens tusindtunge

Kunst kan noget, som egentlig ikke lader sig gøre: Den kan vise det usynlige og få gåder til at yngle i fangenskab.

Christian Graugaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Gak til kunsten og bliv vis.

For når det gælder krop, køn, kærlighed og seksualitet, så tilråder jeg enhver at konsultere litteraturen, musikken, dansen, dramaet, filmen og billedkunsten som et kvalificerende supplement til disputatsforsvar og lærde kollokvier i Akademisk Forum.

Vil man for alvor have indblik i tilværelsens mærkelige og modsætningsfyldte tekstur, så foregår det hverken i laboratoriet, på apoteket eller i nervelægens klinik, men derimod på landets museer, teatre og biblioteker. For kunst er jo samfundets drømme - den endevender menneskers virkelighed og vilkår og formår langt mere følsomt end videnskaben at sætte fingeren på det sære og svære, som gør livet til liv.

Forstå mig ret: Hver ting til sin tid - videnskaben har naturligvis sine tribuner og privilegerede udsigtspunkter, og jeg går stærkt ind for en fri og nysgerrig forskning, som tør forfølge vilde spor og vende den almindeligt vedtagne verdensorden på hovedet.

Det gælder ikke mindst på køns-og kærlighedslivets område, hvor naturvidenskaben i århundreder var en enerådende sandhedsleverandør, men hvor man i dag ser nye, visionære forskningsfelter skyde frem. Det handler om at se på det indlysende med nye øjne - at sætte konstruktive spørgsmålstegn ved smukke kulturskabte forestillinger om for eksempel 'mænd', 'kvinder' og 'begær'.

Men uanset hvad, så kan kunsten noget, som videnskaben aldrig kan gøre den efter: Den kan sætte ord og billeder på det usynlige og usigelige, den kan kaste levende skygger på tapetet og oplyse hjørner af stuen, man end ikke vidste var til.

Kunsten kan så kvalificeret tvivl og slynge grus i rutinernes maskineri; den kan skabe bratte indsigter og med et penselstrøg, et adjektiv, en becifring, et ansigtstræk sætte laviner af erkendelse i skred.

God kunst opererer i et felt af stemning, tilnærmelse og intuition, men alligevel - eller måske netop derfor - indfanger den alt det, der smutter som ål mellem videnskabsmandens fingre: mellemtingene, tvetydighederne, det groteske.

Tag nu for eksempel den fabelagtige udstilling af Svend Wiig Hansens værker, som for tiden står til læserens disposition på Gl. Holtegaard nord for København.

'Rå figur' lyder den velvalgte titel, for det er uden diskussion Kroppen og Kønnet, som udgør grundstofferne i Wiigs periodiske system, drabanterne i hans søsyge mælkevej.

Det er dem, han bestandigt udfordrer og undersøger, det er dem, som pirrer hans fantasi og træder frem som febervildelser og knivskarpe snapshots overalt i hans værk.

Hos Wiig møder man en krop og et køn, som stritter og strutter og forvandler sig.

God kunst er hverken politisk eller videnskabeligt korrekt eller ukorrekt

Det er det forvredne, fortegnede og foreløbige, som har kunstnerens interesse, hans mennesker er under stadig ombygning, de er organiske byggepladser, uafsluttede, ufærdige, i bevægelse.

Alligevel var Wiig langtfra nogen helt blandt sin samtids kønsideologer, som fandt hans kvindesyn reaktionært og hans blik på kroppen utilladeligt maskulint.

Ikke mindst den monumentale skulptur ' Mennesket ved havet' (opstillet ved Sædding Strand i 1995) har i årevis påkaldt sig feministisk kritik.

Fordi den består af fire stiliserede 'mænd' og som sådan ikke er repræsentativ for mennesket som art.

Men netop her springer kæden af - for selvom kunstnere naturligvis skal kunne stå inde for deres værk, så skal de stå inde for det på kunstens præmisser. For kunst udspiller sig i andre rum og under iagttagelse af andre logikker end både videnskab og politik.

God kunst er hverken politisk eller videnskabeligt korrekt eller ukorrekt, for den taler et helt andet sprog, foregår i et altid og på alle måder tilstødende lokale.

Måler man kunstværker med politiskideologiske alen, ender man i uhyggelig totalitarisme eller sur kommissærvirksomhed a la de pavlovske bjæf mod Jørgen Leth og Lars von Trier, hver gang de deler deres monstrøse fantasmer med offentligheden.

Videnskab og politik har deres etager i virkelighedens tårn, kunsten sin. De er klart nok forbundne med sprækker i gulvene og hemmelige spjæld. Men de har helt forskellig udsigt. Og indsigt.

»Jeg kan jo ikke sige, hvordan billedet ser ud, når det er færdigt. For hvorfor skulle jeg så male det«, spørger Svend Wiig Hansen drilsk i den herlige dokumentarfilm, som vises på museet i Holte.

Og på dette punkt deler kunsten og livet vilkår: Vi kender ikke slutningen. For hvorfor skulle vi så leve?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage