I min pure ungdom lod jeg mig under protest slæbe med til en danseforestilling af et par flinke ballettøser, som mente, at det ville gøre mit tænksomme væsen godt at se et tysk ensemble slå flikflak i blomstrede badekåber til tonerne af avantgardejazz for harpe og afbrændt klaver.
Tanztheater Wuppertal hed den - forstod jeg af de entusiastiske veninder - verdenskendte trup, og dens besøg i Danmark var - forstod jeg samtidig - en sjældenhed, som fik granvoksne mennesker til at rømme kontoret og overnatte i snedriverne foran billetbureauets dør.




























