Min mormor havde ingen bækkenbund. Hun var født i et arbejderhjem kort efter forrige århundredeskifte og tilhørte en generation af kvinder med begrænset indsigt i kroppens forunderlige verden. Livet igennem forblev hun et lidt kantet og blufærdigt gemyt, og selv om hun dog var medskaber af to ret vellykkede pigebørn, rødmede hun klædeligt, når min morfar underholdt julefrokostselskabet med røverhistorier fra sin ungdom på landet. »Peter dog!«, sukkede hun og skænkede sig en beroligende snaps. Min mormor havde lært udenad, at pæne piger ikke interesserer sig for sex, og selv om jeg naturligvis ikke skal kunne sige det med sikkerhed, er jeg ret overbevist om, at hun som barn af 1910’erne opfattede samlejet som en ægteskabelig pligt. Det var i hvert fald ikke fra mormor, at mine fætre og jeg fik nys om kønslivets mysterier, og i det hele taget var hun ikke en kvinde, som kastede om sig med kærtegn og kys. Faktisk tror jeg aldrig, jeg så hende røre ved min morfar. Og allerede som barn noterede jeg mig med undren sovekammerets adskilte enkeltmandssenge. Lidt af et særsyn i de frigjorte halvfjerdsere. LÆS OGSÅGymnastikkens grand old lady er død Min mormor var teenager, da professor K.A. Wieth Knudsen (1878-1962) i 1924 udgav afhandlingen ’Feminismen’, hvori han energisk slog fast, at kvindefrigørelse ikke blot udgjorde en trussel mod livsvigtige samfundsinstitutioner, men også øvede vold mod naturens orden, der gjorde mænd til forstandsmennesker, mens kvinder ligesom småbørn var i deres følelsers vold. Også på erotikkens felt var de biologiske kønsforskelle slående, og hvor mandens interesse for sex var vedvarende og stærk, var idealkvindens seksualitet tempereret og klædeligt rudimentær. Af samme grund måtte professoren på det indstændigste advare mod tidens feministiske strømninger, som vanskeliggjorde »den psychiske Underkastelse, Hengivenhed og Selvudslettelse i Mandens Vilje«.
Så sent som i 1953 kunne psykiateren Kirsten Auken (1913-68) i sin disputats om unge kvinders seksualitet vise, at hver anden af de adspurgte kvinder indvilgede i første samleje efter stærkt pres fra manden, og at halvdelen betakkede sig for mere af samme skuffe. Ja, faktisk havde hver femte af de seksuelt aktive aldrig følt sig seksuelt tilfredsstillet, og hele to tredjedele af de unge kvinder kunne efter datidens sprogbrug betegnes som helt eller delvis ’frigide’. Havde den gode Wieth Knudsen alligevel en pointe – eller er det mon kulturen, som er på arbejde her? Tja. Da man et halvt århundrede senere sammenlignede kvinder født før 1920 med kvinder født efter 1960, så man, at hvor blot 1 procent af de gamle havde haft mere end ti seksualpartnere i deres liv, gjaldt noget lignende for 42 pct. af de yngre. Så meget for den særlige kvindelige biologi. LÆS OGSÅNy bog: Alder betyder ikke noget, medmindre du er en ost Men min mormor havde et åndehul. Hver evig eneste lørdag lyttede hun til Helle Gotved på den gamle Tandberg-transistor. For mit indre øre kan jeg endnu høre den på én gang myndige og fløjlsbløde stemme i æteren, og nu 35 år senere kommer jeg til min egen forbløffelse i tanke om, hvordan den landskendte gymnastikpædagog talte om at »skyde ryg som en kat« og »mærke vægten i fødderne«. Jeg anede ikke, hvad det betød, eller hvorfor statsradiofonien fandt det vigtigt. Men jeg kunne tydeligt mærke, at min mormor spidsede ører, skønt hun demonstrativt lod som ingenting. Der blev stille på Borgmester Jensens Allé, når Helle Gotved talte. Min mormor var sært fraværende. I dag ved jeg godt, hvorfor der var så tyst i stuerne lørdag formiddag. Eller jeg gætter i hvert fald på det. Med ’Ha’ det bedre’ på P1 fik min mormor simpelthen færten af den kropslighed, som kulturen så effektivt havde aflært hende – den yderste lille snip af en telemedieret sanselighed, som – forestiller jeg – forplantede sig gennem øregangene og ned gennem rygsøjlen til lunger og mave, arme, ben og køn. Og hvem ved, om hun nøjedes med at skyde ryg og mærke vægten i fødderne? Hvem ved, om ikke hun efter Helle Gotveds skandaløse anvisninger sad der og lavede knibeøvelser i lænestolen, mens hun lod som ingenting og bladrede i Hjemmet på skrømt? Min mormor havde ingen bækkenbund. Og dog. Jeg kan godt lide tanken om, at hun med årene udviklede en i samarbejde med den elskværdige gymnastikpædagog fra Vodroffsvej. I hvert fald gav Helle Gotved tusindvis af andre danskere en krop med muligheder og plads til begejstring. Mormor og jeg siger tak.
