Det lakker mod enden for Den Levendes ugentlige Kønslivspalte.
Allerede i sensommeren trak Ditte Giese stikket ud og forlod i en form for resignation, hvad hun anså for en stadig mere udsigtsløs kønsdebat.
Den nytiltrådte kulturredaktør ser til gengæld kønsstoffet spredt endnu mere ud i spalterne, så nu er det minsandten faldet i min lod at afvikle denne lille stafetdebat, som jeg selv skød i gang for knap to år siden med en tekst om seksualmoralsk hykleri i den amerikanske valgkamp.
Lad mig derfor benytte lejligheden til at gøre status og (re)lancere et par af de køns-, krops- og seksualpolitiske temaer, som for tiden ligger mig mest på sinde.
Jeg kunne naturligvis have fremhævet en hel stribe andre, for der er nok at tage fat på, hvis det hæderkronede danske frisind ikke skal ende sine dage i Nationalmuseets støvede fjernarkiv, og hvis vi virkelig ønsker et samfund med højt til loftet og plads til mægtige armsving.
Jeg efterlyser flere lystne oldinge i den bedste sendetid
Frisind: Dansk frisind er forbløffende få generationer gammelt, og det kom ikke dumpende ned fra himlen sammen med Dannebrog i 1219. Det er noget, vi har fundet på. Og det skal hele tiden holdes ved lige.
Liderlige Gamles Værn:
Vi lever i en tidsalder, hvor lysten og forplantningen er blevet adskilt, og alligevel opfatter vi stadig gamle mennesker som aseksuelle strikketanter m/k.
Jeg efterlyser flere lystne oldinge i den bedste sendetid. En seksuel revolution fra de beskyttede boliger.
Drengeomskæring:
I september opfordrede de nordiske børneombudsmænd deres respektive regeringer til at arbejde for et forbud mod rituel fjernelse af drengebørns forhud.
Allerede ugen efter fulgte Europarådet trop, og senest har de nordiske sexologforeninger vedtaget en krystalklar fællesresolution mod ikkemedicinsk begrundet drengeomskæring.
Hvornår indser man på Christiansborg, at tiden er moden til på ny at lade Danmark være et foregangsland, når det gælder seksuel autonomi og beskyttelsen af kropslig integritet uanset alder og køn?
Hvor længe kan politikerne acceptere, at der i dagens Danmark må skæres i raske drengebørns kønsorganer, mens lignende – eller mindre – indgreb på pigebørn fører lige lukt i spjældet?
Provokeret abort:
Ja, naturligvis begynder ’livet’ ved befrugtningen – men hvis et foster er et menneske, er et agern også et egetræ.
Abort handler om kvinders ret til kropslig selvbestemmelse, og et abortforbud vil føre til flere og farligere svangerskabsafbrydelser.
Det viser historien, og det er veldokumenteret ude i den store verden.
Abort er et hverdagsetisk dilemma, som den enkelte kvinde er fuldt ud i stand til at håndtere.
Sædelighedspoliti:
Lige så urokkelig tilhænger jeg er af kønnenes lige muligheder på ethvert tænkeligt (og utænkeligt) plan, lige så rædselsslagen er jeg ved optræk til smalsporet millimeterdemokrati og ekskluderende kønspolitisk korrekthed.
Det løber mig simpelt hen koldt ned ad ryggen, når en fremtrædende kønsdebattør i sit - fuldt berettigede - slag for kvinders udfoldelsesmuligheder i det offentlige rum retter sit skyts mod fadølsdrikkende oldboys, som på hede sommerdage blotter deres velnærede vom på byens torve og pladser.
Foruden at være både sexistisk og umiskendeligt gerontofobisk finder jeg ærlig talt logikken barokt vendt på hovedet: Kvinder er (angiveligt) udsat for begrænsninger, og derfor skal mænd også være det.
Ville det strengt taget ikke give bedre mening at lade sig inspirere af de barmavede livsnydere og deres fadøl?
Burde de ikke være kønspolitiske forbilleder i stedet for at blive hængt ud som klamme gamle svin?
Eller: Kvindelige skribenter klager over (anerkendende) tilråb og gestik fra dem ubekendte mandspersoner, når de cykler i sommerkjole og klipklapper gennem Dronningens København.
Come on. Jeg er naturligvis med på, at hadske, nedsættende eller nærgående ytringer og chikanerier bør have den kolde skulder, men orker vi oprigtigt talt at leve i et byrum, hvor der ikke er plads til spontan begejstring og godartet ubesindighed, når man møder en uventet solstråle på sin vej?
Skriv kommentar