Militærindgreb. For Israel og premierminister Netanyahu handler disse ugers tovtrækkeri om militærintervention i høj grad om Iran, skriver Leila Stockmarr.
Foto: Sebastian Scheiner/AP

Militærindgreb. For Israel og premierminister Netanyahu handler disse ugers tovtrækkeri om militærintervention i høj grad om Iran, skriver Leila Stockmarr.

Kampzonen

Israel tænker på sin egen 'røde linje'

Det er afgørende for Israels magt, at USA genbekræfter sin indflydelse i regionen.

Kampzonen

Spørgsmålet om israelske interesser forbundet med udviklingen i Syrien ekskluderes nemt fra debatten, fordi Israel ofte bruges som syndebuk for Assad-støtters konspirationsteorier.

Selv om man naturligvis ikke skal bruge den fløjs argumentation som afsæt, er det ikke uvæsentligt, hvordan udviklingen tolkes fra Tel Aviv forud for et eventuelt amerikansk angreb. Både i forhold til de amerikanske dispositioner, men måske endnu vigtigere i relation til Iran-Israel konfliktens magtstruktur.

Efter Ghouta-angrebet meldte Israel ud, at man nu gerne så en amerikansk ledet intervention i Syrien. Ifølge officielle udmeldinger for at markere, at brug af kemiske våben er uacceptabelt – det forlød ikke, om man ønskede et reelt regimeskifte i Damaskus. Al den stund at angrebet mod syriske civile har været en primær begrundelse for at ønske intervention, handler det muligvis mere om at opretholde en stærk vestlig koalition i regionen.

Viser USA ikke handlevillighed og kraft, kan denne være udfordret.

Historisk set har Syrien og Israel været i krig og konflikt siden 1948, særlig efter Israels besættelse af de syriske Golan-højder i 1967 (annekteret i 1980). Den sidste reelle militærkonfrontation fandt sted i 1982, og der har siden været relativ ro mellem de to lande som under en kontrolleret og stabil kold krig.

Siden har konflikten med Iran, Syriens allierede, i den grad skærpet den konfrontatoriske linje. Israel har med succes kontrolleret luftrummet ved sine nordlige grænser og krænker jævnligt libanesisk og syrisk suverænitet.

Under den syriske revolution har Israel flere gange angrebet pro-Assad mål inde i Syrien uden at møde svare fra det syriske militær. Alle, inklusiv Assad, ved, at Israel militært set er stærkt overlegen og i besiddelse af atomvåben.

LÆS MERE

Indtil videre har krigen i Syrien ikke kostet Israel alvorlige ofre. Men sikkerhedsopbuddet i det nordlige Israel er massivt: Forsvarssystemet til afværgelse af missilangreb, 'Iron Dome', er kørt i stilling ved grænsen til Syrien, og mere end tusinde reservesoldater er kaldt i beredskab, skulle USA sætte et angreb ind, og skulle det blive besvaret med angreb rettet mod Israel.

Man 'forbereder sig på det værste', som den israelske hærchef Gantz udtrykker det.

Efter Obamas tale lørdag har premierminister Netanyahu givet sine politiske kollegaer i Israel mundkurv på. Man afventer Kongressens afgørelse.

Netanyahu vil ikke udadtil ses som en, der lægger pres på USA for at gå i krig. Og mens meningerne er mange blandt intellektuelle og politikere, og der hersker tvivl, om et angreb ikke vil gøre ondt værre, er det klart, at præferencen for den siddende regering er: angrib.

Under overfladen hviner diplomatiets hjul, og den israelske lobby i Washington er nok kommet på overarbejde

Under overfladen hviner diplomatiets hjul, og den israelske lobby i Washington er nok kommet på overarbejde.

29. august meldte Netanyahu ud, at et angreb med kemiske våben mod Israel er en israelsk 'rød linje' - ikke en amerikansk. Mens der ikke har været tegn på optrapning til dette, ser man fra Tel Aviv mere på det regionale billede, det vil sige Iran og dets allierede, herunder naturligvis Assad.

For Israel handler disse ugers tovtrækkeri om militærintervention i høj grad om Iran. Og om at sikre, at USA stadig er en relevant, Israel-loyal aktør i regionen. Et handlingslammet USA er ikke i Israels interesse, da det kan svække landets position i regionen. Israels politik hænger uløseligt sammen med USA’s.

Både Kerry og Obama har da også begge henvist til hensynet til Israel i deres fortale for angreb – nok også for at sende et signal til Iran om landets atomprogram. Netop det program og alliancen med Israel er to centrale årsager til, at man ikke har inkluderet Iran i officielle politiske forhandlinger på et tidligere stadie - før det nu måske er for sent.

I Washington er man stadig ikke kommet til den konklusion, at en for tæt alliance med Israel kan skade stormagtens egne interesser.

Præsident Peres meldte efter Obamas tale lørdag ud, at man stoler på USA i alle forhold, når det kommer til Israel. En forsikring til Obama om Israels støtte til aktion. Støtten til USA har tillige den effekt, at den kan være med til at reparere på det lidt tyndslidte forhold mellem Obama og Netanyahu. USA har i den grad brug for opbakning til angrebet, og fællesskabet i kursen mod Syrien er større end de to lederes forhold og stil.

Flere højtstående stemmer i Israel var skuffede efter Obamas udskydelse af et angreb, for som den tidligere israelske ambassadør til USA, Gillerman, sagde: Det udstiller Obamas svaghed og får fjendelejren i Teheran til at juble.

Israel frygter krigens fortsatte spill over-effekt ind i nabolandene Jordan og Libanon. I forhold til Jordan, med hvem Israel har en fredsaftale, frygter man, at mobiliseringen af 'radikale elementer' vil kunne introducere angreb mod landet og forplumre sikkerhedskoordineringen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens Hizbollah i Libanon har travlt i sin kamp for at støtte Assad, vil et eventuelt vestligt indgreb kunne give gruppen motivation til at introducere en front mod Israel. Det vil uden tvivl blive gensvaret hårdt og kontant.

I israelske øjne er spørgsmålet om Obamas villighed til at handle på 'den røde linje' over for kemiske våben med eller uden Kongressens støtte for Israel også en lakmusprøve for USA’s villighed til at forhindre iransk nuklear udvikling.

For Netanyahu og sikkerhedsetablissementet i Israel er 'den røde linje' ikke en moralsk grænse i forhold til at sikre den syriske civilbefolkning. Det handler om at veje amerikanernes engagement og handleduelighed i regionen.

Kommer der ikke et angreb på Syrien som svar på Ghouta-massakren, vil Israel tolke det som et tegn på amerikansk resignation fra sin hegemoniske position i regionen.

Israel frygter krigens fortsatte -effekt ind i nabolandene Jordan og Libanon

For Israel er Syrien en forløber for, hvad der kan komme efter, hvis Iran får indhentet mere regional indflydelse og efter israelske vurderinger får opgraderet sit atomprogram. Det har den nye præsident Rouhani i Iran ikke ændret meget ved.

Som en sidebemærkning passer det Netanyahu og co. fint, at verdens fokus på Syrien tager opmærksomhed væk fra konflikten med palæstinenserne. Det blev bemærket af New York Times’ Israel-korrespondent i weekenden.

LÆS ARTIKEL

Desuden mener nogle israelske iagttagere, at et begrænset og mere symbolsk angreb på Assad vil være for uambitiøst og udstille Vestens inkompetence. Det vil svække USA’s afskrækkelseskapacitet i regionen, og derved kunne øge truslen fra Teheran.

Det har sået tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan stole på USA. Hvis man ikke er klar til reel krig er det, ifølge den logik, bedre intet at foretage sig.

Mens det af sikkerhedseksperter ikke anses som særlig sandsynligt, frygter mange almindelige borgere helt basalt modangreb mod Israel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så alt imens det storpolitiske spil raser, hamstrer en splittet civilbefolkning gasmasker. På den anden side, i Ramallah, hos den palæstinensiske præsident Abbas, forholder man sig passivt, og må nok også sande, at man slet ikke nyder nogen indflydelse. Palæstinenserne ser lige nu al fokus på 'fredsprocessen' ebbe ud.

Således sætter krisen i Syrien potentielt Israel i en ny situation: Amerikansk passivitet kan give Israel grønt lys til øget unilateralisme i forsvaret for israelske magtinteresser illustreret ved 'den røde linje' i forhold til Iran.

Omvendt kan et amerikansk angreb skabe præcedens for militærintervention, som Israel kan drage nytte af i sin ageren mod Irans formodede udvikling af atomvåben.

Dermed kan en anden velkendt 'rød linje' få ny legitimitet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce