Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

krise. Da Muhammedkrisen spidsede til i slutningen af januar 2006, forklarede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sin afvisning af møde  med en stribe ambassadører fra muslimske lande med, »at det ville have været starten på en glidebane«. Udenrigsminister Per Møller (K) var uenig i håndteringen af sagen, har han fortalt i en dokumentarudsendelse på DR2. Her foto af Fogh Rasmussen, der forklarer sig på arabisk tv.
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

krise. Da Muhammedkrisen spidsede til i slutningen af januar 2006, forklarede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sin afvisning af møde med en stribe ambassadører fra muslimske lande med, »at det ville have været starten på en glidebane«. Udenrigsminister Per Møller (K) var uenig i håndteringen af sagen, har han fortalt i en dokumentarudsendelse på DR2. Her foto af Fogh Rasmussen, der forklarer sig på arabisk tv.

Kampzonen

Foghs afslag til ambassadørerne var ikke nøglen i tegningekrisen

Krisen satte skub i en idépolitisk udvikling herhjemme, som allerede var i fuld fart.

Kampzonen

Var det en forkert beslutning, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i oktober 2005 afviste at mødes med ambassadører fra 11 muslimske lande, som i et brev udtrykte utilfredshed med Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed?

Det fortæller den daværende udenrigsminister i første del af tre i en dokumentarudsendelse på DR2, at det var.

SE UDSENDELSENher ( eksternt link)

Men har Per Stig Møller ret i sin retrospektive vurdering?

Grundlæggende må svaret være nej.

Spørgsmålet er dog ikke helt ligetil, ikke mindst fordi henvendelsen fra de 11 ambassadører stillede danske beslutningstagere og embedsfolk i en situation, hvor der ikke var mange relevante fortilfælde at trække på.

Og fordi den væsentligste beslutning måske ikke var den, der fandt sted i oktober 2005.

I dag mener Fogh Rasmussens rådgivere stadig, at beslutningen om at afvise mødet var både korrekt og uundgåelig.

Afslaget tydede altså på, at brevet var blevet tolket helt bogstaveligt

Den danske statsminister kunne ikke tage et møde med den type dagsorden, som brevet lagde op til, skriver både Bo Lidegaard (fhv. departementsråd) og Michael Ulveman (fhv. pressechef) som respons på Møllers udtalelser.

BO LIDEGAARD

Deri har de en solid pointe.

»Vi tager afstand fra disse udtalelser og publikationer og opfordrer Dem til at retsforfølge de ansvarlige«, lød det i brevet fra ambassadørerne.

Kravet havde statsministeren selvfølgelig ingen som helst mulighed for at imødekomme.

Dette vidste de højtuddannede og antageligt velinformerede diplomater fra de muslimske lande selvfølgelig godt.

Altså burde brevet nok være blevet læst som en symbolpolitisk markering frem for et ultimativt krav uden mulighed for gradbøjning.

Derfor var det ganske vist ret bemærkelsesværdigt, at den danske regeringschef - ifølge Per Stig Møller efter statsministeriets beslutning - valgte at svare med et blankt afslag.

LÆS ARTIKEL

Afslaget tydede altså på, at brevet var blevet tolket helt bogstaveligt.

I stedet kunne regeringen have gjort noget andet:

Den kunne f.eks. have (gen)inviteret til en samtale med en mere realistisk dagsorden og i denne forbindelse klart understreget, at Danmark - udover ytringsfrihed m.m. - satte pris på samarbejde og dialog med de pågældende lande.

Havde en sådan olivengren forhindret det voldsomme backlash i vinteren og foråret 2005-06? Måske ikke.

Bagklogskab er let, og netop derfor er det måske mere givtigt at tage et kort kig på de idéer, som faktisk lå til grund for håndteringen af tegningekrisen.

PER STIG

I den udenrigspolitiske forskning er den danske respons på krisen - især kendetegnet ved det omstridte mødeafslag - ofte blevet behandlet som en afgørende begivenhed, hvor Danmark overskred sit udenrigs- eller geopolitiske ’handlerum’ og derfor blev straffet.

Den danske regering tillod sig med andre ord langt større internationale armbevægelser, end den havde mulighed for at slippe af sted med.

En sådan tolkning har svagheder.

ANMELDELSE

Det egentlige, umiddelbare svar på krisen handlede nemlig ikke om danske magt- eller interesseovervejelser i forhold til den arabiske verden.

Nærmere afspejlede den danske respons to andre hensyn:

For det første transatlantisk alliancetænkning og for det andet en nyere tradition for liberal værdiudbredelse, hvor Irak-krigens senere tilkomne mål om ’demokratisering’ og politiske rettigheder stadig hang som bagtæppe i beslutningsprocessen.

Den danske regering betragtede allerede før tegningekrisen Danmark som aktiv transatlantisk partner i en (til tider væbnet) kamp for udbredelsen af værdier som demokrati, frihed og menneskerettigheder.

Vel talte USA's regering meget om udbredelsen af demokrati og frihed i Irak, men i den daglige Mellemøsten-politik var stabilitet og orden langt vigtigere nøglebegreber

Udviklingen havde især taget fart som følge af Irak-beslutningen i foråret 2003 og skred frem i parløb med Fogh Rasmussens opgør med en dansk udenrigspolitisk tradition, som statsministeren selektivt kendetegnede som »ussel« neutralitets- og tilpasningspolitik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som svar på krisen greb politikerne ikke overraskende i posen med velkendte og nyligt anvendte liberale termer angående frihed og demokrati.

Et nyt kom dog til:

Begrebet ’frihedsrettigheder’ begyndte at optræde centralt i debatten som endnu et udenrigspolitisk mål.

Problemet var, at de pæne ord om frihed grundlæggende ikke havde meget at sige i amerikansk Mellemøsten-politik.

Derfor udeblev den håndgribelige støtte fra USA, som regeringen havde forventet.

Vel talte USA’s regering meget om udbredelsen af demokrati og frihed i Irak, men i den daglige Mellemøsten-politik var stabilitet og orden langt vigtigere nøglebegreber.

Handlinger, som bidrog til at skabe uro, protester og ambassadeafbrændinger, havde man i Washington ingen lyst til at forsvare, uanset om de så var principielt og demokratisk forsvarlige.

LÆS MERE

Hvis man vil forstå tegningekrisen som politisk moment, må man se på de udenrigspolitiske idéer og begrebers udvikling i årene op til krisen fremfor at stirre sig blind på isolerede hændelser.

De danske beslutningstagere lærte næppe nogen 'lektion' af Muhammed-krisen, som både forskere og andre kommentatorer mente, at de måtte.

Tværtimod satte krisen yderligere skub i en idépolitisk udvikling, som allerede var i fuld fart.

I sin åbningstale i Folketinget i 2006 udbredte Fogh Rasmussen sig i lyset af krisen om forsvaret af de føromtalte »frihedsrettigheder« (et ord, som yderst sjældent blev brugt før 2005) og om Danmarks deltagelse i en såkaldt global værdikamp »mellem forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse, mellem demokrati og diktatur, mellem frihed og tyranni«.

Den danske krigsførelse skulle ses som et konkret indlæg i denne værdikamp, lod statsministeren forstå.

Det blev efter få afsnit af talen tydeliggjort, at den »fundamentalistiske formørkelse« var af specifik geografisk oprindelse:

Fjenden var ifølge Fogh Rasmussen de mellemøstlige personer og grupper, som »frygtede friheden« og forsøgte at blokere vejen »med bomber og barbari«.

Også danske muslimer blev specifikt udpeget som eksponenter for fundamentalismen (ingen ikke-muslimske grupper blev nævnt) og dermed impliceret som fjender i værdikampen.

Hvilket formål tjener eksemplet?

Danmarks deltagelse i den 'globale værdikamp' kunne - hvis regeringen ønskede det - være afsluttet, før den begyndte

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det belyser, at der konstant findes mulige (idé)politiske skilleveje.

Nogle veje vælges, og nogle vælges fra. Mødet med ambassadørerne, som aldrig fandt sted, var kun én begivenhed i 00’ernes bemærkelsesværdige udenrigspolitiske udvikling.

Meget kunne være gået anderledes, både i det danske modsvar på fundamentalistiske trusler og i dansk diplomati overfor de muslimske lande.

Helt grundlæggende kunne man have holdt disse to størrelser adskilt.

Danmarks deltagelse i den 'globale værdikamp' kunne - hvis regeringen ønskede det - være afsluttet, før den begyndte.

Hvis den faktiske eller kontrafaktiske historie om månederne og årene omkring tegningekrisen nu skal omskrives, er en sådan mulighed måske mere interessant at overveje.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce