konflikt. Israel-Palæstina-konflikten er en bitter politisk konflikt, der ikke handler om jødedom - men om territorium, og om både jødernes og palæstinensernes tragiske historier, skriver Leila Stockmarr. Her foto af den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den israelske ministerpræsident Netanyahu i Jerusalem i går onsdag.
Foto: Jason Reed/AP

konflikt. Israel-Palæstina-konflikten er en bitter politisk konflikt, der ikke handler om jødedom - men om territorium, og om både jødernes og palæstinensernes tragiske historier, skriver Leila Stockmarr. Her foto af den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den israelske ministerpræsident Netanyahu i Jerusalem i går onsdag.

Kampzonen

Kritik af staten Israels politik er ikke antisemitisme

Beskyldninger om antisemitisme forgifter en i forvejen følsom debat.

Kampzonen

Den såkaldte værdidebat om Islam og muslimer er eksploderet de seneste år.

Selv om der er lang vej igen for at få adskilt forhold vedrørende religionen Islam fra polemiske politiske debatter, er der et stykke hen ad vejen taget vigtige opgør, og mange tabuer er blevet brudt.

Men når det kommer til diskussionen om jødedommen og Israel, står vi stadig med en sort boks - en ‘farlig’ debatzone præget af forfejlet polemik, hvor kritik af Israel alt for ofte sidestilles med antisemitisme.

Vi, der deltager i debatten, har alle et ansvar for at fastholde adskillelsen.

Oprettelsen af Israel i 1948 udryddede ikke antisemitismen, men det er manipulation at sidestille antisemitisme og anti-zionisme.

Ideen om, at roden til anti-zionisme og kritik af den israelske stats fremfærd er antisemitisme, fremføres med jævnlige mellemrum i debatten om Israel-Palæstina.

Antisemitismen er først og fremmest en menneskefjendsk racistisk ideologi

En sådan argumentation er ikke alene forkert, men den er også med til at forgifte en meget følsom debat og hæmme reel oplysning.

STOCKMARR OG MACH

Israel-Palæstina-konflikten er en bitter politisk konflikt, der ikke handler om jødedom - men om territorium, og om både jødernes og palæstinensernes tragiske historier. Derfor er situationen så kompleks.

Som kritiker af Israels politik bliver jeg og andre udsat for beskyldninger om antisemitisme.

Desværre er jeg ikke sikker på, at det altid er udtryk for et manglende kendskab til forskellen på de to begreber, men snarere at det er det mest effektive våben i kampen for en stat, hvis politik, det bliver sværere og sværere at forsvare.

Hverken zionisme, antizionisme eller antisemitisme er statiske størrelser, de antager nye former og argumenter over tid. Dog er der visse grundtræk, som det kan være væsentligt at fremhæve.

Antisemitisme, i den form hvor den er rettet mod jøder og ikke alle semitter, er et kompleks af anti-jødiske holdninger, strømninger og politikker rettet mod det jødiske folk, baseret på en racistisk ide om, at jøder er anderledes.

Frem for at være en kritik af jødedommen er antisemitismen først og fremmest en menneskefjendsk racistisk ideologi.

Hadet mod jøder har historisk set antaget mange forskellige former, mest grusomt i nazismens udryddelse af de europæiske jøder.

Men der findes også andre strømninger:

En radikal venstreorienteret position, der ser jøder som en central komponent i kapitalismen og imperialismen, eller den radikale højrefløjs antisemitisme, der ofte portrætterede jøder som en del af den bolsjevistiske trussel.

Jøder har altså ofte været en slags kosmopolitisk fjende for antisemitter.

Anti-zionismen var oprindeligt en modstand - især blandt andre jøder - imod tanken om at oprette en jødisk stat.

Zionismen som ideologi og bevægelse opstod for lidt over hundrede år siden i Europa, og er et produkt af en række politiske faktorer og har intet med jødedommen som religion at gøre.

Man kan spørge, om misbrug af beskyldninger om antisemitisme til politisk mudderkastning ikke netop medfører en risiko for, at begrebet udvandes?

I begyndelsen havde zionisterne heller ikke lagt sig fast på, at det jødiske land skulle ligge i Palæstina. Flere andre områder var på tale og under overvejelse.

Jødisk identitet og jødisk nationalisme er derfor ikke det samme.

RUNE LYKKEBERG

Ganske vist findes der religiøse zionister, der sammenblander fortolkning af religion med forholdet til landet, ligesom der findes nogle ortodokse jøder, der afviser staten Israel, fordi de mener, at det ikke tilkommer mennesker at oprette en sådan stat, for den skal afvente Messias' komme.

At være zionist er ikke en logisk konsekvens af at være jøde, det er et politisk, personligt valg - en politisk og ikke en religiøs identitet.

Nogle af de mest indædte zionister er kristne, der basalt set er antisemitter, fordi de ønsker at fremme Messias' genkomst ved at få alle jøder samlet i Palæstina, hvorefter de vel at mærke skal omvendes til kristendommen, hvis de ikke vil fortabes.

Også nazisterne bakkede op om en jødisk stat, for på den måde at slippe af med jøderne. Det medførte en del mindre stuerent samarbejde mellem Nazityskland og zionisterne.

Og den jødiske såvel som den internationale opbakning til zionismen voksede sig stærk efter nazisternes forbrydelser.

Forvirringen mellem begreberne antisemitisme og anti-zionisme opstår primært af to årsager:

Den opstår, når kritikere af Israel sammenblander en moderne stats fremfærd med det at være jøde, som om politikken kan tilskrives noget særligt jødisk. Det er en forfejlet tendens, der desværre florerer i visse miljøer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men sammenblandingen opstår også, når kritik af den israelske stats fremfærd dæmoniseres som antisemitisk - som regel af zionistiske agitatorer.

Det er naturligvis også muligt at kritisere Israel uden at være anti-zionistisk.

Man kan mene, at jøderne har ret til en stat i Palæstina, men uden at billige den politik, som den israelske stat fører.

LEILA STOCKMARR

Eller man kan mene, at det er en meningsløs diskussion, om jøderne har ret til en sådan stat på et andet folks territorium eller ej, for nu ligger staten der, men den bør behandles som andre lande og efterleve såvel folkeret som internationale konventioner og resolutioner.

Den mere grundlæggende anti-zionistiske kritik af Israel sætter spørgsmålstegn ved, om Israel på en og samme tid kan være jødisk og demokratisk - i betragtning af landets mange ikke-jødiske medborgere og deres manglende inklusion.

En anden kritik fokuserer mere på måden, staten blev oprettet, og på konsekvenserne for det palæstinensiske folk. Altså zionismens ekskluderende mekanismer.

Den anti-zionistiske kritik trækker på flere kilder, for eksempel liberal nationalisme, der modsætter sig ideen om en etnisk defineret stat. Den kan også trække på en mere marxistisk inspireret anti-imperialisme, der betragter zionismen som et kolonialistisk produkt, og den kan også være del af en demokratisk kosmopolitisme, der insisterer på lige rettigheder for alle borgere.

KJELD KOPLEV

Ingen af disse positioner er pr. definition antisemitiske. Det sker kun, hvis kritikken kammer over i at tillægge jøder særlige egenskaber.

Derfor er det også absurd, at flere jøder, der tager afstand fra zionismen, hænges ud som selvhadende jøder, fordi de kritiserer staten Israel eller tager afstand fra zionismen. Eller som det som regel er tilfældet: at de tager afstand fra den israelske besættelse af de palæstinensiske områder.

Et kritikpunkt mod anti-zionismen er, at den kan være med til at normalisere antisemitiske undertoner i den offentlige debat.

Risikoen for dette er imidlertid størst, hvis man ikke bestræber sig på at adskille begreberne.

Kritik af Israel på baggrund af antisemitiske ideer om jøder er ikke legitim, men det er kritik af den israelske stats politik

Samtidig kan man spørge, om misbrug af beskyldninger om antisemitisme til politisk mudderkastning ikke netop medfører en risiko for, at begrebet udvandes?

Kritik af Israel på baggrund af antisemitiske ideer om jøder er ikke legitim, men det er kritik af den israelske stats politik, også selv om Israel ofte selv bruger argumenter om statens jødiskhed til at legitimere sin politik.

Det er rigtigt, at vi undertiden ser, at kritik af Israel afføder antisemitiske handlinger, og derfor bør anti-zionistisk kritik være nuanceret og klar i sin hensigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal være tydeligt, at man som kritiker forholder sig til statens politik.

Fremføres kritik mod den israelske befolkning, skal den konkretiseres og dokumenteres, for en befolkning er ikke pr. automatik ansvarlig for statens politik, og det gælder jo i Israel såvel som i alle andre lande.

Ligesom man kan være antikapitalist uden at være antiamerikansk, bør man kunne kritisere en politisk ideologi uden at blive kaldt antisemit.

Konkret kritik af Israel skal fremføres ud fra samme standarder, som alle andre lande bør underlægges. Det giver sig selv.

Vi skal afvise racismen i alle dens former, hvad enten den er rettet mod jøder, mod muslimer eller mod alle andre religiøse og etniske grupper.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce