I dag fik jeg post. Det var sundhedsvæsenet, der gerne ville have mig til at melde mig som bloddonor, for dem er der nemlig mangel på, og det tager jo kun 15 minutter at være til en tapning, som der står. "Hvorfor er du ikke bloddonor," indleder de deres brev og opfordrer til, at man dropper alle de dårlige undskyldninger og får meldt sig til. Det er jo kun et lille prik og det foregår nær ens hjem. Så "hvorfor ikke" som de spørger, velmenende og opfordrende. Fordi homoseksuelle mænds blod ikke må doneres i Danmark. Det står i loven. En lovgivning der er præget af fordomme og uvidenhed og i dén grad stigmatiserer en hel befolkningsgruppe. Heteroseksuelle kunne jo også være bærere af alvorlige sexsygdomme, der smittes i blodet, så hvorfor det lige er homoseksuelle, man vælger skære over én kam, fatter jeg virkeligt ikke. Det er et levn fra fortiden. Fra dengang hiv var frygtet som en dødsdom. Sådan er det jo langt fra i dag. Der er ifølge Statens Serum Institut 5.500 hiv-smittede i Danmark. Nogle er mænd, nogle er kvinder, nogle er homoseksuelle og nogle er heteroseksuelle. Derfor holder det ikke, at udelukke homoseksuelle fra at kunne donere blod på den baggrund. Det er en forældet frygt.

Jeg ville på tro og love gerne skrive under på, at jeg er sygdomsfri og rask, for at kunne få lov at donere blod, men det er åbenbart ikke nok. Hvornår vil systemet egentligt tro på én? At udelukke så mange danskere, der er sunde, raske og tilfældigvis homoseksuelle, fordi man for mange år siden ikke vidste noget om hiv, havde enorme fordomme og lod det ligge til grund for lovgivningen, er for mig at se rent idioti. Andre lande som f.eks. Storbritannien lader homoseksuelle mænd donere blod, hvis de ellers bare er sunde og raske, så hvor længe skal vi lade den forældede frygt og lov stå ved magt her til lands? Der er ingen saglige argumenter for at lade være. "Du kan være med til at redde liv," står der i det husstandsomdelte brev fra blodbanken. Hvis du altså bare ikke er bøsse.