Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Leila Stockmarr

Vores svigt over for flygtninge underminerer ideen om Europa

Massedød i Middelhavet er blevet hverdag for os, mens flygtningekrisen har affødt en helt ny politisk geografi i Europa

Leila Stockmarr

I 1938 mødtes en række lande i Evian i Frankrig for at diskutere det voksende problem med jødiske flygtninge fra primært Tyskland. Flygtninge, der var blevet tvunget på flugt fra nazisternes folkemord. Land efter land stillede sig på bagbenene og nægtede at tage imod flygtningene. England undskyldte sig selv med høj arbejdsløshed og overbefolkning og Canada med effekterne af den store depression. Østrig udtrykte decideret modvillighed mod at importere et ’raceproblem’, mens Frankrig simpelthen mente, at man havde nået grænsen for, hvor mange man kunne tage.

I dag bruger de europæiske ledere mange af de samme argumenter som i Evian for ikke at hjælpe flygtninge og sikre dem beskyttelse: Finanskrise, arbejdsløshed, frygt for multikulturalisme. Og således gentages historien.

Når europæiske statsledere i disse år gang på gang mødes for at diskutere den såkaldte flygtingekrise er det ofte med fokus på Europas behov for at holde flygtninge ude, at lukke flugtveje og begrænse tilstrømning af flygtninge i stedet for at forbedre den fælles indsats og humanitære assistance.

Det er naturligvis ikke muligt at drage direkte paralleller, når det kommer til verdenshistoriske begivenheder, men man aner alligevel et skræmmende ekko af Evian i Europas aktuelle håndtering af den globale flygtningekrise.

I de første 5 måneder af 2016 er 2443 mennesker druknet i Middelhavet og bare i den forgangne uge er mere end 700 mennesker druknet på vej til Europa. ”Nyheden” om hundreder af menneskers druknedød chokerer næsten ikke længere. Massedød er blevet hverdag - til forbipasserende mediehistorier, som meget sjældent afføder officielle reaktioner.

Vores bud på en europæisk løsning er blevet reduceret til en begrænset humanitær indsats, kriminalisering af flugtvejene til Europa og en tiltagende militarisering af Europas grænser

Afmatningen og passiviteten sætter en lup over vores svigt over for flygtninge, migranter såvel som vores eget svigt over for Europa. Det er klart, at migranter ikke har samme rettigheder som flygtninge, men alle mennesker fortjener en human behandling.

Samtidig har de europæiske landes karakterløse håndtering af den verserende krise affødt en helt ny politisk geografi i Europa. Naturligvis har Europa aldrig været en homogen størrelse, men over de sidste år er Europa blevet inddelt i en slags zonebælter, der splitter kontinentet op. De mest privilegerede lande i nordvest udgør en kerne – undtaget Sverige-, der i øjeblikket skærmer af for flygtninge. De fattigere lande i øst og syd er kommet til at udgøre en form for bufferzone eller periferi, hvor flygtninge koncentreres. Rundt om Europa slanger, der sig et bælte af lande, såsom Marokko og Tyrkiet, som vi med vores euros og kroner har valgt at udlicitere håndteringen af flygtninge til - endda på bekostning af vores internationale forpligtelser.

Den geografi har – godt hjulpet på vej af EU's økonomiske politik - skabt store politiske og økonomiske interessemodsætninger mellem de europæiske lande. Svære fronter, der sætter vores samarbejde og mulighed for at hjælpe de mange mennesker på flugt og i nød over styr.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Danmark er en stor del af debatten om flygtninge blevet til et spørgsmål om det overgreb på det danske velfærdsystem flygtninge – efter sigende - udgør. Samtidig er virkeligheden den, at vi har valgt at koncentrere vores indsats for at minimere antallet af flygtninge i den europæiske periferi – langs Europas eksterne grænser.

Vores bud på en europæisk løsning er blevet reduceret til en begrænset humanitær indsats, kriminalisering af flugtvejene til Europa og en tiltagende militarisering af Europas grænser. På Middelhavet og i Europas udkantsområder styrkes vagtværn, og mens man intensiverer kortsigtede missioner mod menneskesmuglere. Middelhavet er blevet en krigszone, hvor man gør livet sværere for de mennesker, der er på flugt fra krig. ”Out of sight out of mind” løsningerne kommer den europæiske kerne til gode. Det betyder, at vi reelt vi kun mærker krisens omfang og dybde momentvist.

Vi er nu nået så vidt, at Europa i sin håndtering af den største humanitære krise siden anden verdenskrig ikke blot har ansvaret for adskillige tabte menneskeliv. Vi er også med til at erodere det fundament, som vores europæiske identitet og fællesskab bygger på. Et værdifællesskab, som rækker ud over den Europæiske Unions her-og-nu-politik.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce