Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Leila Stockmarr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Irak-krigens ofre skal kende sandheden

Uden sandheden får vi ikke taget det nødvendige opgør med 15 års krigsdeltagelse, der har kostet Irak og resten af verden alt for store ofre. Danmark bør som et minimum genåbne Irak-kommissionen og stille de ansvarlige politikere til ansvar.

Leila Stockmarr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Irak-krigen startede på de vestlige regeringskontorer for mere end 13 år siden. Alligevel er det først nu, vi ser konturerne af en reel afklaring af grundlaget for krigen.

I Storbritannien er Chilcot-kommissionens undersøgelse af grundlaget for Irak-krigen i 2003 kommet frem til de ikke så overraskende konklusioner: Militærintervention var ikke sidste udvej, påstanden om Saddams besiddelse af masseødelæggelsesvåben var ikke tilstrækkelig underbygget, det folkeretslige grundlag for krigen haltede gevaldigt, og man satte fra britisk hold ind med massive - men voldsomt uigennemtænkte - militæroperationer. Og det er blot et par elementer fra den længe ventede og voldsomt kritiske rapport.

Naturligvis omhandler konklusionerne den britiske proces op til krigen, men det giver også en nærliggende anledning til at se på den danske.

RASMUS BRYGGER

Hvad handlede Irak-krigen om? Et banalt og forsimplet, men ikke desto mindre et centralt spørgsmål, der stadig presser sig på. Chilcot rapportens konklusioner viser os, at det, der blev fremstillet som en legitim forsvarskrig, nærmere var en ulovlig angrebskrig. For hvad skulle en storstilet krig mod det brutale Saddam regime egentlig forsvare os mod? Mod Al-Qaeda - et stadig mere og mere hovedløst terrornetværk (som en fjernelse af Saddam jo ikke ville eliminere)?

Mod et Saddam-regime, der selv skulle have interesse i at angribe vores del af verden med masseødelæggelsesvåben (som vi stadig ikke har beviser for fandtes)? Eller blev den omkostningsfulde krig sat i gang for at redde den irakiske befolkning fra en brutal diktator? Nok mindre sandsynligt…

Dansk krigsdeltagelse er ikke længere kontroversiel. Beslutningen om at deltage i nye krige gives mindre og mindre vægt

Måske er forklaringen nærmere, at Blair efter 11. september valgte at indordne sig Bush-doktrinen – den amerikansk ledede ’krig mod terror’ og kampen for at skabe en ny global verdensorden. Det skete uden mærkbar skelen til hverken folkeretten eller FN’s sikkerhedsråds henstillinger og udbredte rationelle sikkerhedskalkyler. Måske var det simpelthen en hovedløs politisk prioritering om at følge USA i last og brast? Uden blik og forståelse for de helt uoverskuelige politiske konsekvenser kombineret med en alt for optimistisk læsning af det politiske klima i Europa efter 2001? Under alle omstændigheder bragte det os i centrum for en krig, vi ikke burde have kæmpet. En krig med store menneskelige konsekvenser.

SØREN PIND

Herhjemme lever vi desværre i skyggen af vores egne krige. Dansk krigsdeltagelse er ikke længere kontroversiel. Beslutningen om at deltage i nye krige gives mindre og mindre vægt og foretages i lukkede cirkler af politikere, forsvarsfolk og embedsmænd, hvor politiske udfordringer for ofte reduceres til militærteknik. Vi i befolkningen får at vide, at vi skal være på vagt, vi skal handle ’proaktivt’. Det er den nye virkelighed med terror og nye bølger af islamisme, siger de.

I den bredere debat taler vi alt for sjældent om vores krige. Vi slår krigens realiteter hen som et stykke (ubehageligt) historie. Som krigsførende er vi som nation år efter år blevet spundet ind i et væv af skrækscenarier, der i stigende grad og med en næsten isnende ironi er blevet til selvopfyldende profetier.

Men naturligvis har det stor betydning, at vi nu på 15. år er et land i krig. Det har rykket vores moralske og etiske grænser. Vi har gjort krig til et nødvendigt onde, hvor vi i mindre grad sætter spørgsmålstegn ved krigens præmisser og konsekvenser. Det skaber en oplevelse af, at krig ikke har konsekvenser for os, at krig er en (ulykkelig) betingelse for, at vi kan forsætte som hidtil. Krig normaliserer vold som politisk sprog og gør vores politik mere forrået.

Vi er holdt op med at begræde, når 250 mennesker, dræbes af en bombe under ramadanen i et shopping center i Bagdad. Massemord reduceres til Islamisk Stats onde. Ikke et ord om vores totale svigt over for den irakiske befolkning. Det vakuum, vi med vores favorisering af shiitiske-eliter var med til at skabe, hjalp med til at give grobund for Islamisk Stat. Det glemmer vi.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Krig har meget virkelige konsekvenser for dem, der bliver slået ihjel. Og for dem, der ikke kan tage hjem, når missionen ebber ud.

Regeringens nedlukning af Irak-kommissionen er det mest eklatante eksempel på ansvarsfralæggelse

Midt i alle disse storpolitiske ligninger glemmer vi for ofte én ting: De hundredetusinder af civile irakere, der har mistet livet og de millioner, der måtte forlade hus og hjem. Mennesker, der frem til 2003 levede under massiv undertrykkelse fra Saddam og et ødelæggende sanktionsregime. En befolkning, som fra 2003 har levet under ekstern militær besættelse og siden har levet i et fragmenteret, korrumperet Irak. Og tilmed nu med truslen fra Islamisk Stat, dusinvis af selvbestaltede militser og et langt fra repræsentativt regime, som agerer vestens håndlanger. Tabte menneskeliv og skæbner, der i dag blot er blevet til hengemte fodnoter af statistik. Mennesker, der hverken dengang eller i dag har en stemme, der kan overdøve krigseliternes magtsprog. Mennesker, der kun har tabt, tabt og atter tabt til krigen.

Siden Irak-krigen har vi gjort stort set alt andet end at tage ved lære af vores fejl. I stedet har vi siden 2003 kastet os ud i nye krigseventyr uden folkeretsligt mandat, bestilt flere kampfly, foretaget markante nedskæringer i den langsigtede udviklingsbistand og støtte til FN. Og - ikke mindst - lukket en kommissionsundersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse ned. Det skriger til himlen.

TIDL. OVERKONSTABEL

Men hvorfor er det så vigtigt at tage ved lære af de fejl, vi begik i Irak? Det er det, fordi Irak-krigen på mange måder er arnested for Mellemøstens store kriser. Hvis man tror, at Irak-krigen er historie og et overstået kapitel, bør man kaste et blik på den fatning, Mellemøsten befinder sig i i dag. Så er man hurtigt kureret for den tanke. Irak-krigen har været med til at destabilisere en hel region, trukket gamle fronter op og skabt nye brudflader. Pulveriseret hverdagen for millioner af mennesker, og kastet den sidste tro på vestens gode hensigter i Mellemøsten på den historiske mødding.

Irak-krigen er så langt fra ovre, den raser endnu og har også spredt sig. Til krigen i Syrien, til det der kaldes Islamisk Stat, som krigen også har været med til at nære grobunden for. Krigen lever videre i de daglige kampe i Irak mellem stat og oprørere, blandt de mange millioner af flygtninge, der lever i verdens lejre eller driver fortvivlet rundt i gummibåde på Middelhavet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Krigen lever i Bagdads bombeplagede shoppingmalls og hos den globale våbenindustri, der nyder kronede dage og i hovederne på de soldater, der blev sendt på en umulig opgave. Lukker vi øjnene for krigens konsekvenser mindsker vi chancerne for at handle fornuftigt i fremtiden.

Krig har også store konsekvenser for en krigsførende nations fællesskab og for demokratiet. For grundsubstansen af et demokrati er vel ikke kun, at folket vælger sine repræsentanter, men også at de folk, der vælges, kan holdes ansvarlige for deres beslutninger og handlinger. Det, der med et godt engelsk ord hedder accountability - at blive holdt til ansvar. Og netop accountability har været et stort set fraværende element i dansk udenrigspolitik siden 2003.

Regeringens nedlukning af Irak-kommissionen er det mest eklatante eksempel på ansvarsfralæggelse. At lukke ned for en igangværende undersøgelse er så absurd en manøvre, at det tangerer politisk satire. Ikke mindst set i lyset af den britiske proces, hvor man faktisk har vist krigens ofre den respekt at undersøge landets krigsdeltagelse til bunds, gennemføre afhøringer og afkræve Tony Blair og hans regering svar. Chilcots konklusioner burde sætte et eksempel og få regeringen til at genåbne den danske Irak-kommission.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden