En ny måling fra tirsdag i denne uge viste, at Nicolas Sarkozy for første gang fører i meningsmålingerne forud for det franske præsidentvalg 22 april. 28,5 procent til Sarkozy og 27 procent til hans udfordrer Francois Hollande. Hvad var så tricket? At trække udlændingekortet såmænd. Et kendt trick, som ofte har givet pote i en valgkamp. Vi kender det så godt herhjemmefra, hvor kommentatorer igen og igen de forløbne år har bedyret, at det er så godt som umuligt at vinde et valg i Danmark uden at appellere til netop frygten for udlændinge/muslimer/ immigranter/familiesammenføringer – make your pick. Heldigvis har det som bekendt vist sig ikke at holde stik. Valg kan faktisk vindes uden. Forleden kunne man så læse, at hver tredje topleder i Danmark er stærkt tilfreds med, at ’tonen’ i udlændingedebatten er blevet bedre: læs: mindre skinger og dæmoniserende. Håbet er naturligvis, at flere dygtige udlændinge igen vil søge job i Danmark. I Frankrig derimod er alt ved det gamle. Sarkozy har nu, hvor der kun er seks uger til præsidentvalget, indledt slutspurten, og den består i en simpel opskrift, som mange gange tidligere har båret frugt: Skal han videre til præsidentvalgets anden runde, skal han have fat i den højreradikale Marine Le Pens vælgere. Her er en appel til frygten for immigranter, folk med tørklæde, globalisering og EU tilsyneladende altafgørende. For nylig så vi da også Sarkozy skælde ud på alt fra Schengen-samarbejdet til halalkød og billige udenlandske varer, der udkonkurrerer franske. Lykkes det ham at bilde vælgerne ind, at netop disse ting er roden til alt ondt og vil få prioritet, når han bliver genvalgt, vil han gå videre til anden valgrunde. Her kan han så bløde op på retorikken og forsøge at få fat i nogle af midtervælgerne, som han i så fald skal slås med Francois Hollande om. Når og hvis sejren er i hus, vil Sarkozy hurtigt og behændigt finde en passende begrundelse for, at eksempelvis løftet om at lukke grænserne og evt. helt forlade Schengensamarbejdet desværre ikke kan blive til noget alligevel. At Frankrig skulle melde sig ud af Schengen, er nemlig lige så realistisk som at forestille sig Sarkozy uden plateausko. Sarkozys anti-Schengenkampagne er med andre ord lige så kynisk, som den er triviel. Netop derfor har den da heller ikke udløst meget andet end overbærende hovedrysten uden for Frankrig. Hovedrysten har også indtil videre været reaktionen i Bruxelles, selv om især Schengenballaden skabte store overskrifter i de internationale medier.
Den svenske EU-kommissær Cecilia Malmström, som er ansvarlig for Schengensamarbejdet, henviste da også til, at hun per definition ikke vil blande sig i et medlemslands valgkampagner. Alligevel følte hun sig foranlediget til – for en sikkerheds skyld – at bruge et par minutter på at forklare, at kommissionen faktisk allerede har fremlagt et velgennemarbejdet forslag til ændring af Schengenreglerne, og at dette imødekommer mange af de bekymringer, Sarkozy giver udtryk for. Alt afhænger lige nu af, om medlemslandene og parlamentet kan blive enige. Det, Kommissionen har foreslået, er, at man skal gøre det muligt for et land – efter konsultation og godkendelse af kommissionen – at lukke grænserne midlertidigt, hvis et massivt flygtningepres truer den offentlige orden. Anden del af forslaget vil gøre noget ved det forhold, at nogle Schengenlande simpelthen ikke er gode nok til at bevogte de ydre grænser. Kommissionen skal således kunne gribe ind over for et land som f.eks. Grækenland, hvis grænse til Tyrkiet pt. er hullet som en si. Man regner med, at af de 104.000 illegale immigranter, der krydsede grænsen til Schengenzonen i 2010, var 88.000 kommet ind netop der. Fordi Grækenlands asylsystem er brudt sammen, har landet imidlertid Strasbourgdomstolens ord for, at de andre lande i øjeblikket ikke må sende asylansøgere tilbage til Grækenland, hvilket ellers er reglen efter Dublinkonventionen. Pointen er altså ikke – som Sarkozy fremstiller det i sin valgkamp – at kun han ønsker at give Schengenreglerne et serviceeftersyn. De fleste er sådan set enige i, at en justering er påkrævet og fornuftig. Det vigtige i denne sammenhæng er blot, at der kommer en løsning, hvor det er kommissionen, der objektivt går ind og vurderer, hvilke foranstaltninger der reelt er rimelige i den pågældende situation.
