Det kunne lade sig gøre. I en post-Brexit- og post-Trump-verden kunne en uprøvet midtersøgende kandidat – uden en grov og nationalistisk retorik – vinde en jordskredssejr ved et præsidentvalg med en næsten provokerende europæisk og global dagsorden. 66 procent mod 34 procent til Macron over højrenationalisten Le Pen. Og tænk lige over det: Det skete på trods af flere millioner flygtninge i Europa de seneste par år. Trods en ellers ofte velbegrundet frygt for mere terror. Trods en finanskrise, som Europa kun lige nu er ved at stikke næsen ud af. Og ikke mindst trods et hav af dommedagsprofeter blandt mediefolk, spindoktorer, forskere og kommentatorer, der bidrog til at indgyde frygt ved hårdnakket at påstå, at populismen ikke kunne slås, og at alle europæerne (med god grund, fornemmede man) var imod den såkaldte EU-elite. Og nej, Macron kopierede ikke nationalisterne i deres retorik og sagde ikke, som vi hører på de hjemlige himmelstrøg, at EU har svigtet og nu skal gøres slankere (uden i øvrigt at forklare, hvad det så består i).

Macron er ikke den første kage med magt i Frankrig