politiken. Bo Lidegaard har fra sit kontor på Rådhuspladsen videreført Seidenfadens linje og erklæret truslen mod ytringsfriheden for stærkt overdrevet
Foto: JACOB EHRBAHN (Arkiv)

politiken. Bo Lidegaard har fra sit kontor på Rådhuspladsen videreført Seidenfadens linje og erklæret truslen mod ytringsfriheden for stærkt overdrevet

Mikkel Andersson

Politiken må undskylde for sit massive svigt efter Muhammedkrisen

Politiken trænger til et opgør med avisens absurde linje under og efter Muhammedkonflikten.

Mikkel Andersson

I sidste uge kom det frem, at en af de centrale aktører i Muhammedkrisen, tidligere imam Ahmed Akkari, belært af sine erfaringer med de islamistiske kredse, han indtil 2010 færdedes i, har kastet sig helhjertet ind i forsvaret for retten til at fremsætte også krænkende og stødende udsagn i ytringsfrihedens navn.

Som en konsekvens heraf forsvarer Akkari nu Jyllands-Postens Muhammedtegninger og har givet Kurt Westergaard en ubetinget undskyldning.

Helt uden hændervridende erklæringer om den gode tone og behovet for at undgå krænkelser af minoriteter, misbrug af ytringsfriheden eller andet.

Det er mere end det dagblad, som du for øjeblikket læser, har formået.

Her har linjen, siden Jyllands-Postens karikaturer blev trykt i slutningen af 2005, været, at de var ubegavede, usympatiske og unødvendige, selvom de da nok – i hvert fald juridisk, hvis ikke moralsk – kunne trykkes.

Det er en linje, som chefredaktør Bo Lidegaard fortsætter i tirsdagens leder, hvor han på en gang priser Akkaris sindelagsskrift og slår til lyd for en demokratisk »forpligtelse til dialog og til at forsøge at forstå vore modstanderes synspunkt og præmis«, som man må forstå ikke kan underordnes en dialogangst ytringsfundamentalisme, der – fornemmer man – antageligvis er næsten lige så gold og dogmatisk som sin islamisk-fundamentalistiske modpol.

LÆS LEDEREN

Det er en redaktionel linje, som Politikens tidligere chefredaktør, Tøger Seidenfaden – der desværre ikke længere er blandt os – mere end nogen anden var ansvarlig for at etablere.

I 2006 forfattede han sammen med idehistorikeren Rune Engelbreth bogen ’Karikaturkrisen’, hvis centrale påstand var, at en nationalkonservativ borgerlig regering og et fremmedfjendtligt debatklima bar hovedansvaret for, og de danske imamer gjorde mere for at begrænse end intensivere.

Som Tøger Seidenfaden sagde til Weekendavisen i 2010, var tegningerne primært udtryk for »hvor stærkt nationalkonservatisme og intolerance kommer tilbage. Det er kernen i Muhammedkrisen«.

Men en af de danske imamer, som angiveligt forsøgte at begrænse krisen, mener nu det modsatte: at den krise, som karikaturerne affødte, i vid udstrækning skyldtes islamisternes krænkelseskultur samt dogmatiske og antidemokratiske sindelag.

Akkari erklærer endda nogen forståelse for Pia Kjærsgaards synspunkter og placerer ansvaret for krisen hos den fundamentalistiske islams tilhængere.

En bevægelse, han kender indefra, og fra hvis medlemmer han nu – ganske forståeligt – frygter repressalier fra.

Politikens ambivalente redaktionelle linje nåede et pinligt crescendo i 2010, hvor Tøger Seidenfaden på Politikens vegne – men under protest fra en del af avisens egne journalister – foretog et bizart knæfald og undskyldte en åbenbart uovervejet publicering af tegningerne for en selvudråbt saudisk repræsentant for ’profetens efterfølgere’.

Siden Seidenfadens død har Bo Lidegaard fra sit kontor på Rådhuspladsen videreført Seidenfadens linje og erklæret truslen mod ytringsfriheden for stærkt overdrevet, hvilket Akkari så kan tænke over, mens han lever under jorden og holder møder under politibeskyttelse.

Siden Seidenfadens død har Bo Lidegaard fra sit kontor på Rådhuspladsen videreført Seidenfadens linje og erklæret truslen mod ytringsfriheden for stærkt overdrevet

Men for en avis, der som Politiken er stiftet netop med udgangspunkt i religionskritikken, og for hvilken hån og spot var centralt værktøj, er det på høje tid at besinde sig på, hvad en af Politikens stiftere, Viggo Hørup – hvis veloplagte grovheder mod både religion og politiske modstandere får Muhammedtegningerne til at ligne ’Radiserne’ – i sin tid erklærede: »Naar al Haan og Spot fordrives af Sproget, hvilket Middel bliver da tilbage mod Dumheden, og naar man binder Munden paa Foragten, hvormed tænker man da at ave Lumpenheden og den tykpandede Ondskab?«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Avisens anden grundlægger, Edvard Brandes, var heller ingen kostforagter, når det kom til bidsk religionskritik.

Ikke blot i forhold til kristendommen, men så sandelig heller ikke islam, som hans skuespil ’Muhammed. Skuespil i tre Akter’ fint demonstrerer med udsagn om profeten, der nok kunne sætte en ambassade eller to i brand i dag.

Nu har Ahmed Akkari vist sig villig til at melde sig ind i kampen mod lumpenheden og den tykpandede ondskab.

Og hvis ikke Politiken allerede har devalueret sine undskyldninger alt for meget, kunne det være en ide at følge den tidligere imams eksempel og give en til Kurt Westergaard også.

I alle fald er det på høje tid, at Politiken udviser et tilsvarende mod og tager et opgør med det massive svigt af sin arv, historie og principper, som avisen har udvist siden 2005.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce