Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Per Marquard Otzen

Mikkel Andersson
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Reaktionerne på Akkaris bog er præget af hykleri og manipulation

Har anmelderne af Ahmed Akkaris bog overhovedet læst bogen?

Mikkel Andersson
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ikke så får har efterhånden tilkendegivet deres holdning til den tidligere imam Ahmed Akkaris person og den bog, han har skrevet om sin deltagelse i Muhammedkrisen og sine erfaringer som højtplaceret islamitisk imam.

Jeg har selv anmeldt bogen i Jyllands-Posten og givet den de maksimale seks stjerner. Man kan så rigeligt anklage mig for at have aktier i debatten, da jeg ikke alene er anmelder for avisen, men også skriver satire, som avisen trykker. Læs anmeldelsen i JP

Desuden har jeg også, som enhver, der følger mine sporadiske skriblerier i herværende publikation, ved, også selv givet udtryk for holdninger til både Muhammedkrisen og Politikens linje her.

Derfor vil jeg ikke fremstille mig som en hverken upartisk eller objektiv overdommer over en debat, som jeg i allerhøjeste grad selv har blandet mig i.

Men uanset holdninger og politisk ståsted, kan en læsning af et givent værk være god eller dårlig alt efter i hvor høj grad, den forholder sig seriøst og loyalt til teksten. Her har flere kommentarer og anmeldelser har i højere grad båret præg af både en tendentiøse, manglefulde og måske endda ikkeeksisterende læsninger af Akkaris bog, hvilke vi skal se nærmere på i det følgende.

LÆS KOMMENTAR

Lad os først kigge på spørgsmålet om forfatterens troværdighed. Flere har anholdt, at det er muligt, at Ahmed Akkari - i lighed med, hvad han har erkendt, at han gjorde, under Muhammedkrisen - igen kommer med manipulerende, usande og taktisk betingede udmeldinger. Det gælder blandt andre informations tidligere chefredaktør Lasse Ellegaard, der ligefrem hævder, bogen er mere 'fup end fakta'. Læs artikel i information

Ræsonnementet synes at være, at når Akkari har været på kant med sandheden før, kan han være det igen. Det er naturligvis rigtigt, men vil man vurdere troværdigheden af hans fremstilling, er den konstatering i sig selv ubrugelig. Der må man gå lidt mere kildekritisk til værks og spørge hvorfor - og om hvad specifikt - Akkari skulle tale usandt eller manipulere.

Er det sandsynlig, at han lyver om sin omvendelse og/eller udelukkende har foretaget den af opportunistiske grunde? Måske fordi han ikke længere havde en plads i det islamistiske miljø, og han derfor kunne opnå personligt vinding - på den ene eller anden måde - ved at forlade det?

Det taler meget lidt for. Først og fremmest fordi, det eneste, som har distanceret Akkari fra dette miljø, er Akkari selv.

Akkari var en superstjerne i det danske islamiske miljø. Han blev af den arbejdsgruppe, som reelt skabte Muhammed-krisen, enstemmigt udpeget til dens talsmand.

Selv om han i vid udstrækning var lagt for had blandt store dele af den ikke-muslimske danske offentlighed under krisen, er der ingen tvivl om, at han internt i det muslimske miljø stod som en lysende stjerne netop på grund af sin rolle i krisen. Han beskriver selv, hvordan han blev modtaget efter at være kommet hjem fra et møde om tegningerne med islamistiske organisationer i Bahrain i marts 2006:

»Vores møde med troens superstjerner og kritikken i de danske medier havde styrket vores anseelse i både det danske og det internationale islamistiske landskab, og vi stod nu på en bakketop højere end nogensinde før. Abu Laban var helten i Islamisk Trossamfund, Raed Hlayhel var salafisternes forbillede, Abu Bashar havde styrket sin position i Det Muslimske Broderskab. Og mig – jeg blev hyldet som fremtidens mand«.

Hvor eksempelvis Raed Hlayhel, der nok er den enkeltperson, der bærer det største ansvar for Muhammed-krisens opståen og udvikling, i dag efter alt at dømme lever en ganske komfortabel tilværelse i Libanon som feteret religiøst ikon, der har formået at kapitalisere på den internationale berømmelse og respekt, som krisen gav ham, så valgte Akkari en ganske anden vej, der ikke alene er økonomisk risikabel men også indebærer konstant frygt for sin egen sikkerhed.

Han droppede, efter eget udsagn, en stilling som projektmedarbejder beskæftiget med uddannelse ved et internationalt firma i Kuwait, da han vurderede risikoen ved at være i den muslimske verden blev for stor, efter at han stod frem i 2013.

Selv hvis man antager, at han ikke – som Raed Hlayhel – kunne have levet af mellemøstlige religiøses penge, er der intet til hinder for, at han stadig kunne have været blevet en af Danmarks fremmeste imamer.

I betragtning af hvor afsondret de parallelsamfund, hvor han færdedes, er fra det danske majoritetssamfund, er det intet som tyder på, at han ikke kunne have fortsat en tilværelse som respekteret imam og lærer på muslimske friskoler med både økonomisk sikkerhed og et stort socialt og religiøst netværk.

Akkari synes derfor at have meget lidt personligt at vinde ved at udgive denne bog og tage et så markant opgør med sin fortid. Bogen kan - og vil sikkert - sælge glimrende.

Men selv en indtægt på en million, vil være et absolut - nok temmelig urealistisk - maksimum, han kan tjene selv ved et meget stort salg, rækker ikke mange år, når skattevæsnet har været der.

Særlig ikke, når man må leve under jorden og på skiftende adresser af sikkerhedshensyn og af samme grund næppe kan tage et fast job noget sted i Danmark. De færreste skoler bryder sig om omvandrende skydeskiver.

Hvis man anskuer det fra et økonomisk perspektiv, er der ganske enkelt ingen tvivl om, at Akkari ville kunne imødese en væsentlig mere sikker fremtid ved at blive i det islamistiske miljø, fortsætte sit liv som lærer, enten på islamiske friskoler kombineret som virke som imam, eller på ikke-religiøse skoler, hvilket han allerede gjorde i en årrække i Grønland, inden han udgav bogen.

Eller beholdt det job i Kuwait, han inde krisen havde. At han også på den måde havde undgået dødstrusler og PET-overvågning, det siger naturligvis sig selv.

Man kan så hævde, at Akkari nyder opmærksomheden. Det tror jeg i nogen udstrækning er rigtigt, om end jeg tror, han godt ville være opmærksomhed i form af trusler foruden.

Men selv om man måske kan anfægte opmærksomhedssøgende adfærd som en karakterbrist - som jeg dog tror i varierende grad deles af de fleste, som blander sig i den offentlige debat, undertegnede utvivlsomt inklusiv - så giver det ham heller ikke noget motiv for at lyve.

Akkaris talegaver og intellekt gav ham en kometkarriere i det islamistiske miljø, og såfremt han ønskede det, kunne han uden problemer have fortsat sine aktiviteter her og endt som ham, medierne ringede efter, når man ønskede en velformuleret dansk muslim, der kunne tale sin sag.

I stedet har han udstillet sig selv som en utroværdig fundamentalist, der gjorde enorm skade - først på Danmark og dernæst på sit eget religiøse bagland. Hvis man vil være selvglorificerende, er det unægtelig en sær måde at være det på - særlig når tilgivelsen fra det ikke-muslimske samfund, som reaktionen da også har vist, absolut ikke er en selvfølge.

Man kan utvivlsomt foragte Akkari, mene han er en vindbøjtel og nægte ham den tilgivelse, han angler efter, hvis det er hvad man ønsker. Men at anfægte, at han synes motiveret af et oprigtigt ønske om at fortælle om dette miljø og lægge sine erfaringer nøgternt frem, synes det noget sværere at finde overbevisende argumenter for.

LÆS KOMMENTAR

Når nu vi således har set på Akkaris troværdighed, er det på sin plads at kigge lidt nærmere på de mere specifikke påstande, som andre har fremsat om hans bog og person. Her er en af de mest interessante den tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, som i flere omgange har udtalt sig om bogen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er svært at skrive på en diplomatisk måde, men jeg kan ganske enkelt ikke afryste en fornemmelse af, at Bonnichsen udtaler sig om Ahmed Akkaris bog uden at have læst den. I et indlæg i Berlingske skriver han nemlig:

»At Akkari så har opført sig, som tilfældet er, ændrer således ikke ved, at mange andre imamer har medvirket til, at der var fredeligt og roligt i Danmark. Hvis der virkelig er nogen, som Akkari burde give en undskyldning, så er der disse agtværdige personer, som han nu har trukket med ned i sin egen realisering af de kollektive fordomme«.

Det samme ønske om en undskyldning til andre imamer har Bonnichsen uddybet i radioprogrammet Rushys Roulette på Radio24syv. Her kom det frem, at det i særdeleshed er den nu afdøde imam fra islamisk trossamfund, Abu Laban, som Bonnichsen mener, at Akkari har tilsværtet og skylder en undskyldning.

Men hvis man læser bogen fremgår det direkte, at Abu Laban faktisk var en af de centrale personer i Muhammedkrisens udvikling. Selvom Akkari helt sikkert fremstiller Laban som ofte mere moderat end både Raed Hlayhel og Akkari selv, ender Abu Laban også i høj grad med at være central i at gøre krisen international.

Det er faktisk Abu Laban, som ender med at formidle den egyptiske ambassadørs ønske om at udsende de senere så berygtede delegationer, som Abu Laban også oprindeligt var tænkt som en deltager på. De delegationer var Abu Laban svært begejstret for. Akkari fortæller, at det er på en af disse delegationsrejser, at de udsendte imamer mødtes med både Hamas og Hizbollah.

Hvis Bonnichsen altså - på baggrund af Akkaris bekendelser - er villig til at konkludere, at Akkari agerede illoyalt og tvetunget - er det udtryk for en stærkt tendentiøs læsning - på baggrund af samme bekendelser - at frikende Abu Laban.

Den udlægning virker mest af alt som Bonnichsens forsøg på at forsvare, at PET under Muhammedkrisen og hans lederskab iværksatte et samarbejde med en række imamer, som skulle fremme freden i Danmark. Bonnichsens problem er imidlertid, at hvis Akkaris bog er sandfærdig, så var en del af disse imamer reelt via deres samarbejde med arbejdsgruppen i varierende grad, medansvarlige for, at Muhammedkrisen i det hele taget opstod. At Akkari skulle skylde nogen af dem en undskyldning for noget forekommer meget, meget mærkværdigt og et synspunkt, som det vil være overordentlig interessant at høre Bonnichsen argumentere med udførligt for.

En anden prominent anmelder af bogen er terrorforsker Lars Erslev Andersen. I sin anmeldelse i Politiken skriver han,

»Som bekendt afviste Statsministeriet og Anders Fogh Rasmussen at mødes med de 12 ambassadører. [...] Om det havde ændret noget, ved vi ikke. Men vi ved, at Anders Fogh Rasmussens afvisning i den grad gjorde den egyptiske ambassadør vred, og at hun blev en meget vigtig brik i organiseringen af de danske imamers rejser til Mellemøsten«.

Det er en overordentlig mærkværdig udmelding al den stund, at Akkari specifikt adresserer præcis spørgsmålet om afvisningen af ambassadørmødet i bogen. Ifølge Akkaris fremstilling var det langt fra fra spontan harme, der fik ambassadørerne til at gå ind i sagen. Det gjorde de først efter - i dybeste hemmelighed - at være blevet kontaktet af selvsamme arbejdsgruppe, som Ahmed Akkari altså var en central del af. Både i Danmark og internationalt var samarbejdet mellem ambassadørene og arbejdsgruppen både aftalt og koordineret. Derfor er det mildest talt opsigtsvækkende, at Erslev ikke forholder sig til Akkaris udsagn om netop det:

»Den afvisning er mange gange siden blevet betegnet som det, der slap uhyret løs. Uden den var alt nok gået i sig selv, har både politikere, kommentatorer og eksperter hævdet. Synspunktet er endda blevet fremført af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i en tv-dokumentar. Hver gang har jeg for mig selv rystet stille på hovedet.Faktum er, at statsministeren umuligt kunne have sagt eller gjort noget, der havde stillet os tilfreds, så længe han handlede inden for lovens rammer. Ytringsfriheden og de grundlæggende demokratiske værdier forhindrede ethvert statsligt indgreb mod avisen. Det vidste vi, og det gjorde både ambassadørerne og OICs generalsekretær selvfølgelig også. De var alle dygtige diplomater. Det var netop derfor, de bad om indgrebet. De vidste, at statsministeren ville være nødt til at nægte, og det kunne bruges til at nære vreden og krisen, som de hver især kunne se egne fordele af. Afvisningen var med andre ord et våben, vi forventede at få til vores kamp.Havde Anders Fogh Rasmussen rakt os en lillefinger, havde vi bare hugget den af og bedt om resten af kroppen. Han ville i så fald have åbnet en dør mod ekstremismen, som ikke havde givet noget afgørende resultat, men som det ville have krævet en lampeånd med magiske kræfter at lukke igen«.

At Erslev ikke alene ignorerer dette, men direkte skriver, at man efter endt læsning 'ikke ved' mere om dette spørgsmål, som Akkari altså eksplicit og utvetydigt adresserer, forekommer yderst problematisk.

I sin anmeldelse forsøger Erslev Andersen også, at udlægge krisen som et sammensurium af faktorer og uheldige sammenfald, hvor danske politikere også spillede en bidragende og væsentlig rolle. Nærmest en slags naturkatastrofe, der skyldtes at sol og måne lige præcis på dette tidspunkt stod særlig uheldigt, og et ansvar derfor er svært at placere.

Der er ingen tvivl om, at mange omstændigheder bidrog til, at krisen fik det omfang, som den gjorde - som tilfældet er med alle store begivenheder. Det er en banal konstatering. Men hvis man efter endt læsning af Akkaris bog vil konkludere, at såvel de danske som internationale reaktioner ikke stort set alle kan føres tilbage til arbejdet udført af den arbejdsgruppe som Raed Hlayhel i samarbejde med Akkari oprettede og arbejdede utrætteligt i fra efteråret 2005 til foråret 2006, så skylder man som minimum at fremsætte en alternativ teori, der i lige så høj grad som Akkaris fremstilling inddrager den eksisterende viden om krisens forløb og udvikling. En sådan imødeser jeg med spænding.

En anden, som jeg oprigtigt er i tvivl om faktisk har læst bogen inden han satte sig til tasterne, er Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. I sin leder om bogen skriver han, at den »med alt tydelighed [viser], at Akkari og konsorter ikke talte på vegne af danske muslimer. De var selvbestaltede plattenslagere, der ikke repræsenterede andre end sig selv«.

Det er i lodret modstrid med, hvad der faktisk står i bogen. Her beskriver Akkari eksplicit, hvordan arbejdsgruppen havde opbakning fra ekstremt brede kredse i det danske muslimske miljø. Han skriver direkte, at der ved det indledende møde var forsamlet »16 af de mest indflydelsesrige islamiske organisationer i Danmark«(side 229). Tallet voksede senere til 27 (s. 258). Manden der stod for at formidlede ideen om at lave delegationerne, var - som tidligere nævnt – lederen af Islamisk Trossamfund – Abu Laban.

LÆS KOMMENTAR

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At hævde bogen giver belæg for, at arbejdsgruppen ikke repræsenterede andre end sig selv, er så faktuelt forkert, at det er svært at forestille sig, Lidegaard har læst bogen. Hvis han har, må man konkludere, at Politikens chefredaktør skriver noget, han godt ved ikke passer.

Disse forsøg på - med afsæt i hans Akkaris egen bog - at fremstille ham et enkelt råddent æble i et ellers sundt miljø er stærkt misvisende . Det fremstår som et intellektuelt uhæderligt forsøg på at konstruere en narrativ, som passer bedre ind i d’herres eget kram end et forsøg på at forholde sig til, hvad der faktisk står i bogen.

Det mest ironiske og tankevækkende ved de ovenstående eksempler på forsøg på at beklikke Akkaris troværdighed eller tolke hans bog i retninger, som dens indhold ganske enkelt ikke giver belæg for, er ikke mindst, at de forekommer langt mere motiverede af ønsker at skønmale og forsvare egne tidligere handlinger og standpunkter end noget andet.

Det står i skærende kontrast til en Akkari, som nøgternt, selvudleverende og – efter alt at dømme - ærligt erkender sine egne tidligere fejltagelser uanset hvor ondt det gør, og hvor brutalt kritik det end måtte føre med sig

Det er der tydeligvis flere, som kunne lære meget af.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden