For 44 år siden var jeg skeptisk over planerne om at gøre Danmark til medlem af EU. Ikke af modvilje mod europæisk samarbejde, men af frygt for, at det blev et samarbejde domineret af borgerlige holdninger, ensidigt fokus på frihandel og svækkelse af opbakningen til den danske velfærdsmodel.
I dag er jeg angst for, at samarbejdet skal kollapse, både fordi jeg er blevet klogere, og fordi den europæiske virkelighed ser anderledes ud i 2016 end i 1972. For det første mindede 1990’ernes blodige borgerkrige på Balkan os om dét, der efter Anden Verdenskrig drev det europæiske projekt i gang: Vi ville binde hinanden så tæt sammen, at vi ikke igen risikerede at bruge et halvt århundrede på skiftevis at slå hinanden ihjel og eksportere krise og arbejdsløshed til hinanden.
