Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Peter Løhr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fællesskabstyranni er da en god ting

Jeg glæder mig over den toleranceøvelse, det var at stå tæt under bruserne med 30 andre nøgne drenge hver morgen.

Peter Løhr
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg vågner alt for tidligt, fordi en ældre elev flår bunden ud af min seng.

Resten af dagen bruger jeg på en lille ø, hvor jeg som straf for at have lavet en halvfræk video på sovesalen skal passe en hest, mens resten af skolen holder årets største fest på græsplænen på den anden side af vandgraven.

Efter et forsøg på at få vasket hestehørmen og dagens ydmygelse som ’Pøvogter’ af mig under bruseren lægger jeg mig i sengen igen og hører den ældste årgang råbe nede fra 3.g.-bænken: »Vi er den totale magt, pøblen er os underlagt«.

Elitebørnenes kammeratafstraffelse. Et højarrogant mikrokosmos, der føler sig højt hævet over resten af samfundet. Det er den form for forestillinger, som stadig toner først frem hos mange danskere, når de tænker på Danmarks ældste kostskole lidt uden for Næstved, der i disse dage runder 450 år.

Jeg har fra mine seks år på Herlufsholm Kostskole historier nok til at skrive mig selv ind i den medievante mytologisering, hvor der lyder småfascistiske overtoner og lugter af overmodne overklasseløg. Men det ville være at smide hele høsten ud på grund af nogle få rådne æbler, hvis sort måske ikke engang eksisterer mere, her 11 år efter jeg selv dimitterede.

Jeg frygter et samfund, der skal baseres på unge fritvalgsforkælede curlingbørn, der buldrer afsted uden nogensinde at have gennemført den lektie, det er at leve helt tæt på andre mennesker

Det ville være for letkøbt og populistisk en udlægning af en skole, der de seneste 20 år har gjort alt for at modernisere og nyfortolke Herluf Trolle og Birgitte Gøyes ønske om en skole for »Adelens og andre ærlige Mænds børn«.

Det ville være at overse en unik moderne lærings- og opdragelseskultur, der under en tidssvarende rektor er opstået i det specielle møde mellem 450 år gamle værdier og en lærerstand, der er lige så politisk varieret, lige så meget fjällräv og grimme kondisko, som alle andre lærere rundt om i landet.

Og måske er Herlufsholm anno 2015 ligefrem det uventede bidrag til et oprør mod den individualistiske præstationskultur, som er ved at smadre så grundlæggende søjler i vores samfund som: samfundssind, fællesskab og dannelse.

LÆS OLAV HESSELDAHL

I en undersøgelse blandt kostskolens elever i 2012 blev de tre vigtigste værdier på Herlufsholm kåret som: kammeratskab, sammenhold og fællesskab.

Det kunne lyde som Socialdemokraternes klemte paroler. Men det er, hvad der er kommet ud af nyfortolkningen af den oldgamle og hellige præmis i Herlufsholms uddannelse og opdragelse: »Kollektivet går forud for individet«. Det er kollektivet, der er den totale magt, og de isolerede og uengagerede individer, der er pøblen. Det er godt at præstere som individ og karakterjæger, men det er afgørende også at kunne præstere som kammerat.

På Herlufsholm underkaster du dig ubetinget fællesskabets præmis. Hvis du ikke vil spise med andre, får du ikke mad. Hvis du nægter at tage din uniform på og holde skjorten pænt i bukserne, bliver du smidt ud af skolen.

Engagement i fællesskabet sker f.eks. med totalforbud mod mobiltelefoner ved spisebordet og tvungen kvadrilledans. Samfundssind sikres gennem frivilligt godgørende arbejde og ’community service’ på skoleskemaet. Og dannelse opbygges med ritualer og traditioner, såvel som kreativ udfoldelse på boldbanen eller i billedkunsten, langt fra instrumentalistiske karakterkrav.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tidligere formand for Danske Skoleelever, 18-årige Vera Rosenbeck, beskrev for nylig her i avisen, hvordan hun havde meldt sig ud af SFU og ind i VU, fordi hun var træt af venstrefløjens fællesskabstyranni. Og hun forklarede de unges rekordflugt mod højrefløjen som et symptom på, at nutidens unge kun vil fællesskaber, når de opstår af lyst og på deres egne præmisser.

LÆS VERA ROSENBECK

Men er fællesskabstyranni ikke netop en af de mest grundlæggende stiløvelser, enhver ungdom i ethvert demokrati bør udsættes for? Hvor var vi uden den erfaring fra vores dannende år, hvor vi bliver tvunget sammen med mennesker, vi som udgangspunkt ikke nødvendigvis ønsker at være sammen med?

Jeg ser kun få mennesker fra min tid på Herlufsholm. Jeg har efter mine seks år med konstant kollektivt ansvar og konsekvens på kostskolen selvfølgelig brugt min myndige frihed til selv at vælge, hvilke mennesker jeg nu ønsker at indgå et specifikt fællesskab med.

Men jeg glæder mig dagligt over den toleranceøvelse, det var at stå tæt under bruserne med 30 andre nøgne drenge hver morgen. Ligesom jeg glæder mig over alle de andre erfaringer fra den intense stiløvelse, det var at leve så tæt på andre unge mennesker, hvor man er forpligtet på hinanden, selvom man ikke nødvendigvis er enige med eller kan lide hinanden.

Det er en basal og stærk øvelse (i en midlertidig periode) at gå i det samme tøj, selv om man er vidt forskellige inden under.

Herlufsholm er sikkert for ekstremt for mange unge mennesker. Men jeg mener, at det burde være en obligatorisk del af enhver opdragelse at bryde ud af teenageværelset og opleve at leve i nogle faste rammer, hvor kollektivet er i centrum, langt fra hverdagen som det trygge centrum i curlingsforældrenes verdensbillede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et oprør mod en konkurrencestat uden menneskelige værdier, og en præstationskultur uden menneskeligt mål, skal ikke kun starte ved at unge går sammen uden for internettets uforpligtende fællesskaber, men at unge flytter sammen. Om det så er på kostskole, efterskole, højskole eller andre ungdomskollektiver med forpligtende idealer.

Jeg frygter et samfund, der skal baseres på unge fritvalgsforkælede curlingbørn, der buldrer afsted uden nogensinde at have gennemført den lektie, det er at leve helt tæt på andre mennesker, forpligtet på fællesskabet, selvom man måske ikke lige har lyst.

Jeg frygter dem, der aldrig får optrænet den grundlæggende fornemmelse for fællesskab, man ikke kan læse sig til: at ethvert individs succes først og fremmest gøres op i hvilken værdi, det kan skabe for andre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden