Pludselig lå det der. I indbakken på min g-mail. Brev fra Villy: »Kære Peter, i morgen kommer jeg med nedenstående brev til danskerne – og beder om at lægge arm med Helle – også i en evt. ny regering for at holde sporet«. Søvndal følte sig efter en uges valgkamp tvunget til at gennemføre det unævnelige: at bryde enigheden med S-leder Thorning-Schmidt. Eksempelvis i spørgsmålet om 24-års reglen. Et valgnederlag til SF vil indebære mareridtsagtige tilstande i en kommende rød regering og ultimativt tvinge Søvndal ud efter en enkelt valgperiode. Med to uger tilbage af valgkampen kan det gå grumme galt for en Søvndal, som i den store konsensus’ navn er helt mast mellem damerne Thorning-Schmidt, Vestager og Schmidt-Nielsen. Det er for tidligt, alt for tidligt, at SF begynder at betale prisen for at være et regeringsbærende parti. Som bekendt har endnu ingen SF’er fået udleveret nøglen til en af de lange mørke biler. Men på trods heraf må SF’s top konstatere, at vælgerne flygter fra partiet. Ikke mindst på udlændingepolitikken kan garvede SF’ere ikke genkende deres parti, og Vestager topper på det værst tænkelige tidspunkt set fra Søvndals stol. På den anden side af SF-bossen pløjer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen ind gennem Søvndals venstrefløj. Hun er blevet fire år ældre, har kørt bl.a. sagen om de statsløse palæstinensere mod tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og har igen og igen tordnet imod regeringens pointsystem over for udlændinge, som Søvndal i første omgang omfavnede af hensyn til sin hellige regeringsduelighed. Johanne Schmidt-Nielsen siger alt det, som Søvndal sagde, før han mødte Helle – og indtog sin velkendte plads tre skridt bag hende. Problemet for Søvndal er endvidere, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke akkurat ligner en samfundsomstyrtende revolutionær med en stang dynamit mellem kæberne som eksempelvis Frank Aaen eller for den sags skyld Ole Sohn. Når Søvndal kommer i regering Søvndal har ret, når han hævder, at hans projekt hele tiden har været at samle oppositionen. Men det er lige meget med at få ret, hvis man taber valget. Søvndals politiske mareridt i en kommende regering kan beskrives således: Alle taler om boligejerne, og hvad der kan gøres for den betrængte vælgergruppe. Johanne Schmidt-Nielsen taler om lejerne. Og med god grund. Siden 2008 er antallet på årsbasis af familier, som er sat ud af deres lejelejlighed med fogedens hjælp, fordoblet. Dette lille måltal for, hvordan de svageste har det lige nu i Danmark, ville tidligere have fået SF op at stå. Men Søvndal ved, at i en rød regering vil det handle om at bruge penge på ejerboligmarkedet. Handle om at fastholde skattelettelser, stimulering. Lejerne er solgt. Søvndal er nu så tæt på magten, at han er begyndt at spekulere over livet i en ny regering, som begynder, i det sekund bragesnakken og de vilde løfter er druknet i en slap champagne sidst på valgnatten. Han ved, at der ikke er penge til meget andet end brudte valgløfter. Heller ikke til en her og nu-indsats for de absolut svageste: lejerne. ’Villys regering’ må holde fast i slagnummeret med at sætte yderligere gang i de offentlige investeringer, men embedsmændene vil fortælle ham, at pengene skal betales tilbage med det samme for at leve op til EU’s krav til dansk økonomi i 2013. Hver en krone, som gives ud her i 2011, skal kradses ind igen i 2012. Søvndal spiller i regering rollen som den sociale ansvarlighed mellem S og R. Og det slag står han ikke til at vinde. Af to grunde: 1) S vil fokusere på boligejerne, vel vidende at lejerne ikke har mange andre steder at gå hen end til SF eller Enhedslisten. Boligejerne er således nøglen til at beholde magten. 2) Og en forvokset Margrethe Vestager vil blive Søvndals fuldtonede mareridt i regering. Vestagers historisk socialliberale parti er nu om dage mere liberalt end socialt. Vestager vil satse på orden i økonomien, samtidig med at hun vil være imod Thorning-Schmidts – og Søvndals – udlændingepolitik. Søvndal kan falde endnu mere S og R vil i regering være tvunget til at genfinde deres tidligere samarbejde om en ansvarlig økonomisk politik, som må og skal tage højde for, at lavkonjunkturen ser ud til at vare adskillige år endnu. Søvndal får intet sukker at dele ud af til sine kernevælgere. Og hele tiden vil Johanne Schmidt-Nielsen stå lige bag ham og høste de (for)tabte ind i kølvandet på hans nederlag til damerne Thorning-Schmidt og Vestager. Og så er vi tilbage ved Villys brev til mig. SF får givet en historisk regering. Men Søvndal ligger under sidste valgresultat og kan nå at falde meget mere i de sidste to uger af valgkampen. Sker det, vil SF ikke holde mere end én enkelt valgperiode. Søvndal er derfor tvunget til at ændre konstruktionen bag S-SF-projektet, så han igen får sin egen profil. Med brevet beder han ydmygt om et mandat til at være uenig med Helle. Det er næppe nok. Han kommer til at spørge om meget mere end det, inden valgkampen er omme.