Vi har alle fulgt med i den svære fødsel af en ny S-ledet regering. En hændervridende og neglebidende affære for alle, der holder med S-leder Helle Thorning-Schmidt. I udgangspunktet minder ægteskabet med de radikale mest af alt om et tyrkisk tvangsægteskab af den virkelig grimme slags, og når man en stille stund funderer over, hvorfor den kommende statsminister gennemgår alle disse lidelser, kommer man hurtigt frem til én knusende kendsgerning: Thorning-Schmidts regering vil hurtigt afgå ved døden, såfremt de radikale ikke er bundet op i et på forhånd aftalt program. Hvorfor? Fordi Helle og Villy ikke kan få deres økonomiske politik igennem uden Vestagers stemmer. Den danske velfærd er truet mange år frem. Med tvangsindtagelsen af den fuldfede kamel i form af Lars Løkke Rasmussens reform af efterlønnen er kvoten for, hvor meget Thorning-Schmidt kan æde af yderligere økonomiske kameler, brugt op, allerede før hun er kommet i gang. Det vender vi tilbage til. Man skal ikke være økonom for at indse, at dansk økonomi nok klarer sig o.k. lige nu sammenlignet med andre landes, men at der er sorte skyer i horisonten. Grækerne er ved at gå konkurs, og det kan rive Italien og resten af Sydeuropa med sig. Euroen er derfor truet som projekt og som minimum udfordret som aldrig før. Dermed er hele EU i krise. Læg hertil, at USA er i en stadig værre tilstand, og at der ifølge tidsskriftet The Economist p.t. er over 40 millioner arbejdsløse i EU og USA, hvilket svarer til antallet af spaniere. Alle nøgletal vender den gale vej, og som minimum kan Thorning-Schmidt se frem til at regere Danmark gennem en galopperende krise. Når en lokofører fra et kriseramt DSB tjener over 500.000 og arbejder under to timer om dagen, minder det ligeledes den nye statsminister om, at der skal skæres hårdt i mange offentligt ansattes rettigheder, for at sikre et serviceniveau blot i nærheden af det niveau, som vi kender i dag. Som nationalbankdirektør Nils Bernstein senest korrekt har været inde på, er dansk økonomi inde i et forløb, der nok giver håb om, at vi kan klare os bedre end de ulykkelige grækere, men hans budskab er ligeså at fraråde at bruge offentlige midler på vækstinitiativer nu, for at have lidt krudt tilbage til endnu værre tider. En isoleret - og lille - dansk indsats gør ingen sommer i malstrømmen af en europæisk nedtur. Socialdemokraterne hader ham for at undsige deres politik om at sætte gang i hjulene, men manden har ret. Man kan sige, at skal der sikres en seriøs indsats imod krisen, er det i G20-regi, som da finanskrisen startede. Vi er på vej ind i et mangeårigt forløb, hvor tidens unge - som den første generation siden 1950'erne ( eller 1980'erne, hvor det vel også gik baglæns) - ikke vil opleve, at deres samfund udvikler sig positivt, når det kommer til velfærd. Det bliver derfor umuligt for Thorning-Schmidt at gennemføre sin regeringsperiode under fællessang til paukeslag, al den stund der står tilpasninger (læs: nedskæringer) på menuen. Og så er vi tilbage hos de radikale. I den forgangne uge har vi oplevet Marianne Jelveds genopstandelse i dansk politik. Indtil hun blev lukket ned, sad hun time ud og time ind på News og lancerede det ene uhyrlige radikale krav til regeringsgrundlaget efter det andet. Jeg fandt det humørfyldt og fik totalt deja-vu tilbage til tiden i Stats-og Finansministeriet i 1990'erne. Men Jelveds comeback er en understregning af, at såfremt de selvbevidste radikale ikke får indrømmelser gennem hele regeringsperioden, vil de træde ud af regeringen (hvis de da overhovedet er kommet ind?). Og en flok radikale i fri dressur, som ikke er forpligtet af et fælles regeringsgrundlag, vil heller ikke være forpligtet til at stemme for andet end deres egen økonomiske politik - som ligner Lars Løkkes til forveksling. Thorning-Schmidt kan nok forhandle lidt med dem fra hus til hus, men må - som Anker Jørgensen, der i 1970'erne igen og igen måtte udskrive valg - se i øjnene, at hun ikke kan få dem flyttet afgørende i retning af sin egen økonomiske linje. De er jo uenige om indholdet, og som vi startede med at nævne, har Thorning-Schmidt allerede ædt kameler nok. Givet de mørke skyer over Danmark må Thorning-Schmidt erkende, at såfremt den nye regering skal overleve længere, end Ankers regeringer gjorde for 35 år siden, er en permanent radikal regeringsdeltagelse et must. Problemet er, at det ved de radikale også. En permanent radikal regeringsdeltagelse er et must. Alt godt, PEM