Torsdag i denne uge var den hidtil største dag for den kommende opposition. Imens Løkke og co. på 12. døgn ventede på at få lov til at aflevere nøglerne til regeringskontorerne, blev deres liv forsødet med to store gaver. Om morgenen fik de at vide, at den symbolske millionærskat var taget af bordet i bestræbelsen på at gøre den besværlige Margrethe Vestager regeringsskruk. Og om eftermiddagen sprang den største skandale, siden Ninn-Hansens bevidste nedprioritering af tamilers ret til at komme ind i landet: Henrik Sass Larsen trak sig som ministeremne, fordi han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt af PET. For enhver, der kender Sass Larsen en anelse, stod det i torsdags øjeblikkelig klart, at der må være nedfældet meget kraftige betænkeligheder i PET’s dossier på Socialdemokraternes daværende finansministerkandidat. Det er til at grine ad at tro, at Sass Larsen nogensinde ville opgive sin fremtid, blot fordi PET påpeger, at han havde talt med en rocker. Og kender man ligeså PET-chef Jakob Scharff en anelse, ved man, at han aldrig ville trisse hen til den kommende statsminister og anbefale, at Sass Larsen fjernes fra regeringen uden en centimetertyk sagsmappe på manden. Scharff er dygtig – og grundig. Sass gik med andre ord, fordi han blev mødt med overvældende ildkraft fra Scharffs dossier og har i situationen indset, at den nu kendte skandale – hvor stor den end er – var den mindste af dem, han kunne vælge imellem. Ingen aner, om afpresningsmulighederne imod Sass handler om narko eller bordeller, eller om han blot er blevet set gå over for rødt lys af en Bandidosrocker. Eller om hans ven Tommy Kamp fra Køge har været for pebret et bekendtskab. Mon ikke sladderpressen nok skal sætte rigeligt mandskab af til at bore den detalje ud. Jeg husker fra min egen tid i Statsministeriet (hvor jeg selv var sikkerhedsgodkendt), at der skal noget til for at blive underkendt af PET. Egentlig er det ikke overraskende, at Sass Larsen nu er historie i dansk politik. Havde det været Mette Frederiksen eller Nicolai Wammen, som var blevet taberdømt af PET, havde vi været mere overraskede. Sagen er, at Sass Larsen kom til magten ved et held. Efter at have henslæbt en trøstesløs tid på bageste perron i Poul Nyrups og Mogens Lykketofts formandstid satsede han alt og satte sig på den dengang ukendte Thorning-Schmidts frakkeskøde. Imod forventning vandt hun – og dermed han. Målt på talent fik han langt mere ud af sine evner, end han selv turde drømme om. Sådan er politik. I dag ligner hans arbejde i S-ledelsen en succes. Partiet skal jo i regering, og resultaterne tæller. Men det er kun det seneste år, at det har set sådan ud. Før det gik der år med at tumle uprofessionelt rundt i manegen. Sass Larsens relation til SF er god. Og det er hans alliance med den såkaldte Aukenfløj i partiet, der har sikret en historisk ro. Men hans håndtering af de radikale har været en monumental politisk katastrofe, og at den nye regering bliver født med stort set alle de røde fjer barberet af, kan i høj grad tilskrives den ukloge mishandling af Vestager gennem tiden. Egentlig skal Thorning-Schmidt ikke være så ked af det. Sass Larsen var ikke til at komme uden om som finansminister, men han udgjorde en meget høj risiko for den nye regering, hans samarbejdsevner in mente. Nu kan hun tage eksempelvis Nicolai Wammen, som i den grad er populær, som kender spillet, som har mange afgørende politikerkontakter, og som kan samarbejde med de radikale. Han er en stærk figur, der fik lige så mange stemmer som hun selv, og som det er godt at opbygge en ny intern alliance med. Alternativt står Morten Bødskov eller andre i kø, som måske kan klare opgaven. Det ved vi nok i dag, hvor hun ventes at gå til dronningen. Centralt vil være, at hun nu får chancen for at få en ny start på sit formandsprojekt her på kanten af lanceringen af den svageste regering i mands minde. En regering, som stort set ikke har noget S-SF-politik tilbage, og som herfra skal finde det lige så naturligt at ligge på knæ foran de radikale som det at trække vejret. Hun får brug for al den smidighed og troværdighed, hun kan mønstre – hvad Sass Larsen ikke akkurat var mand for at levere. Politikernes rolle er i stigende grad – i en tid med stadig færre faste normer, som vi kan tage pejling efter – at udgøre det moralske anker for, hvordan vi skal opføre os over for hinanden. Sass Larsens adfærd har gjort ham ubrugelig i denne sammenhæng og dermed til et problem for ikke alene S, men også for demokratiet som sådan.