I torsdagens udgave af Folketingets åbningsdebat stod det klart for enhver, at hvis ikke den nye statsminister - Helle Thorning-Schmidt - indtil da var klar over, at hun i sit regeringsgrundlag havde justeret de politiske ambitioner en smule i forhold til valgkampens løfter, så var hun det nu. Oppositionen tordnede imod Vestagers indflydelse og på, at statsministeren er rendt fra stort set alt det, som hun lovede vælgerne. Men truslen mod Thorning-Schmidts regering kommer ikke i første række fra oppositionen. Den kommer fra et SF, hvis bagland må sande, at kejseren (Søvndal) ikke har alverdens tøj på. SF nærmer sig med faretruende hastighed et punkt, hvor baglandet må sande, at de er gået efter magten for magtens skyld. Både Thorning-Schmidt og Vestager må forstå, at de i blind begejstring over magten måske er ved at 'kvæle babyen' lige efter fødslen. Hele ugen er for Lars Løkkes Rasmussens tropper gået med at kritisere regeringen for løftebrud. Man forstår fristelsen. Inden i enhver borgerlig politiker stortrives lige nu en fornemmelse af, at den nye regering er en flok glade amatører, som aldrig ville have siddet, hvor de gør, hvis vælgerne havde kendt til deres regeringsgrundlag før valget. Da havde vælgerne hellere valgt den ægte vare: Løkke. Men kritikken er uklog. At Thorning-Schmidt reelt nu fører en ansvarlig økonomisk politik - som ikke afviger meget fra Løkkes, idet hun gennemfører tilbagetrækningsreformen mv. - samtidig med at hun både satser mere grønt og lægger afstand til Pia Kjærsgaard med moralske justeringer af udlændingepolitikken, er reelt det, som vælgerne har efterspurgt. Statsministeren er på mange måder (under tvang) endt med en politik, som de fleste vælgere kan leve med. Og jo mere den borgerlige opposition råber løftebrud, jo mere cementerer Løkke det forhold, at excesserne i det røde program er luget bort. Den farlige tid for Løkke er ikke nu. Den farlige tid starter, når vælgerne finder ud af, at Thorning-Schmidt rent faktisk kan gennemføre politikken. Vælgerne savner i den situation næppe en VK-regering, som lægger næsten det samme frem som S-R-SF-regeringen blot garneret med besynderlige symbolske indrømmelser til fru Kjærsgaard. Er Løkke i vanskeligheder med sin meget mavesure kritik af regeringen, er det for intet at sammenligne med SF's trængsler. Det er velkendt, at SF ikke ligefrem har vundet stort i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Søvndal er blevet rippet. De to tilbageværende mærkesager - det grønne og udlændinge - er lige så klare radikale mærkesager, hvorfor det er hulens svært for SF-lederen at forklare sine partifæller andet, end at de nok fik magten, men der er klare grænser for, hvad de kan og må bruge den til. To nedslag fra ugen: 1) Thorning-Schmidt går ned ad gangen på 2. sal omgivet af journalister og benægter, at hendes økonomiske politik på nogen måde minder om den, som Løkke førte før hende. 2) Thor Möger Pedersen - skatteministeren - erklærer frejdigt, at den indefrosne topskattelettelse alligevel tøs op, og at der i skattereformen kan ventes yderligere skattelettelser på arbejdsindkomst (uden at boligejerne må røres, hmmm.. hvordan lige?). Det sidste er det værste, og for SF's bagland tværer den unge strateg godt rundt i såret. Mögers udtalelse kostede ham døgnet efter jobbet som partiets næstformand. Et bizart forløb, hvor formand Søvndal syntes at stå tilbage helt tonedøv over for baglandets frustration over ledelsen. Kritikken af Möger er i mindst lige så stor en grad en kritik af Søvndal - bare per stedfortræder, idet det endnu er for farligt at gå efter formanden selv. Men det ligner lidt at gøre den unge Möger en bjørnetjeneste at eksponere ham så voldsomt som minister, når han i den grad er sårbar grundet sin alder og især manglen på stemmer - i parti såvel som i folkehavet. Et job som særlig rådgiver havde nok været klogere. Sandheden er, at vælgerne underkendte S-SF-programmet 'Fair løsning', og at arkitekterne (læs: Thor Möger Pedersen) bag 'det nye regeringsglade SF' tabte valget. Fredagens megafonmåling banker SF yderligere ned, og der skal ikke mange skattelettelser til de rige til, før kritikken - og pistolen - rettes mod Søvndal selv. Lige nu har man hos S-SF travlt med at uddanne vælgerne i, at regeringsgrundlaget er et nødvendigt kompromis. Men det står klart, at Thorning-Schmidt har bedre chancer end Søvndal for at tale vand op ad en mur. S har igen fået en statsminister. Men i et SF, der er ved at kollapse, går den næppe længe. Det er kun betalingsringen og fedtafgifterne, som p. t. holder den totale latterliggørelse fra døren. Vestager - som berettiget sejler rundt på en lyserød sky - skal indse dette. Hun alene sidder med nøglen til at få SF tilbage i kampen. Er hun klog, forstår hun, at en hjælpende hånd til Søvndal, er en hjælpende hånd til hende selv og hendes regering. For Søvndal har begået den største synd af alle dem, som man kan begå i politik - nemlig taget fejl af prisen på grisen'.