Danceband på Titanic? Eller nøgtern lancering af en ny politik? Finansministerens kickstart giver nationalbankdirektør Nils Bernstein nervøse trækninger omkring øjnene, og løftebrudsprædikatet sidder nu fast som en anden tatovering i panden på en regering, der umiddelbart er kommet uhyggeligt dårligt fra start. Men det er lidt for tidligt at begrave S-R-SF-regeringen. Med i karaktergivningen skal nemlig inddrages vælgernes (manglende) tro på, at det borgerlige alternativ er bedre? Så slap dog lidt af. Der går ikke en dag, uden at regeringen kommer i et uheldigt lys. Den borgerlige blok er lykkedes i uhyggelig grad med at sætte scenen for det indtryk, at de løfter, som de enkelte regeringspartier gav i valgkampen, er de samme løfter, som skal holdes af regeringen. Men nej, sådan er det ikke. Det er regeringsgrundlaget, som fortæller os om det, som regeringen kan enes om. Til næste valg må vælgerne tage stilling til, om det var nok. Men tag eksempelvis skatteminister Thor Möger Pedersen - som i journalistkredse på rekordtid er blevet den minister, som man helst ser komme i uføre. Han brillerede atter i fredags med at undergrave sin og regeringens position. »Næste år bliver der mere ulighed«, var dagens 'glade' budskab fra Möger. Hmm.., man skal være tæt på dement for ikke at huske hans formands uendelige angreb på VK-regeringens politik, som i Søvndals øjne førte til mere ulighed og socialt ragnarok. Hvad er visdommen i dette? Teoretisk kunne Mögers ukloge fabulering om mere ulighed på Thorning-Schmidts og Søvndals vagt være en snedig måde at italesætte en uomgængelig ulykke. Det ligner nu mest et amatøragtigt skud i eget ben fra en meget ung mand, beruset af muligheden for at profilere sig som minister. Løftebrudslegenden næres yderligere. I næsten samme kategori kommer Mögers tilsvarende underfrankerede udtalelser om den kommende røde skattereform, som såmænd 'blot' skal sænke skatten på arbejde, frede boligejerne, belaste virksomhederne med nye klimaafgifter (midt i lavkonjunkturen) og samtidig være socialt balanceret. Og unge Möger er langt fra alene med den mindre end rigtig professionelle profilering af regeringen. Sundhedsminister Astrid Krag og justitsminister Morten Bødskov er blot to andre eksempler på ministre, som ligeså fik ørerne varmet i ugen. Det hele koger ned til, at de nye ministre bør slappe lidt af. Selv om Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl mobber finansministeren i spørgetiden med, at det er sørgeligt lidt, man har lagt frem i regeringens første leveuger, er der ikke en sjæl i nationen, som forventer, at nye uprøvede ministre skråsikkert skal surfe rundt i alle dele af deres stofområde fra den dag, de sætter sig i stolen. Det er ubegribeligt, at departementscheferne ikke har opfordret de uheldige politikere til, at man i de første par måneder svarer lidt mere ydmygt. Finansministeren er en af de få nye ministre, som klogeligt endnu ikke er bralret ud med profileringshungrende udtalelser. Måske fordi han har større problemer. Kigger han ud ad vinduet, står udsigten på storm. Gældskrisen raser stadig stærkere i Europa. Danske banker lukker eller lider langt mere end ventet - hvilket siger noget om tilstanden hos deres kunder. Vi danskere tror ikke på det opsving, som Thorning-Schmidt har lovet os, så vi holder på pengene, hvilket gør krisen vanskeligere at forlade. På få uger er Nationalbanken gået fra at fraråde den famøse - og yderst beskedne - kickstart på 10 mia. kr., fordi opsvinget var rimeligt på vej, til at fraråde kickstarten, fordi økonomien pludselig er i så elendig en forfatning, at udlandet kan reagere negativt på signalet om, at vi lystigt brænder penge af i en tid med store underskud. Nationalbankdirektør Nils Bernstein er ved at udvikle tics af bekymring over regeringens letsind, idet ingen økonomer - nationens afhængighed af omverdenens økonomi in mente - tror på, at vores 10 mia. kr. gør en forskel, når det meste af verden omkring os står i flammer. HVIS THORNING-Schmidt og Corydon tænker på Obama i denne tid, kan det ikke undre. Obama står til at tabe præsidentvalget, delvis fordi han ikke er hård nok i kampen med de vanvittigt destruktive republikanere, men primært fordi han bare er så uheldig at være præsident i en tid, hvor økonomien ligger i ruiner. I lille Danmark er det tilsvarende en fandens uheldig ting at komme til magten på en serie gyldne løfter om at skabe arbejde, mindske ulighed, bedre sygehusene osv., når årene foran os mest ligner en overlevelseskamp efter en skibskæntring. Socialdemokraterne er politisk tvunget til at vise handling med kickstarten, men snart tror selv ikke Corydon på, at den har andet end en symbolsk virkning. Og endnu værre: Skulle Bernsteins bekymring være berettiget, vil Corydons hang til økonomisk symbolik føre flere - og ikke færre - ud i arbejdsløshed. Ulykkerne til trods er regeringen så i livstruende vanskeligheder? Ikke endnu. Som min ven Kresten Schultz Jørgensen sagde forleden til en festlig komsammen: »Vi får en radikal økonomisk politik, en SF klimapolitik og en socialdemokratisk socialpolitik, den cocktail lyder meget sympatisk hos også mange borgerlige vælgere«. Jeg giver Kresten ret. Og vælgernes syn på regeringen hænger sammen med deres syn på alternativet - som aktuelt heller ikke imponerer en historie, vi tager næste søndag. I lille Danmark er det tilsvarende en fandens uheldig ting at komme til magten på en serie gyldne løfter om at skabe arbejde, mindske ulighed, bedre sygehusene osv., når årene foran os mest ligner en overlevelseskamp.