Valgkampen 2007. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen står med Helle Thorning-Schmidt i en livedebat i TV 2 med Jes Dorph som ordstyrer. S-lederen bliver ved med at punke Fogh med sit mantra om, at der ikke er råd til både skattelettelser og velfærd. Til sidst fremprovokerer hun, hvad Obama ville kalde et defining moment, da Fogh kigger op på hende (han er mindre end hende, hvad mange mænd er) og siger ordene: Jo Helle, vi kan både få velfærd og skattelettelser.
Bang! Lige der blev valgkampen afgjort, vælgerne købte den. Men Fogh tog fejl. Der var ikke råd til begge dele, og den historiske økonomiske dom over Foghs politik bliver hård. Tilbage til nutiden. SF-bossen Villy Søvndal er ved at indtage den sidste politiske nadver under åget af et aldeles utilfredst bagland. Hvorfor skal kommende reformer omkring kontanthjælp og fleksjob mv. gennemføres over for de svageste? Rendyrket borgerlig politik. Både Thorning-Schmidt og Søvndal har glemt at fortælle deres tilhængere, at de reformer, som står mejslet i regeringsgrundlaget, er fællesstof, uanset hvilken farve regeringen har. Vi står i disse år over for en skillevej, hvor velfærdssamfundet for alvor skal testes under pressede økonomiske vilkår. Og vi står derfor også over for en dyb diskussion af, hvem der skal betale for tilpasningen af samfundsmodellen, og hvad vi i grunden mener med velfærd? En diskussion, som handler om penge, men i højere grad om moral. Søvndal kunne have gjort den førte politik til en vinder i sit eget parti.
