»Socialdemokraterne og SF er siden valget blevet beskyldt for mange løftebrud. Nu har Socialdemokraterne fundet 27 områder, hvor man mener, at Venstre har foretaget kovendinger siden valget.« (Børsen grundlovsdag) Beskyldninger om løftebrud fyger mellem blokkene og antænder diskussioner i danske hjem. S og SF spillede højt spil, da de forud for folketingsvalget selvsikkert lancerede det ene mere forgyldte valgløfte efter det andet. På grund af den tidligere regerings kontraktpolitik har de danske vælgere nemlig vænnet sig til, at løfter bliver overholdt. Så nu er vi sure, fordi vi havde en statsminister, som holdt, hvad han lovede, selvom det ikke altid var fornuftigt, og nu har en statsminister, som gør noget rimelig fornuftigt, selvom det ligger langt fra det, hun lovede. Personlig var jeg tilfreds med Foghregeringens kontraktløfte nr. 1: skattestoppet. Det gjorde helt nødvendigt op med den søvngængeragtige resignation over for det høje skattetryk. Men i længden viste kontraktpolitikken sig at rumme begrænsninger for at lytte og lære af omstændighederne og justere kursen derefter. Når man én gang havde lovet vælgerne noget, var det jo ikke sådan lige at lave om. Omvendt kunne vælgerne ikke tillade sig at brokke sig, så længe de løfter, man var blevet stillet i udsigt, rent faktisk blev indfriet. Det efterlod en række områder uden opsyn og udvikling. Kontrakten var opfyldt, men heller ikke mere end det. I valgkampen overtrumfede Helle Thorning-Schmidt sine politiske modstandere med konkrete løfter om offentlig transport, betalingsring, efterløn m.v. Stort set alle valgløfterne er hurtigt røget af bordet med en forklaring om, at man jo alligevel ikke fik absolut flertal. Som om man nogensinde havde regnet med det. Gu’ havde man da ej, og det vidste man da godt – ja måske på nær Villy Søvndal – da listen med løfter blev omdelt. Det var som at love at tage børnene i Tivoli i februar. Man ved, der er lukket, så det er en gratis omgang. Mange, der har stemt på S og SF, føler sig bedragede, og spørgsmålet er, hvilken betydning det får for valgløftet som politisk strategi. Jeg håber, det går i graven. Efter denne regering bør man fremover holde sig fra at give konkrete løfter i en valgkamp. Ingen vil lytte, hvis Helle Thorning-Schmidt stiller sig op og lover nogen noget igen. Og det er efter min mening ikke nogen begrædelig udvikling.
De håndfaste løfter kan – hvis de bliver indfriet – forhindre politikerne i at justere kursen efter omstændighederne, og – hvis de ikke bliver indfriet – afstedkomme frustration og politikerlede. Det er løftets natur, at det enten bliver holdt eller brudt. Modsat f.eks. en vision, der efterlader politikerne med større spillerum, når regeringsmagten er vundet. I USA afgives der sjælden håndfaste løfter i valgkampen. I stedet taler politikerne om håb, forandring og ’et bedre Amerika’. Denne politiske stil overlader det til vælgerne at afgøre, hvilken politiker de bedst kan lide, og hvis vision de deler. Politik bliver et spørgsmål om sympati og troværdighed, personlige evner og værdier i stedet for partiprogrammer og valgløfter. Jeg håber, vi herhjemme får amerikanske tilstande, hvor vi stemmer på den politiker, hvis grundholdninger og værdier vi kan identificere os med, i stedet for på den, som lover at begunstige os mest. I Danmark tager vi afstand fra personliggørelsen af politik, og ’amerikanske tilstande’ er et skældsord. Men når vi ikke længere kan stole på partiprogrammer eller valgkampagner, så er der ikke andet end politikeren – mennesket – tilbage. Det indebærer også, at politikernes private gøren og laden ikke længere er os uvedkommende. Det betyder faktisk noget, om de indretter sig lidt for smart skattemæssigt, hvilke skoler de vælger til deres børn, om de fifler med landbrugsstøtten eller bruger sort arbejde, og vi vil kræve sammenhæng mellem det, politikeren siger og forventer af vælgerne, og det, politikeren selv gør. Vi vil have en statsminister, der er rollemodel i stedet for julemand. Ham er der alligevel (heller) ingen, der tror på.
