Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Offensiv. Kulturminister Marianne Jelved (R) må frem i kulturskoen og skabe en kulturpolitisk dagsorden, der udfordrer normer og bringer åndsliv og dannelse tilbage i den politiske diskussion, mener Nicolai Wallner og Kristoffer Weiss.
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Offensiv. Kulturminister Marianne Jelved (R) må frem i kulturskoen og skabe en kulturpolitisk dagsorden, der udfordrer normer og bringer åndsliv og dannelse tilbage i den politiske diskussion, mener Nicolai Wallner og Kristoffer Weiss.

Wallner og Weiss
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jelveds tomme pengepung er en politisk falliterklæring

Er kulturpolitik stadig en paradedisciplin for pensionsmodne politikere?

Wallner og Weiss
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der var nok en del, der løftede et øjenbryn eller to, da landets kulturminister, Marianne Jelved, i et interview i Politiken udtalte, at »det første, man lærer at sige som minister, er 'Vi har ingen penge'«.

En række spørgsmål melder sig straks. Jelveds ministerområde får hvert år tildelt i omegnen af syv milliarder kroner. Det er dog en slags penge. Hvis ikke den folkevalgte politiker og minister – sammen med et flertal i Folketinget naturligvis – bestemmer over de midler, hvem gør så?

Det er mærkeligt at være vidne til endnu en kulturminister, der ikke vil vedkende sig den magt, der ligger i embedet. Selvfølgelig er der midler. Men det kræver, at de frigøres, hvilket betyder, at der skal skal prioriteres og formentlig træffes upopulære, men nødvendige beslutninger.

Det er ministerens ansvar og pligt at prioritere for at skabe udvikling. Det kræver naturligvis et formuleret kulturpolitisk program og en ambition om at skabe noget bedre ved at ændre ved det bestående. Og at ministeren ved, hvad hun vil og sætter en kulturpolitisk dagsorden. Så enkelt er det.

LÆS MERE

Naturligvis kan mange initiativer tages uden statens involvering. Langt fra al kunst og kultur skabes i kulturministeriets kuvøse. Men det er for defensivt, når en kulturminister i erkendelse af, at 'der ikke er penge' gør gratis initiativer til sin politik.

Symbolikken var ikke til at tage fejl af. Under statsrådet for den nytiltrådte regering var det repræsentanten for kulturens område, den daværende kulturminister, der fik anvist den sidste plads. Tilsyneladende en naturlig hakkeorden i en tid, hvor kunst og kultur spiller en stadig mindre rolle som seriøst politikområde.

Det ændrede Marianne Jelved til dels, da hun satte sig for bordenden med sin store politiske autoritet og erfaring.

Det er tilsyneladende ikke længere en del af den politiske kommunikation eller dannelse at være kulturelt velorienteret

Men ministeren skal først i gang med at opfinde sit projekt, hvis man skal tro de første famlende udmeldinger. Det haster, og der er ingen garanti for, at der kommer noget af værdi. Risikoen er, at vi igen vil opleve en ufarlig, konsensusorienteret kulturpolitik, som tidligere har været paradedisciplin for pensionsmodne politikere.

Risikoen med den manglende nytænkning og ambition i ministeriet er, at kunsten isoleres totalt fra den politiske samtale og lever en hensygnende tilværelse i en parallel virkelighed, der primært udfolder sig i det beskyttede reservat på DR's nichekanal DR K - og enkelte perifere radiofrekvenser. Bekvemt gemt af vejen fra mainstream mediernes nyhedsflow.

Kunstnere og andre kulturpersonligheder optræder kun sporadisk i nyheder og debatprogrammer om andet end kultur, og næsten altid i rollen som pauseklovn med den frække og skæve vinkel, som de seriøse debattører kan smile overbærende ad.

Man kan spørge, hvorfor det er endt sådan. Det er efterhånden tæt på utænkeligt - desværre nærmest ren utopi - at forestille sig medlemmer af regeringstoppen benytte nogen form for kulturelle referencer i den politiske retorik, udover selvfølgelig slidte floskler som 'kulturen sikrer sammenhængskraft' og nogle forblommede selvfølgeligheder om ytringsfrihed med mere.

Det er tilsyneladende ikke længere en del af den politiske kommunikation eller dannelse at være kulturelt velorienteret og anvende det i sin politiske tænkning. Det er vel nærmest diskvalificerende.

Man kan jo risikere at komme ud af sync med vælgerne; så hellere bekende sig til dræbende forudsigelig tomgangsretorik, synes mantraet at være visse steder. Alt imens hungrer vælgerne efter en større iderigdom og åndrighed hos politikerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På sigt er der en overhængende fare for, at vi opdyrker en politisk klasse befolket af teknokratpolitikere

På sigt er der en overhængende fare for, at vi opdyrker en politisk klasse befolket af teknokratpolitikere milevidt fra den intellektuelle spændvidde, der er repræsenteret i den danske befolkning - fra folkekultur til såkaldt finkultur.

En endimensionel politisk samtale renset for den viden og indsigt, der er akkumuleret i vores rige kulturhistorie, vil på langt sigt være skadelig for den demokratiske udvikling.

Marianne Jelved skal tale kulturen op som vigtigt politikområde, og det gør hun ved at gå i offensiven. Hun skal skabe en fortælling og gøre det klart, hvorfor det er vigtigt at støtte kunsten og kulturen, som vi gør.

Det vil med al overvejende sandsynlighed kræve, at der skal findes midler og laves om på den eksisterende orden. Der skal kæmpes om midlerne og ikke mindst prioriteres.

Det betyder også, at de aktører, der modtager statslig støtte, må blive bedre til at definere deres rolle og betydning for kunsten og kulturen - og det er bestemt ikke en dårlig ting.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden