»Det kommer ikke til at påvirke det arbejde, vi er nødt til at gennemføre i Europa«. Citat: Forbundskansler Angela Merkel, efter CDU’s nederlag ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen Mor Merkel rydder op i Villa Europa efter børnenes vilde lånefest. Rodet er størst i de sydvendte stuer, men det er også der, børnene er surest over, at mor kommer og hjælper.
Sådan må det føles for den tyske kansler, når grækerne stemmer på protestpartier, når titusindvis af unge demonstrerer i byer over hele Spanien, og når franskmændene skifter hendes økonomiske allierede Sarkozy ud med en gavmild socialist, der vil rulle de økonomiske stramninger tilbage. Selv i hendes egen baghave er det svært at få arbejdsro til at gøre det nødvendige, når vælgerne straffer hendes parti ved delstatsvalgene i Tyskland. Ligesom Merkel har jeg svært ved at glæde mig over folkets stemme for tiden. Ingen har den endegyldige kur mod krisen, men jeg tror mere på IMF’s økonomer end på de græske vælgere: Gældskrisen kræver offentlige opstramninger for at undgå endnu større problemer. Finanssektoren er krisens syndebuk, selv om boligejere og hele befolkninger levede over evne for lånte penge i årevis, indtil ballonen revnede. Og i genopretningen er det heller ikke finanssektoren, der er problemet. Problemet er utålmodige og naive vælgere, som stemmer på de politikere, der lover den nemmeste vej ud af krisen – uanset hvor kortsigtede og opportunistiske deres løfter er.
