Den novemberaften, amerikanerne valgte Trump som deres næste præsident, slukkede jeg for internettet. Jeg nåede det lige inden opdateringerne om bomberne og de døde i Ukraine og Mellemøsten. Så satte jeg en gammel cd med Gnags på anlægget og drak et tandkrus mørk rom i forsøg på at forskyde krop og sind til en parallel virkelighed.
Men promiller og blåbærbob har aldrig gjort noget godt for et menneske, så da klima-cop’en i Baku i ugerne efter blev til sort teater, nøjedes jeg med at stirre ud i luften og spørge min kæreste: »Hvad skal vi sige til børnene? I en ikke så fjern fremtid vil de anklage os for at have siddet på hænderne. De bliver rasende. Rasende!«.
