Hver uge modtager Politikens debatredaktion masser af læserbreve. Korte engagerede tekster fra vores læsere, som mener noget, observerer eller uddeler ros og ris.
At en tekst er lang, gør den ikke nødvendigvis klog eller vigtig. Det omvendte gælder de korte tekster. Få sætninger kan rumme netop det perspektiv, der mangler i debatten.
Her er ugens bedste læserbreve.
Splitter kønnene
Niels Christian Sauer, Næstved:
Alle, der omgås piger og drenge i disse tider, kan se det: Den måde, piger og drenge bruger skærmene på, er afgrundsforskellig. En hidtil upåagtet bivirkning af digitaliseringen af barndommen og ungdommen er ved at tage form. Pigerne suges ind i et feminiseret influencerunivers, hvor de dyrker udseende og poptrends, og drengene forsvinder ind i en konkurrencepræget manosfære. Samtalen kønnene imellem går i stå, når de ikke længere taler samme sprog, og ligestillingen fremstår mere og mere som en anakronisme. Er det der, vi vil hen?
En rigtig sviner
Peter Stauning, Allerød:
Føj! En rigtig sviner. Forsiden af Politiken 25.4. En kniv i ryggen på det tapre ukrainske folk anført af præsident Zelenskyj, der kæmper for at få en nogenlunde hæderlig afslutning på den grusomme krig. Og så kommer kapitulationen fra Politiken på Ukraines vegne uden det mindste spørgsmål – blot som en konstatering »med hånden på hjertet« af den allerede tabte krig.
Det næste udspil fra den fremsynede chefredaktør, Christian Jensen, er vel en opfordring til Grønlands hjemmestyre om at opgive den håbløse modstand mod Donald Trumps planer om overtagelse af Grønland eller en tilskyndelse til de Baltiske lande om at bøje sig for Vladimir Putins imperiedrømme.
Møde for eliten
Helene Bagge, København:
At kalde det et folkemøde er utilstedeligt! Det koster en formue at sejle dertil og at overnatte. Priserne er 300-400 pct. dyrere end normalt. Det er et møde for eliten, som har råd til det eller får ting betalt. Det er edderhylemig uskønt! Tal om det i Tirsdagsanalysen.
Mange vil gerne komme, lytte og være med til at gøre det til den folkefest, som var intenderet, men ikke mange har de mange tusinder af kroner til at betale. Det har kun få. Og det er ikke folket!
Så det bliver et ekkokammer for de få.
Retfærdighed
Søren Breiting, Hørsholm:
Min far var kriminalbetjent og spurgte os børn, hvad retfærdighed er. Svaret var: Samme straf for samme forseelse. Det skulle jo være meget enkelt.
Kroniken om domme for terrorbilligelse (Pol. 21.4.) viser, at retfærdighed bøjes politisk. Vi bør værne om vores ytringsfrihed – ikke mindst i forhold til det betændte forhold mellem Israel og palæstinenserne. Baggrunden for en udtalelse er vigtig, især på sociale medier, så læs Kroniken.
En gammel vittighed siger, at når moral er godt, må dobbeltmoral være dobbelt så godt. Men det er vi i Danmark enige om, det ikke bør være, tænker jeg.
Det døende hav
Marie Møller Kristensen, Filosoffer ser grønt, København:
Sjælland betyder sælernes land. Bøgen spejler sig i bølgen. 50 kilometer: Længere væk fra havet kommer du ikke. Men den mentale afstand? Louisianas megaudstilling ’Havet’ fortier, at de danske have næsten er døde.
Vi ser på billeder. Kører over broer. Fotograferer havudsigten. Spiser småbitte rødspætter. Vi lever, fordi vores forgængere kravlede i land. Vi nedstammer fra østersædere, fiskere, pirater, søfolk. Men her i minilandet med en af Europas længste kystlinjer dræber vi nu livet i havet. Med kunstig kemi fra landbruget, der ødelægger hav, søer, vandløb, drikkevand.
Det er ikke i orden. Ingen argumenter eller pengesummer kan få det til at være i orden.
Jeg vil ikke slås ihjel
Peter Gottlieb, Vanløse:
12. april opfordrede en læser statsministeren til at genoptage debatten om aktiv dødshjælp. Politiken holder heldigvis debatten i gang. I en artikel 10. april citeres en sygeplejerske, der arbejder på en palliativ enhed: »Det er de raske mennesker, der gerne vil indføre aktiv dødshjælp. Men dem, der ligger her, vil leve. De vil ikke dø«.
16. april fortalte en professor og overlæge til avisen, at arbejdet i høj grad handler om at gå ind i, dele og dermed dæmpe den døendes uro – aldrig om at slå ihjel. Og 24. marts delte Søren Gade og Ida Auken deres erfaringer. De havde begge som yngre advokeret for aktiv dødshjælp, men efter at have været tæt på døende pårørende var de blevet modstandere.
Selv forventer jeg som snart 78-årig endnu mange leveår – uden smerter. Skulle jeg få brug for så meget smertestillende, at jeg holder op med at trække vejret, er det det, men ingen skal bedes om at slå mig ihjel.
Jo nærmer vi kommer døden, jo hellere vil vi leve.
Sindelagskontrol
Jørgen S. Jeppesen, Brøndby Strand:
Mange tak til de tre forfattere for den særdeles gode Kronik: ’Retsforfølgelsen for terrorbilligelse er gået over gevind’ 21. april. Jeg synes dog, at I udtrykker jer alt for pænt, for det, som jeres artikel handler om, er reelt en statsmagts grove forsøg på sindelagskontrol.
Men det tør I måske ikke sige? Uanset at I selv skriver i jeres artikel: »Det er dybt problematisk for den offentlige debat, hvis folk ikke tør ytre sig af frygt for de strafferetlige konsekvenser«.
Ligegyldige stærekasser
Miriam Hansen, Ringkøbing:
Du kører 90 km/t. på landevejen, selv om fartgrænsen er på 80. En notifikation tikker ind på mobilen: »Stærekasse forude«. Du sænker farten, og så snart kameraet er ude af syne, er du tilbage på 90 km/t. Sikke en forskel, den stærekasse gjorde …
Jeg kender mange, som følger denne ulovlige strategi. Vi lever i et samfund, hvor det ikke bare er acceptabelt at køre for stærkt, men forventet. Det er fuldstændig hjernedødt. Vi går heller ikke rundt og stjæler, hvis vi ved, at vi sagtens kan slippe af sted med det.
I Norge har de været kloge nok til at opfange den idioti. Den norske regering vil nu forbyde trafikalarmer. Hvis man følger dansk idioti, kan man spørge sig selv: Hvorfor overhovedet have stærekasser, når vi alligevel bare snyder?
Netop derfor mener jeg, vi skal ulovliggøre trafikalarmer. Vi skal altså gøre op med den stupide tankegang om lovligheden i at køre for stærkt.
Boykot
Erik Møller Andersen, København:
Vi havde købt avokado og glædede os. Men så opdagede vi, at den var fra Israel.
Det sker aldrig mere.
Anonym donor
Bodil Skov, forperson for Donorbørns Vilkår, Solbjerg:
»Ville du da hellere ikke være født? For uden den anonyme donor, havde du nok ikke været til«. Det er et spørgsmål, vi donorundfangende ofte møder, når vi argumenter for vores ret til at kende vores biologiske ophav og biologiske forældre, som vi systematisk nægtes med tilladelsen af anonym kønscelledonation.
Denne tankegang er ikke blot respektløs, den er dybt forankret i en skadelig logik. Det er den samme logik, der historisk har legitimeret slaveri og nægtet kvinder stemmeret. Er vi virkelig ikke kommet længere?
Accepter ikke præmissen om, at nogle menneskers skal fødes med andre rettigheder end andre. Lad os en gang for alle lægge denne forældede og uretfærdige logik bag os. Donorundfangede bør have den samme ret til at kende deres ophav som alle andre.
fortsæt med at læse
