»Jeg har sat mig for at forklare mine venner, hvad Liberal Alliances politik egentlig går ud på«. Erklæringen kom forleden fra en venstreorienteret teenager, jeg kender. Hun mener, at Liberal Alliances politik er at tage penge fra de fattige og give dem til de rige. Men det er ikke det, hendes venner kan lide ved LA. Det er mere noget med, at det at kunne lide LA føles oprørsk, fordi det føles som at hylde noget elitært midt i al den omsorgskonsensus, de er omgivet af i skolen. At grine over Alex Vanopslagh på TikTok, og at få den opmuntring, at »Vi kan ikke« kan udskiftes med »Vi kan godt«, som det så enkelt står igen og igen på LA’s opslag og plakater.
Jeg kan også godt lide LA’s kommunikation. I et surt politisk debatlandskab er letheden befriende. En lysreklame over for JP/Politikens Hus under valgkampen lignede en spilreklame, som jeg hader og derfor per automatik altid giver et ekstra hadsk sekund af min opmærksomhed. Når jeg så kiggede efter, var den fra LA’s københavnske spidskandidat Alexander Ryle og handlede om de mange milliarder i kommunekassen. Kvikt.
