VI ER IKKE ligefrem vant til at opleve mellemøstlig billedkunst, litteratur, musik, film eller teater herhjemme – ikke nær så vant, som vi er til at blive konfronteret med Mellemøstens konflikter, dens terror og stigende energipriser. Det har kulturfestivalen Images of the Middle East for en stund rådet bod på. Under festivalen har vi reelt haft mulighed for at vælge, hver især, om vi ville lade Mellemøstens kultur komme til os. Forfattere, musikere, billed- og scenekunstnere fra arabiske lande, Iran, Israel og Tyrkiet har befolket vores gallerier og kulturhuse, biblioteker og scener. Noget har været stort, andet småt, noget godt, meget sikkert værd at diskutere. Sådan er kunsten også i Mellemøsten og Nordafrika, som kulturfestivalen har forsøgt at afspejle.
Det forunderlige er, at mangfoldigheden af de mellemøstlige kulturudtryk på mange måder har været større ved den danske festival, end den ville have været ved en tilsvarende begivenhed i de fleste af de enkelte lande, som har været repræsenteret – og hvor censurens agenter ofte har videre rammer end kulturens folk. Mangfoldigheden har været den danske festivals mulighed og styrke og også de deltagende kunstneres chance. Men det har samtidig været festivalens svaghed, at den i stor udstrækning har været mere solidarisk med et overordnet ønske om ’kulturforståelse’ end solidarisk med kunstnere og kulturforbrugere i den arabiske verden, som må leve med censur og manglende tolerance. En tunesisk menneskeretsaktivist Sihem ben-Sedrine kunne ved et møde på Diamanten om ytringsfrihed fortælle om permanent forfølgelse og benhård censur i sit hjemland. Det er en skyggeside, som i stor udstrækning er et grundvilkår for medier og kultur i Mellemøsten.
