Den amerikanske vicepræsident, Dick Cheney, sagde for nylig, at USA bør benytte sig af den såkaldte vandbrætsmetode – hvor man holder en fanges hoved under vand og simulerer drukning – for at hive oplysninger ud af terrormistænkte. »Er det ikke indlysende, at man skal bruge et dyp i vandet, hvis det kan redde menneskeliv?«, spurgte den konservative radiovært, der interviewede ham 24. oktober. »Det er indlysende for mig«, svarede Dick Cheney. Det var særlig pinligt, fordi Bushregeringen netop havde forsikret Kongressen om, at vandbrætsmetoden var ulovlig og aldrig ville blive brugt. En ny feltmanual for hæren blev offentliggjort i september, og her beskrives metoden som »brutal, umenneskelig og fornedrende«. Og det er ikke kun i dette spørgsmål, at Det Hvide Hus har brug for et konsekvent budskab. En anden såkaldt ’forbedret forhørsteknik’, som Det Hvide Hus finder tillokkende, er musiktortur. Mange af de personer, der er blevet anholdt i krigen mod terror, fortæller, at de blev udsat for høj musik 24 timer i døgnet. De har endda oplyst sangtitlerne. Hvis man spørger, hvad Aerosmith, Eminem, Don McLean, Bruce Springsteen, Tupac Shakur og Meat Loaf har til fælles med kendingsmelodien fra det amerikanske børneprogram ’Barney’, så er der kun ét svar: Deres sange er blevet brugt til at torturere fanger. Bødlernes musiksmag er tvivlsom. Bruce Springsteens ’Born in the USA’ har for eksempel været et hit i de hemmelige fængsler. Derved gentager man fejlen fra Ronald Reagans valgkamp i 1984, da republikanerne tænkte, at omkvædet – »Born in the USA« – var et oplagt slogan. Men sangen er stærkt kritisk over for amerikansk politik: Den fordømmer Vietnamkrigen og beskriver en krigsveterans besvær med at finde arbejde. Også andre af de sange, som nutidens torturbødler bruger, har upassende sangtekster. I ’White America’ rapper Eminem om, at han har tænkt sig at »pisse på græsplænen foran Det Hvide Hus« og »spytte sprut i fjæset på dette hykleriske demokrati«. Det er vanskeligt at forestille sig, at det ville falde i god jord hos præsident Bush. Og så erklærer Eminem i øvrigt i et andet vers, at han vil dyrke sex med vicepræsidentens kone. Og det virker lige så uforståeligt, at man spiller ’I Love You’, kendingsmelodi for den lilla tv-dinosaur ’Barney’, for terrorister, særligt når man hører sidste vers: »Jeg elsker dig/Du elsker mig/Vi er en lykkelig familie/Giv mig et bamsekram/Så kysser jeg dig/Vil du ikke sige, at du også elsker mig?«. Hidtil har Bush i hvert fald undgået den beskrevne kæle-kramme-teknik i sin krig mod terror. Som arkitekten bag de forbedrede forhørsteknikker blev den nu tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld nødt til at tage hårdere fat. Jeg er ikke ekspert i musikalske overgreb, men måske burde Rumsfeld have anbefalet sine dj’s i det amerikanske Gulag-system at spille mere countrymusik. Tag for eksempel Toby Keith og hans sang om »en midaldrende, mellemøstlig kameldrivermand i en toværelses hule i Nordafghanistan«. Den amerikanske regering ville få langt mere ud af at spille Toby Keiths sang, der også taler om at »give Taleban fingeren«. Den slags tortur ville ligesom slå budskabet bedre fast og samtidig være mere effektivt: Personligt ville jeg tilstå hvad som helst allerede efter at være blevet udsat for første vers. Torturofrene kan næppe lægge sag an, men det kan kunstnerne. Og nogle af de mere følsomme musikere kan godt tænkes at være fornærmede over, at deres musik er brugt til at begå overgreb med. Under alle omstændigheder har torturbødlerne ikke fået tilladelse til at bruge de enkelte sange, og derfor må der være royalty-indtægter på vej til kunstnerne. Jeg ville elske at udspørge Rumsfeld i vidneskranken: Hvor mange gange blev hver sang spillet, og hvordan blev sangene udvalgt? Men vi kan måske foregribe en retssag. Man kunne jo invitere ham i studiet til ’Desert Island Discs’ (et radioprogram på BBC, hvor gæsten blandt skal nævne de otte stykker musik og den bog, han eller hun ville tage med sig på en øde ø, red.). Han ville næppe vælge ’Genève-konventionerne’ som sin yndlingsbog, men måske som sin eneste tilladte ’luksusgenstand’. Og så kunne han jo fortælle lytterne, hvilke otte sange han helst ville høre igen og igen – og meget højt.