»Hov, der kom begrundelsen: indgreb mod kapitalfonde – derfor letter vi også selskabsskatten!«.
Sådan fristes man til at tro, at regeringens inderste kredse har tænkt. Og det blev så til et såkaldt indgreb mod kapitalfonde, som bedst af alt kan ses som bevis på, at regeringen foretrækker skattelettelser frem for velfærd – og så ellers vælger at forgylde dansk erhvervsliv. Regeringen har længe haft nedsættelse af skatten på programmet. Det ved vi fra mange tidligere tilkendegivelser. Men måske har Socialdemokraternes konsekvente meldinger om, at vi prioriterer velfærden frem for skattelettelser, forsinket dem? »Hvornår kommer den rette anledning? Helt tilbage fra september sidste år har regeringen haft en sag liggende, der skulle håndteres: EF-domstolens såkaldte CFC-dom, som gør det lettere for moderselskaber at sende overskud til udenlandske skattely. Men det var ligesom ikke den rigtig gode eller tilstrækkelige anledning. Kan skatten lempes igennem eller sammen med noget andet?«. Sådan synes de store spørgsmål at have lydt i regeringskontorerne – og så kom den længe ventede undskyldning for at slå til og give selskabsskatten et ordentligt hak nedad: kapitalfondenes skatteomgåelser i Danmark! Så var den der åbenbart – i hvert fald i regeringens spin-optik. Men er regeringens tredobbelte indgreb – begrænsning af kapitalfondenes skatteunddragelser, begrænsningen af flytning af overskud til udenlandske skattely og den omfattende sænkning af selskabsskatten – så et flot hattrick eller en flad forbier? Det hele startede for alvor i TDC. Ikke at TDC var det første danske selskab, som blev overtaget af kapitalfonde. Simpelthen fordi handlen var så klokkerent et eksempel på, hvad der sker, når aggressive kapitalfonde trækker værdier ud af selskaber. Vi så historie på historie om milliard på milliard, mens de ansatte i frokoststuen bare gerne ville have kaffe til pausen. Der gik nøjagtig fem måneder, fra Henning Dyremose som administrerende direktør satte punktum for en af de mest omtalte handler i Danmarks nyere erhvervshistorie, til han trak sig tilbage fra den daglige ledelse af TDC med et personligt overskud på knap 100 millioner kroner før skat. Det indtryk, der står tilbage, er, at Dyremose orkestrerede salget af TDC til fem udenlandske kapitalfonde. Han har nu – på baggrund af den opsigtsvækkende handel og oplysninger om en overordentlig god bonus samtidig med, at han som administrerende direktør var ansat til at varetage de resterende aktionærers interesser – lagt uofficielt navn til regeringens udspil mod kapitalfonde: Lex Dyremose. En del af regeringens pakke mod kapitalfondene er netop et forbud mod at lave bonusaftaler om personlige bonusser til medlemmer af direktion og bestyrelse i forbindelse med et overtagelsestilbud. Og det er netop den del, som har fået Dansk Folkeparti til at hoppe med på hele regeringens udspil. Det er trist, fordi velfærden bliver taber og bankerne og finanssektoren de store vindere. Det er den uundgåelige konklusion på de samlede virkninger af regeringens skattepakke. Inden vi går ind i det konkrete indgreb i forhold til kapitalfonde, er det vigtigt for os at understrege, at der er forskel på folk – og der er forskel på kapitalfonde. En række mindre kapitalfonde, også kaldet ’venture kapitalfonde’, opfylder gavnlige formål gennem medfinansiering af investeringer i nye og mellemstore virksomheder. De bliver i virksomheden! Det er med til at sikre en stærkere konkurrence i den globale økonomi, når det gælder investeringer, der nødvendigvis må omfatte ny teknologi og omfatte en indsats over en lang periode. Den type kapitalfonde, vi fokuserer på, er de store, typisk udenlandsk ejede fonde, der foretager lånefinansierede opkøb. De spekulerer blandt andet i at omgå skattebetaling og maksimere udtræk af virksomhederne på kort sigt. Konsekvenserne for samfundet er enorme skattetab og et mindre avanceret arbejdsmarked. Konsekvensen for virksomhederne er, at de overforgældes, får forringet deres investeringskapacitet, tvinges ud i fyringsrunder. Dermed vanskeliggøres danske erhvervsvirksomheders udvikling og konkurrenceevne i den globale økonomi. Og det er ikke godt, hverken for Danmark eller for de opkøbte virksomheder og slet ikke for deres ansatte. Der er simpelthen ikke flere penge til investeringer i nye ideer, udvikling og uddannelse af medarbejderne. Og det er jo netop det, vi skal leve af i fremtiden. Derfor skal der gøres noget. Det er bare ikke regeringens udspil, som vil redde dansk erhvervsliv. Regeringen har fokuseret på kapitalfondenes skatteunddragelser med et indgreb, som begrænser fradragsretten for den store gæld, som kapitalfondene typisk opbygger i virksomhederne for at få fradrag – for derefter at placere virksomhedernes overskud i lande, hvor selskabsskatten er lav. Problemet med regeringens indgreb er imidlertid, at begrænsningen af rentefradragsretten for den type planlagte gældsstiftelser ikke målrettes mod kapitalfonde, men udstrækkes til hele erhvervslivet. Det ligner den velkendte ’grønthøstermetode’ fra Finansministeriet. Men problemet er, at man derved rammer de mange sunde virksomheder, som har taget lån for at finansiere de langsigtede reelle investeringer i ny vækst. Hvorfor i alverden gør regeringen det? Det er simpelthen dårligt håndværk! Man kan godt skelne mellem den slags gældsstiftelse, der alene har til formål – som i kapitalfondenes tilfælde – at omgå skattebetaling, og den form for låneoptagelse, der har til formål at finansiere reelle investeringer i fremtiden. Derfor kunne regeringen have målrettet indgrebet direkte mod kapitalfondene. Det ville vi have foretrukket. Dertil kommer, at dette skatteindgreb i sig selv næppe vil lukke alle huller eller standse kapitalfondenes virksomhedsopkøb. De vil finde nye veje, f.eks. højere konsulenthonorarer eller leasing – der er allerede oprettet leasingvirksomheder af banker, som er klar til at servicere. Vi havde foretrukket et langt mere gennemtænkt og sammenhængende indgreb, som var skræddersyet til at løse præcis de finansielle skattespekulationer, som gav anledning til hele diskussionen om tabte skatteindtægter til det danske velfærdssamfund. Kapitalfondene ejer i dag næppe mere end 10 procent af virksomhederne (selv om andelen er stærkt stigende). Alligevel har indgrebet mod kapitalfondenes skattespekulationer givet regeringen anledning til at foreslå en massiv sænkning af selskabsskatten fra 28 procent til 22 procent for hele erhvervslivet, inklusive banker og hele finanssektoren. Det efterlader et spørgsmål: Hvordan i alverden kan regeringen forsvare det? 80 procent af danske virksomheder og finansielle virksomheder har hverken lod eller del i kapitalfondenes skatteomgåelser – hvorfor skal de nu pludselig forgyldes? Kunne pengene ikke have været anvendt anderledes i den globale konkurrences tjeneste? Den sektor, som hverken rammes på rentefradrag eller afskrivninger, bliver den store vinder. Den sektor er præcis bankerne og hele finanssektoren. Og det er ikke småpenge, vi taler om. Bankerne kan som bekendt ikke betegnes som de mest nødlidende i dagens Danmark – de betalte i 2005 cirka 10 milliarder kroner i selskabsskat – med den nye sænkning indebærer det en skattelettelse for bankerne i størrelsesordenen 2,1 milliard kroner. Jo, der er virkelig tale om lettelser – men de går desværre ikke til flere arbejdspladser, til produktive investeringer, til ny global konkurrenceevne, til forskning og udvikling eller til uddannelse af medarbejdere. Ser vi på finansieringen af selskabsskattelettelserne, tyder meget på, at der næppe er dækning. De »adfærdsændringer«, som ifølge regeringen vil opstå efter indgrebet, vil i regeringens optik finansiere over halvdelen af udgiften til nedsættelse af selskabsskatten. Det er for øvrigt noget af en nyopfindelse at medregne adfærdsændringer. Det skete for eksempel ikke, da regeringen i 2004 lettede indkomstskatten. Og det kunne jo også ske, at virksomhederne ændrer adfærd og giver sig til at lease i stedet for at købe og dermed undgår at blive ramt på rentefradrag eller afskrivninger. Dermed forgyldes de, som i forvejen har. Regeringen tror fejlagtigt, at kapitalfondene bare automatisk vil begynde at betale skat. Men de vil blot finde et andet hul. For eksempel ved at forhøje deres i forvejen uhyrligt høje konsulenthonorarer – i tilfældet TDC udgjorde dette honorar i størrelsesordenen 1,5 milliarder kroner – eller ved at udvikle en ny ’leasing-trafik’ med bankerne. Vores budskab er, at denne skattepakke inklusive nedsættelsen af selskabsskatten er en overordentlig dårlig anvendelse af offentlige midler. Når det hele nu handler om at styrke vores velfærdssamfund i fremtidens globale økonomi, skulle vi så ikke i stedet samle vores kræfter om at investere i det, vi skal overleve på i fremtiden? Burde vi i virkeligheden ikke have brugt provenuet fra det ændrede rentefradrag til at investere i præcis den forskning og den efteruddannelse af medarbejdere, som vi har så hårdt brug for i dansk erhvervsliv i den globale økonomi? Den kunne også have været brugt til at forbedre den velfærd, som tydeligere og tydeligere skranter rundt om i vore kommuner på de centrale områder, som Socialdemokraterne har påvist gang på gang. Vi ønsker velfærd frem for skattelettelser. Regeringen vil noget andet. Det har vi nu fået bevis for. Trist er det, Dansk Folkeparti følger efter – selv om regeringens udspil i høj grad risikerer at gå ud over fremtidens arbejdspladser. Der er brug for en langt mere sammenhængende indsats over for kapitalfondene, som Socialdemokraterne har påvist gang på gang. I stedet for at fokusere ensidigt på at nedsætte skatteprocenten på selskabsskatten er det langt mere fornuftigt at se på alt det, der kan gøres med langt større holdbarhed for at styrke den danske velfærds økonomiske grundlag. Se bare på Tyskland, der stadig har en aktieselskabsskat på 38 procent og samtidig er Europas største eksportører! Der er brug for en langt mere sammenhængende globaliseringsstrategi. Men allerede nu kan det fastslås, at investeringer er den opskrift, Danmark har brug for. Vi har ikke brug for smarte veje til at tilgodese finanssektoren eller i forvejen velfungerende virksomheder på kroner og øre. Det er investeringer, der er brug for – i forskning, i udvikling, i uddannelse – og det er investeringer i den offentlige sektor, i vores velfærd. Når Danmark stadig er blandt verdens 10 mest konkurrencedygtige nationer – både når det gælder konkurrenceevne, når det gælder opfindsomhed og når det gælder sammenhængskraft – så er det ikke på grund af ekstraordinære bevillinger til bankerne. Så er det, fordi vi indtil for nylig i hvert fald har forstået, at det gælder om at fastholde og styrke en god, velfungerende offentlig sektor i et godt samspil med en moderne, fremtidsorienteret, dansk erhvervssektor. Nogle siger, at vi alligevel ikke kan gøre noget i Danmark alene. Det kan kun klares på europæisk plan. Ja, andre mener, den fuldkomne løsning kun kan findes globalt – i en ny, planetarisk lovgivning for hele kloden fra Danmark til Indien og Kina, fra Island til Australien og Afrika. Kapitalens grænseoverskridende bevægelighed er jo global, ikke sandt? Den type argumentation bliver let en dårlig undskyldning for ikke at foretage sig noget. Vi behøver ikke at vente, indtil alle planetens regeringer kan blive enige – vi kan og bør igangsætte en række initiativer her og nu. Både på nationalt plan og i Europa. Derfor arbejder Socialdemokraterne i Europa lige nu på en samlet analyse – et fotografi – af de store kapitalfondes lånefinansierede opkøb af gode, sunde virksomheder i hele Europa. Allerede nu tegner der sig interessante, fælles adfærdsmønstre, som vi i høj grad kan genkende fra TDC. Og Socialdemokraterne i Europa vil på det grundlag fremlægge et første forslag til indgreb over for kapitalfondene. Det er vigtigt at forstå, at der rent faktisk kan gennemføres konsistente reguleringer gennem en samlet indsats af nationale, danske indgreb og europæiske. Her i foråret vil Socialdemokraterne fremlægge vores analyse og forslag, der kan give virksomheder og lønmodtagere et mere sikkert grundlag for at investere i fremtiden og klare sig i den globale konkurrence – frem for at blive løbet over ende af visse kapitalfondes kortsigtede pengeinteresser. Vores samlede analyse af regeringens skattepakke er klar: Det er ikke alene en flad forbier – det er en OM’er! Til regeringen har vi kun et råd: Tænk det igennem en gang til. Pengene kan bruges bedre – hele samfundet og den store fremsynede del af dansk erhvervsliv har brug for anderledes målrettet indsats. Det handler om vores velfærd.
