0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Obama!

Barack Obama vil i morgen melde sig som officiel kandidat til posten som USA’s præsident. Hans egen historie er både usandsynlig og typisk amerikansk på en gang.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En stjerne på den politiske himmel i USA fødtes tirsdag 27. juli 2004 på det demokratiske partikonvent i Boston.

En (som han selv beskrev sig) tynd fyr med et mærkeligt navn, Barack Obama, talte foran konventet og blev straks forvandlet fra at være en temmelig ukendt politiker fra staten Illinois, der stillede op til Senatet, til en reel mulighed som kandidat til USA’s højeste politiske post.

Umiddelbart efter det amerikanske præsidentvalg i 2004 skrev jeg følgende i en Kronik i Politiken: »Et bud på en fremtidig demokratisk præsidentkandidat er den nyvalgte afroamerikanske senator fra Illinois, Barack Obama«. Det gjorde jeg netop på baggrund af den reaktion, som Obamas tale fik blandt de demokratiske delegerede til konventet og efterfølgende i amerikanske medier.

Obamas tale kom til at overskygge den tale, som partiets præsidentkandidat, John Kerry, holdt dagen efter. Man skal ikke lede længe efter grunden til, at Obamas tale fik så meget opmærksomhed. Han formåede at gøre sin egen selvbiografi til en ægte amerikansk fortælling og at appellere til sammenhold i et land, som nærmest syntes revet i to af polariserende retorik.

Hans biografi virker på en gang temmelig usandsynlig og typisk amerikansk. Som Obama udtrykte det i sin tale: »Min fortælling er en del af en større amerikansk fortælling«. Han er født i Hawaii kun to år efter, at kolonien, som USA havde erobret ved et regimeskift i 1893, blev til en delstat i USA i 1959. Hans far kom fra Kenya i Vestafrika, hans mor fra Kansas i USA’s midte. Efter at hans forældre blev skilt, boede han i fire år i Indonesien, verdens største muslimske nation.

Obama understregede, at begge hans forældre havde »en varig tro på denne nations muligheder. De gav mig et afrikansk navn, Barack, som betyder ‘velsignet,’ fordi de mente, at i et tolerant Amerika var ens navn ingen hindring for succes«.

Obama fortsatte med at tale om et Amerika, som ved siden af den kendte individualisme indeholdt et andet vigtigt element – et fællesskab, der udsprang af den bibelske tanke, at »jeg er min brors vogter« og som er udtrykt i frasen ’E pluribus unum’ – ud af mange, én.

Obama brugte dette billedsprog for at slå fast, at Amerika ikke burde deles op i liberale eller konservative blokke, eller efter race eller etnicitet, men burde betragtes som en nation. Som han udtrykte det: »Vi tilbeder en stor Gud i de blå (demokratiske) stater og, vi bryder os ikke om forbundsagenter, der snuser rundt i vore biblioteker i de røde (republikanske) stater«.

Budskabet om at samle nationen og gøre op med en polariserende politik, sammenkædet med sin baggrund som både afroamerikaner og søn af en indvandrer, gik lige ind hos de delegerede såvel som i medierne.

Obamas selvbiografi, ’Dreams from My Father’, som blev udgivet i relativ ubemærkethed i 1995, blev genoptrykt og røg til tops i bestsellerlisten. Obama blev valgt som senator i november 2004 med 70 procent af stemmerne. Han er en efterspurgt taler over hele USA. Det, der bliver kaldt for Obama-feber, nåede nye højder, da hans næste bog, ’The Audacity of Hope’, udkom i 2006. Bogen sammenfletter Obamas liv, efter at han var blevet senator, med hans politiske visioner. Bogen ligger i skrivende stund som nummer ét på New York Times’ bestsellerliste.

Obama er i løbet af sidste efterår blevet fotograferet af den berømte fotograf Annie Leibovitz for tidsskriftet Men’s Vogue. Han har været på forsiden af Time og Gentlemen’s Quarterly. Han har været gæst hos Oprah Winfrey. At han nyder en popularitet, der er få politikere forundt, er der ingen tvivl om.

Som New Hampshires guvernør udtrykte det, da han introducerede Obama til et arrangement i staten, der som den første afholder primærvalg i 2008, »Vi havde sat Rolling Stones til at spille her i dag, men vi aflyste dem, da det gik op for os, at Obama ville sælge flere billetter«.

Hovedindvendingen mod tanken om Obama som præsident er imidlertid hans mangel på erfaring. Hvis han skulle gå hen og blive valgt i 2008, vil han kun have været i Senatet i fire år. Han har dog nogen tidligere politisk erfaring på delstatsniveau som medlem af den lovgivende forsamling i Illinois. Men det er ifølge nogle iagttagere for lidt til at bestride landets højeste embede med de kæmpe udfordringer, der ligger forude i det 21. århundrede.

I morgen 10. februar vil Obama mane de bekymringer til jorden, når han officielt meddeler, at han er kandidat til præsidentposten. Stedet for meddelelsen er nemlig valgt med omhu. Obama agter at holde talen i hovedstaden i Illinois, Springfield.

Springfield er kendt som den by, hvor USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln, boede fra 1844, indtil han indtog præsidentposten i 1861. Netop Lincoln regnes af de fleste historikere for at være USA’s største præsident, ikke mindst fordi han holdt sammen på unionen under den amerikanske borgerkrig (1861-65) og var med til at befri slaverne. Ikke desto mindre havde Lincoln ringe erfaring, da han blev valgt til præsident. Ligesom Obama havde han været medlem af den lovgivende forsamling i Illinois. Han blev derefter valgt til Repræsentanternes Hus i Kongressen for to år.

Ved at starte sin kampagne fra Springfield vil Obama gøre det tydeligt, at mangel på erfaring ikke nødvendigvis er en hindring for at blive en stor præsident. Det hører til historiens pudsigheder, at Obama, hvis han bliver valgt, vil indtage præsidentposten i januar 2009, få uger før Lincolns 200-års dag fejres.

Man kan imidlertid pege på andre problemer med Obamas kandidatur. I sin iver for ikke at støde nogen fra sig, kan han til tider virke vag i sine politiske holdninger. Således kommer han i ’The Audacity of Hope’ med mange overordnede visioner om, hvordan USA’s tilstand kunne forbedres, men få specifikke forslag til forandring. Man kan savne en klar afstandtagen til Bushs økonomiske og udenrigspolitik i stil med den, som den nyvalgte senator James Webb fra Virginia kom med i sit svar til Bushs tale om unionens tilstand. Webb lagde en klar økonomisk populistisk linje for dagen i sit svar ved netop at tale om et klassedelt USA, hvor en administrerende direktør tjener 400 gange mere end en almindelig arbejder. En af Obamas modkandidater, forhenværende senator John Edwards, som var Kerrys vicepræsidentkandidat ved valget i 2004, startede sin kampagne fra den orkanhærgede by New Orleans for netop at understrege sit økonomiskpopulistiske budskab om et delt USA.

Obamas racemæssige baggrund synes både at være en fordel og en ulempe for hans kandidatur. Hvordan kan det være, at en afroamerikansk politiker som Barack Obama kan opnå så stor popularitet i USA? Den sorte britiske journalist Gary Younge kom med et kort og godt svar: »Obama er en sort mand, der ikke forskrækker hvide mennesker«.

Det har selvfølgelig noget med hans baggrund at gøre. Hans mor er en hvid amerikaner fra Kansas. Han voksede ikke op i sydstaterne eller i en storby i nordstaterne, men i Hawaii og i Indonesien. I modsætning til Jesse Jackson, der var en af Martin Luther Kings nærmeste medarbejdere og sågar Condoleezza Rice, som voksede op i Alabama i 1950’erne og 1960’erne, har Obama stort set ingen tilknytning til borgerretsbevægelsen. I et land, hvor race stadig har en betydning (meningsmålinger har vist, at fem gange så mange hvide som afroamerikanere mener, at race