En stjerne på den politiske himmel i USA fødtes tirsdag 27. juli 2004 på det demokratiske partikonvent i Boston.

En (som han selv beskrev sig) tynd fyr med et mærkeligt navn, Barack Obama, talte foran konventet og blev straks forvandlet fra at være en temmelig ukendt politiker fra staten Illinois, der stillede op til Senatet, til en reel mulighed som kandidat til USA’s højeste politiske post. Umiddelbart efter det amerikanske præsidentvalg i 2004 skrev jeg følgende i en Kronik i Politiken: »Et bud på en fremtidig demokratisk præsidentkandidat er den nyvalgte afroamerikanske senator fra Illinois, Barack Obama«. Det gjorde jeg netop på baggrund af den reaktion, som Obamas tale fik blandt de demokratiske delegerede til konventet og efterfølgende i amerikanske medier. Obamas tale kom til at overskygge den tale, som partiets præsidentkandidat, John Kerry, holdt dagen efter. Man skal ikke lede længe efter grunden til, at Obamas tale fik så meget opmærksomhed. Han formåede at gøre sin egen selvbiografi til en ægte amerikansk fortælling og at appellere til sammenhold i et land, som nærmest syntes revet i to af polariserende retorik. Hans biografi virker på en gang temmelig usandsynlig og typisk amerikansk. Som Obama udtrykte det i sin tale: »Min fortælling er en del af en større amerikansk fortælling«. Han er født i Hawaii kun to år efter, at kolonien, som USA havde erobret ved et regimeskift i 1893, blev til en delstat i USA i 1959. Hans far kom fra Kenya i Vestafrika, hans mor fra Kansas i USA’s midte. Efter at hans forældre blev skilt, boede han i fire år i Indonesien, verdens største muslimske nation. Obama understregede, at begge hans forældre havde »en varig tro på denne nations muligheder. De gav mig et afrikansk navn, Barack, som betyder ‘velsignet,’ fordi de mente, at i et tolerant Amerika var ens navn ingen hindring for succes«. Obama fortsatte med at tale om et Amerika, som ved siden af den kendte individualisme indeholdt et andet vigtigt element – et fællesskab, der udsprang af den bibelske tanke, at »jeg er min brors vogter« og som er udtrykt i frasen ’E pluribus unum’ – ud af mange, én. Obama brugte dette billedsprog for at slå fast, at Amerika ikke burde deles op i liberale eller konservative blokke, eller efter race eller etnicitet, men burde betragtes som en nation. Som han udtrykte det: »Vi tilbeder en stor Gud i de blå (demokratiske) stater og, vi bryder os ikke om forbundsagenter, der snuser rundt i vore biblioteker i de røde (republikanske) stater«. Budskabet om at samle nationen og gøre op med en polariserende politik, sammenkædet med sin baggrund som både afroamerikaner og søn af en indvandrer, gik lige ind hos de delegerede såvel som i medierne. Obamas selvbiografi, ’Dreams from My Father’, som blev udgivet i relativ ubemærkethed i 1995, blev genoptrykt og røg til tops i bestsellerlisten. Obama blev valgt som senator i november 2004 med 70 procent af stemmerne. Han er en efterspurgt taler over hele USA. Det, der bliver kaldt for Obama-feber, nåede nye højder, da hans næste bog, ’The Audacity of Hope’, udkom i 2006. Bogen sammenfletter Obamas liv, efter at han var blevet senator, med hans politiske visioner. Bogen ligger i skrivende stund som nummer ét på New York Times’ bestsellerliste. Obama er i løbet af sidste efterår blevet fotograferet af den berømte fotograf Annie Leibovitz for tidsskriftet Men’s Vogue. Han har været på forsiden af Time og Gentlemen’s Quarterly. Han har været gæst hos Oprah Winfrey. At han nyder en popularitet, der er få politikere forundt, er der ingen tvivl om. Som New Hampshires guvernør udtrykte det, da han introducerede Obama til et arrangement i staten, der som den første afholder primærvalg i 2008, »Vi havde sat Rolling Stones til at spille her i dag, men vi aflyste dem, da det gik op for os, at Obama ville sælge flere billetter«. Hovedindvendingen mod tanken om Obama som præsident er imidlertid hans mangel på erfaring. Hvis han skulle gå hen og blive valgt i 2008, vil han kun have været i Senatet i fire år. Han har dog nogen tidligere politisk erfaring på delstatsniveau som medlem af den lovgivende forsamling i Illinois. Men det er ifølge nogle iagttagere for lidt til at bestride landets højeste embede med de kæmpe udfordringer, der ligger forude i det 21. århundrede. I morgen 10. februar vil Obama mane de bekymringer til jorden, når han officielt meddeler, at han er kandidat til præsidentposten. Stedet for meddelelsen er nemlig valgt med omhu. Obama agter at holde talen i hovedstaden i Illinois, Springfield. Springfield er kendt som den by, hvor USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln, boede fra 1844, indtil han indtog præsidentposten i 1861. Netop Lincoln regnes af de fleste historikere for at være USA’s største præsident, ikke mindst fordi han holdt sammen på unionen under den amerikanske borgerkrig (1861-65) og var med til at befri slaverne. Ikke desto mindre havde Lincoln ringe erfaring, da han blev valgt til præsident. Ligesom Obama havde han været medlem af den lovgivende forsamling i Illinois. Han blev derefter valgt til Repræsentanternes Hus i Kongressen for to år. Ved at starte sin kampagne fra Springfield vil Obama gøre det tydeligt, at mangel på erfaring ikke nødvendigvis er en hindring for at blive en stor præsident. Det hører til historiens pudsigheder, at Obama, hvis han bliver valgt, vil indtage præsidentposten i januar 2009, få uger før Lincolns 200-års dag fejres. Man kan imidlertid pege på andre problemer med Obamas kandidatur. I sin iver for ikke at støde nogen fra sig, kan han til tider virke vag i sine politiske holdninger. Således kommer han i ’The Audacity of Hope’ med mange overordnede visioner om, hvordan USA’s tilstand kunne forbedres, men få specifikke forslag til forandring. Man kan savne en klar afstandtagen til Bushs økonomiske og udenrigspolitik i stil med den, som den nyvalgte senator James Webb fra Virginia kom med i sit svar til Bushs tale om unionens tilstand. Webb lagde en klar økonomisk populistisk linje for dagen i sit svar ved netop at tale om et klassedelt USA, hvor en administrerende direktør tjener 400 gange mere end en almindelig arbejder. En af Obamas modkandidater, forhenværende senator John Edwards, som var Kerrys vicepræsidentkandidat ved valget i 2004, startede sin kampagne fra den orkanhærgede by New Orleans for netop at understrege sit økonomiskpopulistiske budskab om et delt USA. Obamas racemæssige baggrund synes både at være en fordel og en ulempe for hans kandidatur. Hvordan kan det være, at en afroamerikansk politiker som Barack Obama kan opnå så stor popularitet i USA? Den sorte britiske journalist Gary Younge kom med et kort og godt svar: »Obama er en sort mand, der ikke forskrækker hvide mennesker«. Det har selvfølgelig noget med hans baggrund at gøre. Hans mor er en hvid amerikaner fra Kansas. Han voksede ikke op i sydstaterne eller i en storby i nordstaterne, men i Hawaii og i Indonesien. I modsætning til Jesse Jackson, der var en af Martin Luther Kings nærmeste medarbejdere og sågar Condoleezza Rice, som voksede op i Alabama i 1950’erne og 1960’erne, har Obama stort set ingen tilknytning til borgerretsbevægelsen. I et land, hvor race stadig har en betydning (meningsmålinger har vist, at fem gange så mange hvide som afroamerikanere mener, at race ingen rolle spillede i efterspillet efter Katrina-orkanen i 2005), er Obamas race stort set ikke af afgørende betydning. Obama ligner på mange måder de afroamerikanske præsidenter, som er blevet præsenteret i film og i tv i det sidste årti. Morgan Freemans præsident Tom Beck i katastrofefilmen ’Deep Impact’ fra 1998 og præsidentbrødrene David og Wayne Palmer i den populære tv-serie ’24 Timer’ er alle effektive og karismatiske ledere, uden at deres race spiller en væsentlig rolle. Obama står i skærende kontrast til en anden afroamerikansk politiker, som stillede op i 2004 og overvejer at gøre det igen – Al Sharpton, en præst og borgerretsaktivst i New York City (og tillige en tidligere medarbejder for den nylig afdøde sanger James Brown). Han nyder stort set ingen støtte fra hvide vælgere, blandt andet fordi han har profileret sig ved at blande sig i racemæssige betændte sager i sin hjemby. Man skal alligevel ikke underkende betydningen af Obamas kandidatur for mobiliseringen af afroamerikanske vælgere. Afroamerikanere hører i forvejen til Det Demokratiske Partis mest trofaste vælgere – under det sidste midtvejsvalg stemte 89 procent af dem på demokratiske kandidater. Denne gruppe er imidlertid kendetegnet ved en ret lav valgdeltagelse, og derfor kan udsigten til, at USA får sin første afroamerikanske præsident være med til at få flere afroamerikanere til stemmeurnerne, noget der kan være afgørende i en række sydstater. Når det er sagt, er det for tidligt at affærdige Obama som en døgnflue. Da han flyttede til Chicago efter sin afgang fra Harvard Law School, arbejdede han for at forbedre vilkårene for fattige beboere i byens ghettoområder. Denne græsrodsaktivisme giver ham en empati for de mindre bemidlede, der kunne hjælpe ham til at tackle fattigdomsproblemet i USA, der for alvor kom til overfladen efter orkanen Katrina i New Orleans. Det er noget, som Hillary Clinton, der har arbejdet inden for Det Demokratiske Partis top sammen med sin mand for at reformere partiet, mangler. Obama har undervist i forfatningsret på University of Chicago og har efter eget udsagn en dyb forståelse for de forfatningsmæssige emner som abort, dødsstraf, bøssers rettigheder, der konstant er genstand for samfundsdebatten. Obamas kone, Michelle, arbejder som topadministrator inden for Chicago Universitets hospitalssystem, noget der formentlig kunne bidrage til udformningen af en sammenhængende sundhedspolitik, der tegner til at blive et af de varme emner i valgkampen. Obama har allerede taget udfordringen om en ny sundhedspolitik op. I en tale 25. januar 2007 fastslog Obama, at han er tilhænger af sygesikring for alle amerikanere i et land, hvor op imod 48 millioner i dag ingen form for sygesikring har. Obama har desuden en kæmpefordel frem for sine for tiden to hovedrivaler, Hillary Clinton og John Edwards – han har altid været indædt modstander af Irakkrigen. Clinton har ikke direkte taget afstand fra sin oprindelige støtte til krigen. Edwards har derimod sagt, at han fortryder, at han som senator stemte for krigen. Obamas løsning på krigen ligger på linje med den, som Baker-Hamilton udvalget har foreslået, uden at være mere specifik – en gradvis tilbagetrækning og flere diplomatiske initiativer. Obama har en anden fordel frem for Hillary Clinton – han er et nyt ansigt i den nationalpolitiske arena. Hvis Hillary Clinton vinder valget i 2008 og bliver genvalgt i 2012, vil USA opleve noget, der nærmer sig to dynastier – ved Hillarys afgang i begyndelsen af 2017 vil USA have haft enten en Bush eller en Clinton som præsident i 28 år. Obamas ungdom kan også vise sig at være en fordel i et valg, hvor de unge mellem 18 og 30 år (den såkaldte Generation Next) efter al sandsynlighed kommer til at spille en afgørende rolle. George W. Bush er den eneste præsident, som denne generation har en hel klar erindring om. De er ikke særlig optaget af fortidens konflikter – spørgsmålet om John Kerrys Vietnam-tjeneste var ikke afgørende for deres stemmer i 2004. Til gengæld stemmer denne gruppe overvejende demokratisk. Obamas afrikanske baggrund kan også vise sig at være nyttig. Meget tyder på, at Afrika kommer til at spille en stor rolle i USA’s geopolitiske strategier i den nære fremtid af flere grunde. Nigeria og Angola er allerede vigtige olieproducerende nationer og indgår i USA’s langsigtede mål om at frigøre sig fra afhængighed af olie fra Mellemøsten. Hvis USA spiller en mere positiv og aktiv rolle i de humanitære katastrofer, der har hærget Afrika, kan det være med til at forbedre USA’s anseelse i verden efter fiaskoen i Irak. Obama har allerede besøgt en lejr i Chad, der huser flygtninge fra Darfur. Han har ansat Samantha Powers som sin udenrigspolitiske rådgiver. Powers er forfatter til en meget rost bog ’A Problem From Hell: America and the Age of Genocide’, hvori hun kritiserer USA’s manglende engagement i Rwanda i 90’erne og opfordrer den amerikanske regering til at gøre en større humanitær indsats i Afrika. Som det amerikanske angreb på al-Qaeda-terrorister i Somalia for nylig viser, kommer Afrikas Horn utvivlsomt til at spille en vigtig rolle i den globale kamp mod terror. En præsident af afrikansk afstamning vil formentlig kunne stå i spidsen for en ny amerikansk politik i et ellers forsømt kontinent. I slutningen af ’The Audacity of Hope’ beretter Obama, hvordan han ofte jogger forbi hovedstadens monumenter, ikke mindst Lincoln mindesmærket på Washingtons Mall. Passagen vækker minder om Frank Capras film fra 1939, ’Mr Smith Goes to Washington’, hvor den naive Jefferson Smith (hvis navn er en skøn sammenblanding af USA’s tredje præsident Thomas Jefferson og den amerikanske ’everyman’ Smith) kommer til Washington som senator og kigger med beundring på monumenterne for de store præsidenter Washington, Jefferson og Lincoln. De fremstår som indbegrebet af USA’s storhed og godhed som nation, der desværre er blevet undergravet af Kongressens grådighed og korruption. Tiden vil vise, om Barack Obama indtager pladsen som en præsident, der formår at samle en splittet nation.