Verden befinder sig midt i en større politisk omvæltning, hvor klimaforandringerne er kommet i centrum af national og global politik. For politikere, der hårdnakket afviser nødvendigheden af at gribe ind, heriblandt præsident Bush, den australske premierminister, John Howard, og Canadas premierminister, Stephen Harper, er der ikke længere noget at dække sig ind under. Videnskaben taler sit tydelige sprog: De menneskeskabte klimaforandringer er mærkbare, og vælgerne stiller i stigende grad krav om handling. Selv om det for blot få måneder siden virkede usandsynligt, er der nu gode chancer for, at en stærk global aftale vil blive indgået inden 2010; en aftale, der vil sætte en kurs for kampen i de næste mange årtier. Politiske ledere i lande, der producerer kul, olie og gas, heriblandt USA, Australien og Canada, har hævdet, at klimaforandringerne blot er en simpel hypotese. Bushregeringen har i årevis forsøgt at skjule kendsgerningerne for befolkningen; selv den mindste henvisning til menneskeskabte klimaforandringer er blevet slettet fra regeringsdokumenter, og man har sågar forsøgt at forhindre førende statslige forskere i at udtale sig. Indtil for ganske nylig hyrede Exxon Mobil og andre selskaber lobbyister til at fordreje den offentlige debat. Men sandheden har alligevel sejret over politiske kneb. Klimaet selv sender et kraftigt og ofte knusende signal. Forskerne selv har arbejdet seriøst og målrettet på at oplyse befolkningen. Det kan vi takke FN for. FN støtter Det Mellemstatslige Klimapanel, IPCC, en international sammenslutning af klimaforskere, der med et par års mellemrum udsender rapporter om forskningen inden for klimaforandringer. I år udsender IPCC sin fjerde vurderingsrapport, hvoraf første del blev offentliggjort 2. februar. Budskabet var utvetydigt: Der er en stærk videnskabelig enighed om, at menneskelig aktivitet, især afbrænding af fossile brændstoffer (kul, olie, gas) samt skovrydning og anden form for udpining af landjorden (herunder dyrkelse af rismarker) fører til massive udslip af kuldioxid i atmosfæren. Det forårsager klimaforandringer, der accelererer og udgør en alvorlig trussel mod kloden. Den største trussel kommer fra produktion og forbrug af energi til elektricitet og transport samt opvarmning og nedkøling af bygninger. Men verdens forskere og ingeniører såvel som førende globale teknologivirksomheder som General Electric sender også en klar besked: Vi kan løse problemet for beskedne omkostninger, hvis vi omsætter tanke og handling til virkelige løsninger. Ved at omlægge til alternative energikilder, spare på energien samt opsamle og opbevare kuldioxid fra fossile brændstoffer kan det globale samfund begrænse udslippet af kuldioxid til et fornuftigt niveau og til en vurderet omkostning på 1 procent af den globale indtjening. Omlægningen til et bæredygtigt energisystem vil ikke ske hurtigt, og det vil kræve nye typer kraftværker, nye typer biler og ’grønne huse’. Denne proces vil tage årtier, men vi skal begynde nu og handle på globalt plan med indførelse af kulafgifter og udledningstilladelser for at skabe markedsbaserede incitamenter for virksomheder og privatpersoner til at foretage de nødvendige forandringer. Disse incitamenter kan gøres for små penge med et enormt udbytte, og de kan designes til at beskytte de fattige og lægge udgifterne for klimaforandringerne over på dem, der har råd til at bekoste dem. En fornuftig tidsplan er mulig. Ved slutningen af 2007 bør alle landes regeringer indlede forhandlinger om et klimaforandringssystem efter 2012, når den gældende Kyotoprotokol udløber. Grundlæggende principper bør indføres i løbet af 2008, og i 2009 bør verdenssamfundet, herunder de to største udledere af kuldioxid, USA og Kina, være klar til at indgå en seriøs aftale, der bør afsluttes i 2010 og ratificeres tidsnok til at erstatte Kyotoprotokollen. Kyotoprotokollen var det første forsøg på at skabe et sådant system, men den gjaldt kun de rige lande og havde kun beskedne mål. Det rigeste land og den største forårsager af globale klimaforandringer, USA, underskrev ikke engang. Det gjorde Australien heller ikke. Canada skrev under, men har ikke overholdt den. Og store energiforbrugere som Kina og Indien, der skal være med, hvis en aftale skal give mening, blev ikke stillet over for de store forpligtelser i Kyotoprotokollen. Alt dette skal ændre sig. Alle lande skal tage ansvaret over for resten af verden og de kommende generationer på deres skuldre. Globale klimaforandringer kræver globale beslutninger og initiativer, som viser, at vi kan nå til enighed på områder, der kan føre til afgørende handling. Tiden er inde til, at verdens politiske stopklodser slutter sig til denne kamp.