Det er alderen. Der er dem, der ryster over det hele. Af den ene eller den anden grund. Og står og venter på, at det bliver deres tur i banken. Og taber nummeret, fordi de ryster sådan, og ikke når frem og må forfra igen. I køen. Hans hår er blevet meget tyndt bagi, men det er ikke noget, man rigtig tager sig af, når man ryster sådan. Alderen. Det er alderen. Og selv er han også blevet ganske tynd over det hele, men heller ikke det er noget, man tager sig af, når man ryster. Rystelserne fylder det hele. Alderen fylder. Og damen i kassen, da han endelig når frem, er venlig, fordi hun ser, at han ryster sådan. Selv er hun sandelig ikke tynd nogen steder, snarere alt for tyk, men det er også alderen. Bare på en anden måde. Og hun hilser så pænt, som om det er synd for ham, og det er det også. Det er alderen. Der er dem, der står uden for et værtshus i både fulde og fuldt dagslys, skingrende, klingrende forårsdagslys, og skændes. Fordi der ikke er andre måder at føle på, at også denne dag går, det bliver mørkt igen, man bliver skjult, gemt og væk. Og det er en hun og en han, og nogen kommer forbi, som de kender, kun ganske flygtigt, og hun hilser, for det skal man altså, man skal bare, midt i fylderiet og skænderiet og det mere end fulde dagslys og solen, der glimter i vandpytterne, som er ved at flyde over med gamle smøger og det, der er værre, og hans stemme, der bare bliver ved og ved, som om hun ikke har hørt det hele før, eller de begge har hørt før. Det er bare blevet værre. Og værre. Og det er også alderen. Bare på en anden måde. Bagefter tænker hun i cirka fem sekunder på, om han kunne se det, høre det, ham, de kendte. Hvor fulde de var. Om han nu går og tænker på, hvor fulde de er og var, og at hele deres liv er ét stort kaos. Hvad det for så vidt er. Men derfor behøver folk jo ikke ligefrem vide det. Og det er sikkert også mandag. Og som alle ved, kan intet godt ske på en mandag andet end gråt og forfra igen. Selv om solen lige nu skinner alt for meget, den skinner gråt og alt for meget, vel gør den så. Og så forfra igen. Selv for dem, der slet ikke har noget arbejde, som gør dagene uens, er mandage sådan. Det er bare en naturlov. Og lidt senere regner det sikkert pludselig, og der bliver flere vandpytter, og den sol, der før var alt for meget af, kunne glimte i vandpytterne, hvis altså ikke den var forsvundet. Og det er da også noget rod med alt det frem og tilbage, men det er vel så årstiden, og det er vel så vejrets alder. På en måde. Det er alderen. Der er dem, der er ude at gå med rollatoren, og ikke ved, at de er det. Eller kun glimtvis. Hvilket er meget værre. Men i hvert fald går de dér, eller triller, i det alt for skarpe sollys, og man kan tydeligt se, at en anden har knappet frakken for dem. Sikkert forkert. Sikkert også forkert. Og hvor skal de hen? Hvor skal de dog hen, når de ikke engang ved, at de er der. Og så på en mandag. Det er alderen og det, der er værre endnu, men det er også alderen. Og på et eller andet tidspunkt bliver de helt væk, så meget væk, at nogen må komme og finde dem. Eller så meget, at nogen kommer og finder dem, uden at de bliver fundet alligevel. De bliver bare anbragt. Igen. Det er alderen. Der er små børn, hvis ansigter er så alvorlige, at man godt ved, de er ved at segne under byrden af tanker. Om dette og hint, fra uendeligheden til det at skulle klare sig selv, for så vidt det ikke egentlig er det samme, når det kommer til stykket. Og deres små pander er helt rynkede, og der er ikke meget at gøre ved det, heller ikke på en mandag, og det er ikke, fordi de ser meget anderledes ud om søndagen, men der har de måske fået lov til at være lidt i fred med dem, tankerne. Eller også er de netop blevet tvangsaktiveret ekstra meget, fordi det er søndag, og har endelig fået fred for tankerne, bare et øjeblik, mellem boldspil og skjul i haven eller det, der er værre. Det var søndag, men nu er det mandag, og panden er rynket. Og det er alderen. Der trykker. Allerede. Det er alderen. Der er dem, der har fået fjernet en del af sig. Fra det mindste til det største. Besværlige tænder, ben, der ikke ville gå, eller bryster i vækst på den forkerte måde. Bare for eksempel. Og nu står de dér, i det klare lys, og synes, at lyset går lige igennem det. Altså hullet efter det, der ikke mere er der. Som var deres. Og man kan sige nok så mange gange til dem, at man kan få et fint liv uden. Tanden, benet, brystet. De bliver ved med at føle, at der er et hul, og at lyset går lige igennem, og at intet nogensinde mere bliver rigtig solidt igen. Så kan de snakke herfra og til dommedag om det fine liv, man kan få uden. De har jo ikke prøvet det, vel? At blive hullet igennem. Og det er vel ikke alderen i dén forstand, men det er det alligevel, for de er for unge til bare at affinde sig, og for gamle til at det egentlig er nogen katastrofe. De er bare hullede. Det er alderen. Der er dem, der mærker på sig selv, bag øret, hvorfor de lige skulle gøre det er ikke sådan til at sige, men de mærker på sig selv, netop bag øret, og der er en stor bule dér, som ikke skulle være der. Og måske kunne de sådan rent tilfældigt møde nogle af de hullede og udveksle et og andet. Sådan lidt, som om nogen mister, og andre får? Nogle har og andre ikke? Men i hvert fald, bulen bag øret er der og er stor og var der ikke før, og man burde nok gå til lægen, men man tør ikke. Og det er nok også alderen. Og den går nok væk af sig selv? Og er den ikke allerede næste morgen – eller var det næste måned? – blevet lidt mindre? Bare lidt? Det er alderen. Der er par, der går der to og to og alligevel så enligt. Med så meget luft uden om kroppene, at det ser ud, som om de aldrig har været presset ind mod hinanden. Og måske har de ikke, måske er de bare par hen over et bord, på hver sin side, med tallerkener og glas og madrester imellem sig. Og nu er tiden gået, og den luft, der er imellem dem, er næsten blevet til is, en kold uigennemtrængelighed, som knaser, hvis de passerer hinanden i en gang eller på vej til badeværelset. Om natten. Og det er også alderen, måske hvis de var yngre, eller tiden i den grad ikke var gået, ville kroppene vel ikke finde sig i det. Afstanden. Isen. Det er alderen. I et koldt, skarpt lys bliver kroppene mindet om noget, der er for sent. Nogle kvinder ser livet rulle forbi på fire hjul, om lidt skrålende om et hjørne, men lige nu stille, engleagtigt med store lille skat-øjne vendt mod den alt for klare himmel. Og det trækker et sted i en tårekanal, der er forbløffende lavt placeret i kroppen, og en eller anden form for alt-invaderende udtørring skriger, at det er for sent. For sent. Nogle mænd bliver ved med at genkalde sig et antal døgn for tyve år siden, hvor kroppen bare syntes at ville og ville i en eksplosion af rejst hud mod alt andet rejst, der ikke så ud til nogensinde at kunne holde op. Men det kunne den, den kunne både holde op og holde ned, og nu er det for længst slet ikke længere det store snoretræk i underlivet, der får dagene til at virke. Eller rettere og værre: Det er der endnu, snoretrækket, som en kran, der er styrtet sammen, eller en dukkefører, der har sænket hænderne. Det virker bare ikke. Det er alderen. Det er alderen, der gør, at nogle pludselig bliver til den slags, der bare fylder op. På et gadehjørne, en rulletrappe, i stormagasinerne. Noget, der fylder op, i deres kedelige overfrakker og under grånende hår, snarere end noget, man gerne vil bumpe ind i og tage om. Også anstændigheden flytter sig med alderen. Eller rettere grænserne for det, der er anstændigt eller ikke. For eksempel med hensyn til ens egen facade. De bare ben, der gik for et par somre siden, går pludselig ikke mere. Den frakkelængde, der føltes så pænt svingende, er pludselig bare dumt kort. Eller grænserne flytter sig tilbage igen, på et eller andet tidspunkt flytter de sig tilbage igen, om det så er, fordi øjnene ikke længere kan se sømmen trævle, eller fordi ryggen bare ikke orker at bukke sig. Det er alderen. Og nogle går rundt med en skjult, medfødt deformitet eller bare en lille særhed måske. Og i nogle år går man ligesom og prøver at skygge for den, selv om andre jo i princippet ikke kan se den. Så vænner man sig til den. Det er alderen. Og måske vil der komme nogle år, hvor man ligefrem stolt paraderer rundt med den, særheden, deformiteten. Men så ved man det sikkert ikke. Det er alderen, der gør, at nogle synes, de hører sammen med andre på deres egen alder. Senere, meget meget senere, vil de for enhver pris ikke høre sammen med nogen på deres egen alder, som de kalder for ’de gamle’. Men nu, lige nu, er der et fællesskab, som ikke har med andet at gøre end netop alderen. Eller ungdommen. Som har ret, indtil den ved, hvad den skal have ret i. Og skal dén ikke have lov at være der? Den alder, hvor man ikke ved, hvad man skal have ret i? Ligesom den alder, hvor man bare ved alt for meget. Det er alderen, der gør, at nogle synes, der bliver gjort dem uret. Alt bliver taget fra dem, selv det, der slet ikke var der fra begyndelsen, bliver taget fra dem. Fra nummeret i banken, som vel strengt taget bare er en lap papir, til en gevækst bag øret, som egentlig ikke skulle være der. Til de helt store og alvorlige og fælles ting, som retten til et sted at være, måske ligefrem et fælles sted at være. Måske ligefrem et sted at være sammen? Og retten til at puste røg ind i hovedet på andre, når man nu ikke har andet at puste. End den røg, som vel strengt taget heller ikke er der som andet end begyndende kræftceller. Og værdigheden. Værdigheden bliver taget fra dem. Og det er også alderen, for af en eller anden grund er der nogle, der synes, de har ret til at tage fra andre, hvad enten de er unge og bare gerne vil have lov til at være unge, måske ligefrem sammen? Eller ældre, der bare gerne vil have lov til at knappe deres frakke. Selv. Det er alt sammen alderen, og der er ikke så meget at gøre ved det, for hvis der er noget, der er der hele tiden, er det netop: alderen. I hvert fald så længe vi ved, at der er noget at vide. Eller indtil vi ved det, hvis man altså tror, der er et før. Vandpytter, papirlapper, skænderier, uretfærdigheder, kroppe i vækst og i udtørring, mere eller mindre meningsløse forordninger, der skal gøre det hele mere meningsfuldt, fulde forårsdage, der ikke er til at holde ud med deres skarphed, særheder og forfængeligheder, kamp og kaos, og folk, der ikke har noget sted at være, måske endda sammen? Alt sammen påvirkes og farves og ændres det af alderen, og der er ikke så meget at gøre ved det, for vi har hver sin og må prøve at forstå de andres, bare en lille smule. Det er alderen.