Irak er et kompliceret emne at debattere, og de store følelser kommer ofte til udtryk, fordi mange kun forholder sig til grundlaget for krigen og ikke hører, hvad det er, der reelt foregår.

Hvis man i TV-avisen hver dag i et år kun læste politiets døgnrapport op for København og malende fortalte om vold og ulykker, ville alle vest for Valby Bakke nok få et lidt negativt og unuanceret billede af københavnerne. Irak er andet end bomber i Bagdad; der forsvinder mange væsentlige informationer i pressens ensidige dækning af Irak. Mit bidrag har intet at gøre med det politiske spil i København eller andre hovedstæder og er alene tænkt som et forsøg på at dele en række oplevelser og observationer efter seks måneder i et spændende og fascinerende Sydirak. I en række artikler er der rejst kritik af den danske genopbygningsindsats i Irak. Jeg haft fornøjelsen af at arbejde med genopbygning i hele den britiske divisions ansvarsområde, idet jeg har været chef for divisionens koordinerende indsats i et halvt år. Den danske bataljons ansvarsområde er på størrelse med Fyn, divisionens område er cirka dobbelt så stort som Danmark. Der er omkring 2 millioner indbyggere i selve Basraprovinsen. Der er nogle grundlæggende forhold, man skal forsøge at forstå, når man diskuterer genopbygning af Irak. Koalitionens mål er ikke at genopbygge Irak for irakerne. Irakerne tjener mere end 100 millioner dollar i døgnet på eksport af olie – de har selv pengene. Desværre har de endnu ikke personerne, institutionerne eller hele lovgrundlaget på plads til at kunne gøre det effektivt. De har heller ikke hverken politikere eller en administration, der kan andet end skrive en lang liste over projekter, de gerne vil have sat i gang. Her er p.t. ingen detaljeret irakisk femårsplan, der fastsætter, hvordan de vil nå målene. Nye spirende traditioner for at udføre kontrakter uden korruption og vedligeholdelsesprogrammer for f.eks. elektricitet er først under opbygning. På kommunalt og provinsrådsniveau er man først ved at lære disse mekanismer, mange er godt på vej, men der er lang vej. Så bør man også gøre sig klart, at Basra lider af, at Saddam Hussein i 25 år har pint og plaget provinsen ved bl.a. at dræne cirka 90 procent eller 20.000 kvadratkilometer af marsken og fjerne store landbrugsindtægter i regionen ved at fælde flere hundredtusinde daddelpalmer. Basra er med andre ord en provins, hvor alt er forældet, nedslidt eller ikke fungerende. I øvrigt er elektricitet, vand og kloakker ikke en selvfølge i Mellemøsten, slet ikke i de store fattige kvarterer i Basra. Der er ikke meget, der ligner lille Danmark eller europæisk standard eller normer. Det bliver der formentlig heller ikke foreløbig! Hvis man som dansk reserveofficer eller konsulent på genopbygningsområdet gerne vil frelse irakerne, så kan jeg garantere, at man har påtaget sig en opgave, der ligger langt uden for, hvad den danske stat skal og kan påtage sig bare i det danske ansvarsområde. Flotte benchmarks kunne nemt opstilles for den danske bataljon, men de cirka 550 millioner kroner, som Danmark har afsat til initiativer i Basra- og Bagdadområderne fra 2003 til 2008, skulle være 5,5 milliarder bare for at bringe lidt orden i den danske bataljons område. Jeg vil forsøge at beskrive, hvordan divisionen har grebet genopbygningen an, og prøve at sætte den danske indsats i perspektiv. I de seks måneder jeg har været i Sydirak, har min afdeling anvendt knap en halv milliard – 500.000.000 kroner. Det er ikke småpenge. Vi har fokuseret på at skabe en effekt. F.eks. har vi med lokale entreprenører og lokal arbejdskraft lagt mere end 400 kilometer vandrør i Basra By og repareret mere end 5.000 utætte rør. Effekten er, at alle i byen nu er inden for en afstand af 500 meter fra rent vand, eller de kan købe det fra tankvogne, der kører rundt i byen. Det er som mælkemanden i 1960’ernes Danmark. Med et meget stort antal elektricitetsprojekter ender vi med, at mere end en million har adgang til strøm i Basra. Vi har tilsvarende plantet 140.000 daddelplanter i Basraområdet. Der er tale om en langtidsinvestering i landbrugssektoren, hvor vi har skabt en fremtid for cirka 3.300 landmænd. Knap 400 skoler er bragt op på et fornuftigt niveau, tilsvarende er der etableret et stort antal sundhedsklinikker. I øjeblikket er manglen på læger, sygeplejersker og medicin begrænsningen for at komme videre den vej. Formålet med alt det er naturligvis at forbedre levestandarden for borgerne og skabe et grundlag for, at de demokratiske institutioner kan få fodfæste og skabe synlige forbedringer, der kan give irakerne tro på, at det er den officielle stat, man skal støtte, og ikke militserne. Det, vi arbejder på, er at få irakerne til at tage ejerskab for at udvikle deres eget land – nation building – og tilbyde støtte til dem, der er interesseret i en fredelig udvikling. Alle projekter udvikles og gennemføres i samarbejde med lokale politikere og administration. At arbejdsløshed i storbyer er roden til meget ondt, kender vi også fra Europa. I Basra er et arbejde ofte et velkomment, men sjældent alternativ til at støtte militserne. Af samme grund er det fastsat i entreprenørernes kontrakter, at de skal ansætte folk lokalt, og at de ikke må bruge f.eks. rendegravere. 400 kilometer vandrør giver meget arbejde til unge mænd, når de kun må bruge en skovl. De tjener en dagløn, bevarer deres selvrespekt og er godt trætte, når de kommer hjem. Desuden er det et godt bidrag til den lokale økonomi, og resultatet er mindre kriminalitet og støtte til militserne. De danske bataljoner, jeg har arbejdet sammen med (hold 8 og 9), har været rigtig gode til at fokusere på områder, som ligger irakerne nær, skoler og sundhedsklinikker. Områder, hvor man virkelig har kunnet gøre en forskel. Bataljonerne har også arbejdet med at uddanne og lære de lokale kommunale råd, hvorledes man arbejder for borgerne og ikke for egen vinding. Projektet har virkelig skabt respekt både hos irakere og i koalitionen. Endelig har man gjort meget for, at alle kontrakter er indgået lokalt, og job er skabt både på kort og langt sigt. Udenrigsministeriets store vandingsprojekter er gennemført af meget professionelle og kompetente folk; en kritik af deres indsats er helt uden bund i virkeligheden, kun flere midler kan gøre det bedre. Ingen tvivl om, at Udenrigsministeriets projekter vil bidrage til en positiv beskæftigelse på lang sigt. Samtænkningskonceptet er rigtigt, og det er normalt, at man skal kunne kravle, før man kan gå. Hærens og Udenrigsministeriets kulturer er forskellige, processen og udviklingen er sat i gang, og en aktiv dansk udenrigspolitik skal nok sørge for, at vi får udviklet vores samarbejde. Selvfølgelig er der over en fireårsperiode projekter, der er gået skævt, og mange soldater har sikkert følt store frustrationer over, hvor meget hjælp der er brug for, og hvor lidt det reelt er, vi kan gøre. Danskerne er hverken de første eller de sidste, der skal forholde sig til genopbygning i Mellemøsten, T.E. Lawrence-citatet fra 1917 kan måske bidrage til perspektivet, hvis man i det efterfølgende citat erstatter krig med genopbygning. »Do not try to do too much with your own hands. Better the Arabs do it tolerably than for you to do it perfectly. It is their war, and you are to help them, not to win it for them«. Har koalitionsstyrker gjort noget for den sydlige del af Irak? Svaret er ja. Siden 2003 er der gennemført mere end 5.000 projekter og brugt i størrelsesordenen 2,5 milliarder dollar. Er de alle brugt klogt og efter en stor overordnet plan? Næppe. Har den britiske division en plan? Her er svaret ja, det samme kan jeg sige for de to Danbathold, jeg kender til. Tilsvarende kan jeg sige, at der bliver gjort meget for at forbedre irakernes livsbetingelser. Men man skal også forstå, at kun irakerne selv kan løse problemet, og der skal formentlig investeres flere hundrede milliarder dollar bare i det sydlige Irak, før der er bragt orden i tingene og ryddet op i fortidens synder og ligegyldigheder. Selv om pengene skulle være der, skal irakerne også udvikle evnen til at bruge de mange oliepenge med omtanke. Her får man, ligesom vi kender det herhjemme, de politikere, man selv fortjener. Hvad er det for nogle skilleveje, irakerne og koalitionen står over for? Der er megen vold og usikkerhed i Basra her medio 2007. Volden i Basra er shia mod shia, det drejer sig om shiaernes interne kamp om magten og adgangen til oliepenge. Det handler om, hvem der står stærkest, når koalitionen forlader Basra. Shiaerne er dog enige om, at sunnierne ikke skal til magten igen. Sunnierne udgør mindre end 30 procent af befolkningen i Basra og er ikke en trussel mod shiaernes dominans i det sydlige Irak. I øvrigt forventes sunnierne at blive repræsenteret i provinsrådet ved næste valg. Volden i Basra er ikke sekterisk som i Bagdad, to sunnimoskeer er netop blevet ødelagt i Basraprovinsen, men en aktiv indsats fra lokale sunni- og shialedere har bidraget til at inddæmme den del af konflikten. I Bagdad er det et stort problem, at mange sunnier er klar til at ødelægge staten Irak, efter at de har erkendt, at de ikke kan genvinde magten. I den sammenhæng er der ingen borgerkrig i Basra. Volden i byen er ganske omfattende og relateret til kriminalitet, kidnapninger og mord samt i perioder ganske megen vold og terror rettet mod den britiske division. Vi har oplevet daglige beskydninger af lejren og angreb på vores konvojer og patruljer. Der er ingen grund til at tro, at volden mod koalitionen projiceres over på andre irakere, når briterne forlader Basra. Hvad bliver der så gjort for at dæmme op for denne vold? Koalitionsstyrker slår hårdt ned på militserne, og tilsvarende går man efter erkendte terrorister og andre, der angriber koalitionen, og man sikrer sig, at de bliver retsforfulgt. Jeg kan garantere, at der bliver taget fat. Jeg er imidlertid af den overbevisning, at Basra er en by, som også i et nyt Irak, hvor der ikke er koalitionsstyrker til stede, vil have vold og kriminalitet, der svarer til det niveau, vi kender fra Palermo og andre store byer ved Middelhavet og i Mellemøsten. Der vil uden tvivl være mafiabander og gangstere i stor stil efter vores målestok. Ud over direkte at engagere sig i bekæmpelsen af volden er divisionens største opgave at klargøre den irakiske hær og politi til på sigt at håndtere volden i provinsen. Kan det irakiske politi og militær, som repræsentanter for den officielle stat, håndtere sikkerheden for borgerne og holde styr på militserne, når koalitionen er ude af provinsen? Politiet står i øjeblikket selv for en væsentlig del af kriminaliteten i Basra og er først i gang med en større intern oprydning. Min bedste vurdering er, at det vil tage år, før militsernes indflydelse på politiet er begrænset, og de vil virke til gavn for borgerne. Det, irakerne selv har tillid til, er hæren; de har en forventning om, at den lokale 10. irakiske division kan skabe ro og orden og reducere militsernes indflydelse til et efter irakiske forhold passende niveau. Den irakiske hær har i de sidste 6 måneder været gennem en interessant udvikling, hvor de har udviklet sig fra ikke at bidrage til sikkerheden overhovedet til nu at kunne gennemføre operationer sammen med koalitionen, sende bataljoner til Bagdad og deltage i operationer mod militserne i selve Basra By. Træning og støtte til den fortsatte udvikling af hærens enheder er nu den højest prioriterede opgave for den britiske division. Irakerne har beklageligvis en forventning om, at der skal en stærk hånd til at styre, og kun hæren har potentialet til at holde militserne nede og skabe en slags sikkerhedsmæssig balance. Borgerkrig tror jeg ikke på, min vurdering er, at militserne vil afprøve hæren, når koalitionen forlader området. Håbet er, at 10. division er stærk nok til at stå distancen. Det bliver ikke nødvendigvis pænt efter vores standarder, men det er det eneste håb for de fredelige 99 procent af borgerne i Basra. Kan koalitionen mellem USA og England holde? Koalitioner holdes normalt sammen af fælles fjender. Problemet er, at USA og England ikke har den samme fjende. Derfor er det vanskeligt at finde fælles løsninger, når man står over for forskellige udfordringer. Englændernes problem bliver endnu tydeligere, fordi den nye engelske premierminister, Gordon Brown, bliver tvunget til at bryde med amerikanerne på et eller andet niveau. Skal han genvælges, skal han demonstrere en ny politik i Irakspørgsmålet, samtidig med at han har behov for et godt forhold til USA på langt sigt. Et kompromis kunne være at fremskynde provinsvalgene til slutningen af året eller tidligt forår og lade det være en pæn afrunding på englændernes arrangement i Irak både militært og politisk. Kunne englænderne forhandle sig til baseaftaler i Kuwait, så kunne de opretholde en passende styrke i nærområdet og måske på den måde bevare koalitionen med amerikanerne. General D.H. Petraeus’ rapport til Kongressen 15. september og den efterfølgende amerikanske diskussion om styrkereduktioner vil blive interessant at følge. Det bliver vanskeligt for amerikanerne at argumentere for, at briterne skal blive i Basra, samtidig med at de forventeligt selv gennemfører substantielle reduktioner sidst på året. Kroniken afspejler alene mine personlige oplevelser, vurderinger og holdninger efter 6 intense måneder i et fantastisk spændende område af Irak. Jeg har rejst på kryds og tværs i provinsen, set og talt med mange irakere og med forundring oplevet, hvor svært irakerne har ved at udnytte de fantastiske ressourcer, man har fået fra naturens side – olien og de to kæmpe floder Eufrat og Tigris. Her er potentiale til at skabe Edens Have.