0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Iransk holocaustbenægtelse?

Præsident Ahmadinejads benægtelse af holocaust drejer sig ikke om anti- semitisme eller nazisme. Den er et magtredskab i Iran og ude i verden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Holocaust er »en myte, Vesten har opfundet«, sagde den nyslåede iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i 2005.

Det er en udtalelse, der i den grad er faldet det internationale samfund for brystet. Ahmadinejad er siden kommet med flere forskellige versioner af benægtelsen, som verdenssamfundet har funderet over.

I 2006 modererede præsidenten f.eks. sin benægtelse ved at ’nøjes med’ at sætte spørgsmålstegn ved, om holocaust har fundet sted eller ej, og kræve mere forskning på området.

Ahmadinejads styre har sidestillet fordrivelsen af ca. 700.000 palæstinensere i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948 med holocaust og peget på den nuværende palæstinensiske situation som et uomtvisteligt »foregående holocaust«. Styret har også påstået, at holocaust er en løgn, der skal skabe så meget international sympati for israelerne, at deres handlinger over for palæstinenserne legitimeres.

Der har endog været spekulationer om, at Ahmadinejad ønsker at »fjerne Israel fra verdenskortet«, hvilket efter min vurdering er en fejlfortolkning. Der er nærmere tale om, at præsidenten har udtrykt ønske om, at »det zionistiske regime« skal »bryde sammen«, som Sovjetunionen gjorde det i 1991.

Hvorom alting er, har verdenspressen ikke levnet meget spalteplads til at reflektere over, hvorfor Ahmadinejad benægter. Man kan ellers nok undre sig over, at den iranske næstkommanderende benægter en mere end 60 år gammel begivenhed, som fandt sted langt fra Iran – og ikke havde nogen umiddelbare konsekvenser for landet. Især når man husker på, at Iran ikke har noget realpolitisk udestående med Israel.

Så hvorfor gør præsidenten, som han gør? Som jeg ser det, ’kan’ holocaustbenægtelsen flere ting, der støtter præsidentens forskellige dagsordener.

Indenrigspolitisk var Ahmadinejad allerede presset et år efter sin tiltræden. Præsidenten blev primært valgt på en populistisk dagsorden om at udrydde korruption og »lægge oliepengene på folks borde«, hvilket vandt genklang i et Iran, hvor arbejdsløsheden for de 15-24-årige, som udgør halvdelen af Irans befolkning, er 34 procent, inflationen er stabilt tocifret, og 21 procent af hele befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Men Ahmadinejad satte ikke handling bag ordene efter sin tiltræden, hvilket rejste kritik af ham i Iran – senest afspejlet i afklapsningen ved provins- og byrådsvalgene og ekspertrådsvalget i december 2006, hvor Ahmadinejads støtter kun fik 3,5 procent af stemmerne.

Holocaustbenægtelsen kan ses som præsidentens forsøg på at afværge national ballade. Hvis det var lykkedes Ahmadinejad at flytte befolkningens opmærksomhed væk fra socioøkonomisk utilfredshed hen til holocaustbenægtelsen, kunne han måske have samlet den splittede befolkning i fælles front mod omverdenens kritik. Udlandets anklager har det med at skabe indre sammenhold på trods af interne uenigheder. Det gælder især, når kritikken rammer Irans ikke ubetydelige nationalistiske stolthed, som bl.a. bunder i, at Iran historisk set var en stormagt. Hvis præsidenten havde skabt en sådan national samling, ville hans magtbase have stået styrket, og hans indenrigske modstandere ville have været nødsaget til at lukke munden.

En anden pointe er, at Ahmadinejad – som den første iranske præsident siden den islamiske revolution i 1978/79 – ikke er muslimsk lærd. Derfor blev Ahmadinejad i starten af sin periode betragtet som en populist af mange iranske præster. Præsidentens holocaustbenægtelse kan i den sammenhæng ses som et signal fra Ahmadinejad til det religiøse Iran om, at han er en høg med en stærk shiamuslimsk profil.

Ahmadinejads benægtelse er også et utvetydigt praj til Irans reelle leder, Ali Khamenei, om, at præsidenten hører hjemme på Khameneis fløj i det brogede iranske politiske landskab. Khamenei efterfulgte ayatollah Khomeini, der grundlagde Den Islamiske Republik Iran i 1978/79.

Men når Ahmadinejad benægter holocaust, taler han også til et publikum uden for landets grænser. Og det er her, Israel kommer ind i billedet.

Siden Egyptens fredsaftale med Israel i 1979 og op til i dag har flere arabiske stater anerkendt Israel. Det faktum giver Irans benhårde antiisraelske attitude, som har eksisteret siden revolutionen, mere gennemslagskraft blandt utilfredse ’almindelige’ muslimer i Mellemøsten. Iran har fastholdt, at Israel er en ulovlig stat, som systematisk undertrykker palæstinenserne og er Vestens forlængede arm i regionen. Desuden giver de antiisraelske holdninger Iran mulighed for at kritisere sunnistater, som f.eks. Egypten, Kuwait og Jordan, som forgiftet af Vesten og uislamiske. Og de arabiske stater bliver tvunget ud i en eller anden form for opbakning til Iran, da de ellers risikerer at stå på Israels side i deres befolkningers øjne. På den måde kan Iran repræsentere sig selv som den eneste ’ægte’ bannerfører for islam i den muslimske verden.

Anti-Israel-politikken hænger også intimt sammen med Irans Palæstinapolitik. Holocaustbenægtelsen og den ikke ubetydelige støtte til de palæstinensiske terrororganisationer/modstandsbevægelser (afhængigt af øjnene der ser) Hamas, Islamic Jihad og libanesiske Hizbollah indikerer, at Iran investerer i »den muslimske modstandskamp«.

Det vil sige, kampen om Jerusalem, der er islams tredjehelligste by, oprettelsen af en palæstinensisk stat og en form for tilbagevenden for de ca. 700.000 fordrevne palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere. Således handler Ahmadinejads Palæstinapolitik både om at ’forsvare’ muslimer mod Vesten og at påvirke staters (f.eks. Iraks) politiske retning via Hamas og Hizbollah, men også om at hævde sine egne kompetencer som den muslimske verdens leder.

Den forrige iranske præsident, den reformorienterede Mohammad Khatami og hans styre, gjorde i sin regeringsperiode forsigtige tilnærmelser til at acceptere en fredsaftale mellem Palæstina og Israel – og dermed de facto acceptere Israels eksistens. Dette skete bl.a., da en ledende liberal politiker, Mohsen Mirdamadi afviste at være »mere palæstinensisk end palæstinenserne« – underforstået, at hvis en fredsaftale var acceptabel for palæstinenserne, var den også gyldig for iranerne.

Det standpunkt gør Ahmadinejad også op med ved hjælp af holocaustbenægtelsen. Benægtelsen indeholder nemlig en opfattelse af, at israelerne har snydt sig til en stat for næsen af de retmæssige palæstinensiske ejere, og at Israel dermed aldrig bliver legitim. Dette afspejles i den fortsatte iranske støtte til palæstinensiske Hamas, som vandt valget i 2006 og nu kontrollerer Gaza og dermed har stor indflydelse på den magtpolitiske situations videre udvikling i Palæstina.

Et sidste sted, hvor Ahmadinejad kan bruge holocaustbenægtelsen magtpolitisk, er i striden om Irans ret til at producere atomkraft/-våben.

Ahmadinejad har fra starten af sin præsidentperiode lagt en ny udenrigspolitisk strategi. Han har skiftet den tidligere præsident Khatamis forhandlingsvenlige linje ud med en ret konsekvent konfrontationslinje over for Vesten. Det er især slået igennem i striden om atomkraft/-våben. I den sammenhæng kan holocaustbenægtelsen forstås som et led i konfrontationslinjen. Benægtelsen kan ses som et redskab til at skabe bestemte politiske situationer, der er givtige for Irans ambitioner om at have atomkraft/-våben på tre forskellige måder. Disse tre scenarier kunne optræde selvstændigt eller i forlængelse af hinanden.

For det første kan benægtelsen opfattes som en provokation af Israel for at få israelerne til at give så voldsomt et retorisk eller militært gensvar, at det skaber den nødvendige undskyldning for, at Iran kan trække sig tilbage fra ikkespredningsaftalen. Sådan kan Ahmadinejad signalere, at han ikke har intentioner om atomvåben, idet han blev ’tvunget’ ud af aftalen, og alligevel erhverve sig atomkraft/-våben, fordi han slipper for inspektioner af sine anlæg.

For det andet kan holocaustbenægtelsen ses som Ahmadinejads forsøg på at tvinge de tidligere præsidenter Khatami og Ali Rafsanjani ud i en radikalisering, der stemmer bedre overens med Ahmadinejads konfrontationskurs. Altså et forsøg på at gennemtrumfe fælles iransk fodslag i udenrigspolitikken. I yderste tilfælde kan konfrontationsstrategien fremtvinges ved at presse Israel ud i et præcisionsangreb på Irans atomanlæg, hvorved den iranske opposition vil stå uden mange alternativer til at støtte Ahmadinejad.

For det tredje fik Ahmadinejads atompolitiske linje Israel til at true med at bombe iranske atomanlæg. Truslen bragte Ahmadinejad til at forsøge at gøre en eventuel israelsk eller amerikansk udslettelse af iranske atomanlæg politisk ubetalelig. Sådan set er holocaustbenægtelsen et forsøg på at opildne radikale islamiske kræfter i Mellemøsten så meget, at USA ikke vil risikere et omfattende angreb på Iran. Ahmadinejad kalkulerer her med, at risikoen for et Mellemøsten i voldeligt oprør og den amerikanske strategi for regionen endnu mere i ruiner, end det allerede er tilfældet, simpelthen er for stor for Det Hvide Hus.

I det lys kan man se også holocaustbenægterkonferencen i Teheran i 2006 som Ahmadinejads forsøg på at drive en kile ind mellem Israel og de konservative arabiske stater som f.eks. Kuwait. Irans strategi kan opfattes således, at støtten fra de arabiske stater, der blev skabt ved den iranske holocaustbenægterkonference, skulle have været stærk nok til at omfatte spørgsmålet om iransk atomkraft. Dette mislykkedes dog, da de arabiske stater prioriterede frygten for et Iran med atomkraft/-våben højere end deres egne ideologiske forbehold over for Israel.

Men handler Ahmadinejads holocaustbenægtelse kun om magtpolitik? Nej, min vurdering er, at benægtelsen handler mindst lige så meget om identitet.

Når mennesker skal forklare, hvem vi er, tager fortællingen ofte udgangspunkt i at pege på nogen, vi ikke er. Ahmadinejad og hans måde at tale om holocaust på har mange ’undertekster’, der signalerer, hvem præsidenten synes ’vi’ er, og hvem ’de andre’ er. ’Vi’ er iranerne, palæstinenserne og muslimerne, mens ’de andre’ særligt er jøder, israelere, amerikanere og briter. For at etablere en intern identitet taler Ahmadinejad, som om alle inden for ’vi’ står bag ham. Det gør han, selv om der f.eks. ikke er tvivl om, at store dele af Irans meget unge befolkning slet ikke er enig i præsidentens kurs og endda er beskæmmet over ham.

Ahmadinejad definerer den iranske identitet ved modsætning og kontrast til ’de andre’, der ofte fremstilles som onde, truende og magtfulde i en sådan grad, at det bliver konspiratorisk. Det vil sige, at man har paranoid frygt for og tro på, at andre har omfattende ondsindede planer mod en, og at verdens gang drives frem af disse planers udførelse.

Konspirationerne er en måde, hvorpå den enkelte iranske benægter kan komme ud med bekymringen over hændelser, som vedkommende ikke selv er herre over. Derved erstattes angsten for det ukendte med en følelse af vished. Jerusalem på jødiske hænder, en økonomisk velfungerende og militært veludrustet jødisk stat i hjertet af et relativt fattigt, muslimsk Mellemøsten og fordrivelsen af 700.000 muslimske brødre fra Palæstina antages alt sammen at udspringe af holocaust.

Således forvandles chokket og den sårede stolthed over denne situation til visheden om urent trav gennem konspirationsteorierne; ’holocaust er bare en myte, israelerne har fundet på for at opnå disse ting – ellers var de aldrig sket’, er ræsonnementet. På den måde kan tingenes tilstand forklares og legitimeres, så den enkelte benægters måde at læse verden på ikke bliver konfronteret – og dermed risikerer at falde sammen.

I denne tankegang er det ikke betydningsfuldt, om holocaust hændte eller ej, men derimod er det afgørende, hvem der ’får noget ud af’ holocaust. Hvis nogen får noget ud af det, har de sikkert også en finger med i hændelsen. I benægterens hoved bliver de erstatningspenge, som holocaustofre har fået/får, på en sær måde bevis for, at jøder eller ’zionisterne’ har været med i planlægningen af holocaust. Offer og bøddel vendes på hovedet. Derfor er palæstinensernes sag så vigtig for Ahmadinejad; han bruger dem som våben mod Vesten, som er ’de andre’.

Ahmadinejad sagde i 2005, at hvis det lykkes at påtvinge Mellemøsten den vestlige kultur, bliver militære angreb, politisk pres og økonomiske sanktioner overflødige.

Når holocaust benægtes i den kontekst, er det del af en afvisning af alt, hvad der er vestligt. Hvad er bedre end at afvise en begivenhed, der indtager en så central plads i den israelske, amerikanske og vesteuropæiske kollektive bevidsthed? Der er tale om et politiseret islam, som vendes mod ’de andre’ for at skabe et program, der både styrker fællesskabet ind- og udadtil.

På den måde bliver islam et redskab til at skille ven fra fjende og opstille fælles mål, som styrker den kulturelle identitet.

Ahmadinejads holocaustbenægtelse handler altså både om magtpolitik i ind- og udland og om identitet.

Han mener sandsynligvis, hvad han siger – men kan også se de taktiske muligheder i benægtelsen, som jeg har skitseret. Men hvorfor er det nu, at vi skal tage os af alt det her?

Der er intet nemmere end at affeje Ahmadinejad som en antisemitisk, religiøs fanatisk holocaustbenægter. Men jeg vil mene, at det er en alt for let og alt for lidt konstruktiv vurdering.

For Ahmadinejad handler benægtelsen ikke primært om holocaust. Holocaustbenægtelsen er en del af præsidenten og ligesindedes verdensbillede, som både hjælper benægterne med at forstå, hvem de er, og hvorfor det ikke går så godt for den muslimske verden. Den læsning hjælper dem med at tolke, hvad der er rigtigt eller forkert, og udleder retningen for den ønskede samfundsmæssige udvikling. Løsningen i Ahmadinejads tilfælde er en stærk muslimsk enhed i Mellemøsten og verden med Iran i spidsen på bekostning af Vestens – og dermed Israels – magt.

Benægtelsen er på den måde i høj grad en afvisning af Vestens patent på den ’rigtige’ historie. Og det er her, det bliver rigtig interessant.

Det giver nemlig først for alvor mening at sige: ’Holocaust – never again’, når grupper anerkender hinandens fortællinger på lige fod med deres egne, selv om de er modstridende. Bestemt ikke for at sige, at alt er lige sandt, men fordi konflikter ikke opstår på grund af identitetspolitik i sig selv. Konflikter opstår nærmere af manglende forståelse for, at andre mennesker, som har andre identitetsmæssige tilknytninger, har lige så stor værdi som en selv.

Og før vi erkender det, og handler herefter, kan vi ikke løse konflikterne mellem Iran og Vesten eller Israel og Palæstina.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu