»You Fucking asshole!«, skreg Kasper efter sin tysk-, engelsk- og historielærer, der stod magtesløs i det kaotiske klasseværelse.

25 elever kastede med ting på tværs af lokalet, skreg, råbte, et par tungekyssede hinanden, og en enkelt dreng sad fuldstændig stille og forsøgte at viske ud på sit bord, hvor nogen havde skrevet »Jeg lugter!«. Kaspers skrig til læreren var sådan set bare en underbygning af det, han allerede havde fastslået med syvtommerbogstaver på tavlen: »Ole er et fucking asshole«, stod der hvidt på sort. En anden elev knaldede sin mobil op foran lærerens hoved og trykkede den af – så havde de et billede at grine af i frikvarteret. Og læreren dukkede sig. Få uger og en del fuck you’er senere så han ingen anden udvej end at sige op. Hverdag i 7. c på en ganske almindelig folkeskole i en ganske almindelig sjællandsk by. Her går min yngste på 13. Hver morgen pakker han sin taske med sine bøger, sin madpakke og sit håb om, at i dag bliver dagen, hvor der sker noget andet. Hvor hans madpakke ikke bliver plyndret for eksempel – af dem, der ikke selv har med. Med håbet om, at i dag bliver der ikke skrevet på hans bord. Og med håbet om, at i dag bliver dagen, hvor de får lektier for. Ja, tænk, ha, at det skulle komme så vidt, at han og en stor del af klassens elever faktisk længes efter lektier. Nogle af drengene har nedsat deres egen læseklub, hvor de mødes en gang om ugen for at give hinanden lektier for og for at lære hinanden noget. En del af pigerne i klassen bliver undervist derhjemme af deres forældre. Nogle forældre er i gang med at ansætte private lærere. I går fortalte en desperat mor mig, at hun havde ringet rundt til samtlige områdets skoler for at bede dem om at optage hendes datter. Vi har jo frit skolevalg og kan i princippet flytte barnet, hvis lugten i bageriet bliver for stram. I praksis er denne mulighed for at flytte børn dog en illusion, når alle klasser i distriktet er fyldt til overspildsgrænsen. Nu skal det jo heller ikke være sådan, at man flytter sit barn for et godt ord eller en lille kontrovers i klassen. Mine børn skal helst gå i den danske folkeskole – et opdelt samfund med skoler for en elite, der kan betale, og folkeskoler for dem, der ikke har råd til andet, er ikke af det gode. Vi skal værne om folkeskolen – men hvor går grænsen? Grænsen FOR, hvad børn kan gøre med og mod hinanden, hvad de skal opleve, og hvad voksne lærere skal stå model til, overskrides i disse dage dagligt for mig og for min 13-årige. Det begyndte ellers så godt. Midt i august, efter en lang sommerferie, begyndte 7. c som en nydannet klasse. Indtil da havde halvdelen af eleverne gået på en lille lokalskole med godt 150 elever, resten kom fra centralskolen. Sådan sker det hvert år: To klasser mikses efter 6. klasse – med alle de udfordringer, der ligger i dette. Storebroderen var igennem den samme proces for to år siden. Det gik strålende, hans klasse er meget harmonisk og velfungerende. Dygtige børn, kanon klasselærer. Mellem de to klasser er der et overlap af lærere, blandt andet har de samme meget kompetente klasselærer. Men selv den dygtigste, mest engagerede og vellidte kan komme til kort, når systemet bryder sammen – og hvor går man så hen – som lærer? Som elev? Hvor er ledelsen? Hvem griber vi fat i som forældre? Hvad er der så sket mellem de to år, hvor jeg har iagttaget opbygningen af en meget velfungerende klasse, og de sidste måneders 7. c, der er enhver lærers mareridt? Ja, der er bl.a. sket det, at vi har haft en kommunesammenlægning – uden tilstrækkelige ressourcer og penge til at klare de problemer, der opstod i kølvandet. Kommunalreformen betyder bl.a. for vores lokalområde, at to skoler – den lille og den store – er ’under sammenlægning’. Den store skole har af flere årsager ikke haft kontinuerlig ledelse siden sommeren 2006, og vi er et yderområde, så vi mærker allerede manglen på uddannede lærere. I 7. c er der tre-fire meget utilpassede børn – i den rummelige folkeskole burde de være til at integrere. Men en folkeskole i forandring, med lærere, der er ved at segne under en stadig strøm af nye tiltag og kafkask administrative krav, kan ikke. Den rummelige folkeskole er blevet for rummelig. Klassedynamikken ser således ud, set med en halvgammel undervisers briller: Skoleklokken ringer ind efter sommerferien. Blyanterne er nyspidsede, klasseværelserne skinner, lærerne er topmotiverede og eleverne (de fleste) voldsomt spændt på at komme i gang med de nye fag og med at lære hinanden at kende. Men: Der er så de tre-fire børn, som ikke er 13 år gamle oppe i hovedet – de råber, de driller, de mobber, de kender ingen grænser. Så derfor er der da også fra start massiv opdækning med støttelærere på 7. c. Godt så. Klasselæreren er suveræn og går rent ind. De elsker ham, alle sammen. Men matematiklæreren udgår. Og Torben, der har 7. c i mange fag, kan efter ca. fem uger ikke klare mosten – end ikke med støttelærerne. For de tre utilpassede nøjes ikke længere med at snakke og mobbe i det skjulte. De hænger i gardinerne, de kravler på gulvet, de truer med tærsk og de skriger perker efter klassens eneste elev af anden oprindelse end dansk. Den larm og uro, det hele skaber, giver rum – nemlig albuerum for de andre, som ellers normalt ville have arbejdet, til at snakke, til at larme, til at grine ad hinanden og ad læreren. Efterhånden bruger selv kanon-klasselæreren alle timer på at tale konflikter med klassen. Undervisningen er stort set ikke kommet i gang endnu. Vi er i september. Og det føler de ellers skoleglade elever, som startede med høje forventninger, er noget underligt noget. Hvis ingen gider dem fagligt, kan de jo lige så godt spille med i larmeorkesteret. Og flere lærere forlader klassen. I midten af september er der ingen fast matematiklærer, historielærer, biologilærer, geografilærer, engelsklærer eller tysklærer. Alt flyder på den totalt dårlige måde. Og så må man som elev hellere flyde med – hvad skal man ellers gøre? Selv efter at de tre mest utilpassede nu er ’taget ud’ og får parallelundervisning – og hvor dyrt er det ikke, og er det holdbart? – er klassen gået op i limningen, og lærerne er skredet. Jeg kan ikke bebrejde dem – det, der sker i 7. c, bør ingen stå model til. Er 7. c’s problemer generelle og udbredte? – Forhåbentlig ikke. Men de er bestemt heller ikke specielle og enestående. Klassen over min søns, 8. c, har været kastet i kaos siden deres dag 1 – i dag har elleve elever forladt klassen. Folkeskolen skal være rummelig, ja. Her skal være plads til stort set alle – også de børn, der er så krævende, at de ikke har plads til andre end sig selv. For at integrationen af de børn, som tidligere gik på specialskoler og lignende, skal lykkes, kræver det et stærkt sikkerhedsnet og et tilgængeligt netværk af eksperter, psykologer, speciallærere m.m., der kan hjælpe disse krævende børn og deres bagland. Men netværket findes stort set ikke. I vores kommune er der op mod et års ventetid på en akut (!) tid hos skolepsykologen f.eks. Og store dele af specialundervisningen er afskaffet. Mange af de ressourcer, der skulle hjælpe, integrere og samle de grænsesøgende børn op, eksisterer ikke længere. Skolen gør, hvad den kan, for 7. c – men man kan ikke mere, end økonomien og personalemulighederne tillader – og hvad så? Skal det gå så galt? Min dreng opholder sig hver dag i en ’sammenhæng’, hvor han ser de voksne og kammeraterne blive ydmyget, hvor hans mad, hans viskelædere og hans selvtillid bliver stjålet og bokset rundt i klassen. At gå i skole er børnenes ’arbejde’. Her skal de lære for livet – både det sociale og det faglige. Og deres hverdag skal fungere. Gad vide, om ikke en ledelse og en bestyrelse i det private erhvervsliv og det offentlige ville gribe dramatisk ind, hvis det stod til på en arbejdsplads, som det gør i 7. c: Medarbejderne stjæler fra hinanden. Medarbejderne mobber hinanden, så flere går grædende hjem. Medarbejderne pjækker fra arbejde og truer hinanden med tærsk. Medarbejderne kalder lederen fucking asshole og kaster ting efter ham. Og endelig er der medarbejdere(n), der skider i håndvasken. I sidste uge blev der tre gange fundet en stor lort i den hvide porcelænshåndvask på toilettet. Jeg ved ikke, hvad det betyder – om det er de utilpassede drenges hånlige kommentar til systemet. Eller om det er et råb om hjælp og et skrig for at påkalde sig opmærksomhed fra de håbløse. Eller begge dele. Uanset hvad – så håber jeg, at vi nu, i morgen, som mennesker og som samfund vil række 7. c (og dem, der ligner), deres lærere, uromagerne i klassen og deres forældre så mange hænder, som der skal til. Skal dette være folkeskolen anno 2007? Eller et det bare et sammenfald af uheldige omstændigheder – som politikere og skolefolk med hjertet og hjernen på rette sted selvfølgelig retter op på i morgen. Her er det langtfra nok at fokusere på genopretning af nedslidte lokaler og materialer. Langt vigtigere er de indre linjer og ressourcer, som har været skævvredet og skamredet i så mange år og overbelastede med smart management, at vi nu og i fremtiden står med bl.a. et mega lærermangelproblem og en totalt udsultet specialundervisning. Navne på skole, børn og lærere og børn i denne Kronik er ændret – fordi det ikke drejer sig om, at de pågældende personer, børn, lærere eller skolen er specielt dårlige. For min ældste dreng er det en vildt god skole med fantastiske lærere. Men skolerne i disse år er for tit ofre – for effektivitetskrav, reformer, udsultning, ikke understøttede kommunesammenlægninger og en lærermangel, der bare vil vokse i fremtiden. Undervisningsministeren og den øverste ansvarlige i kommunen må selvfølgelig meget gerne ringe til mig, så de kan få navnet på skolen. Hvis de mener, at der er god grund til at gribe akut ind.