Hun lå udstrakt mellem lastbilens bagerste hjulpar med benet vredet skråt ind mellem de enorme dobbeltdæk. Om halsen hang en lilla taske og det virkede, som var den slynget flere gange rundt om hendes hals og strammede sindssygt. Der er ingen blodpøl, som rødfarver den grå asfalt, hun ligger på og det vækker håb om, at det kun er en alvorlig ulykke. Måske pibler lidt blod ud af den ene mundvig, men det er ikke til at skelne fra mundens læbestiftfarve. Jeg ved ikke, om øjnene er åbne eller lukkede. Er fysisk for langt væk til det. Vi er alle i tvivl om, det er en mand eller kvinde barn eller voksen, fordi brystkassen bugter på en sær, unaturlig måde under blusen. Det er først længe efter, jeg har fantaseret mig frem til, at lastbilens hjul har kørt direkte hen over brystet og knust knogler og ribben. Ansigtet er præget af et flimrende, blåligt skær og virker absurd oppustet, som en klovnemaske påmalet en ballon. Armene ligger spredt ud til siderne i en altfavnende bevægelse med åbne hænder, som forsøger de at trække hele universet ind. Vi er mange, der står tavse rundt om i behørig afstand. Ingen tør gå tæt på for at undersøge, om der stadig er liv i kroppen. Om vi skal vikle tasken fri og skære det fastklemte ben af for at få hende ud – eller om der er et sidste åndedrags hvisket ord fra de sortblå læber, som skal nå frem til en levendes ører og bringes videre til dem, hun elsker. Alle står bare totalt paralyserede i en magisk cirkel rundt om ulykkesstedet og venter på det øjeblik, hvor ambulancen og livredningseksperterne vil nå frem og professionelt ordne sagerne og stænge det kæmpe krater ind i dødens skræmmende intet, vi alle er fuldstændigt fortabte i. Der er ingen ord mellem os. Ingen småsnak. Ingen henkastede bemærkninger. Ingen kontaktsøgende sideblikke eller udstrakte trøstehænder og støttearme om skuldre. Og heller ingen tårer. Vi er fanget ind i dødens store nuværende øjeblik og kan mærke dens løkke stramme om halsen. Afgrænsede saltstøtter forstenet i ørkenens livløshed under en evigtung jysk gråvejrs himmel. Der er selvfølgelig den vanlige idiot, som finder mobiltelefonkameraet frem og begynder at knipse billeder af ’begivenheden’. Han får en smældende albue hamret ind i siden og en skarp stemme hvisler – »Så stopper du«. Det er en ældre kvinde, der garanteret aldrig har slået en flue ihjel – og rødmende stopper han dyret tilbage i lommen, mens han skulende ømmer sig og lusker væk. Hedning. I lastbilens førerhus sidder chaufføren med glasagtige øjne og stirrer tomt ind i luften. Er inde i en verden bestående af flimrende skygger og vibrerende bølgerne af gråhed. Flere kolleger prøver forgæves at få kontakt med ham. At trænge bevidsthedsmæssigt ind, men det er klart, at han er slynget over på den anden side af virkeligheden, hvor ord er meningsløse og tomme uldtotter – som fiskenes umælende mundbevægelser på akvarieglassets indre side. Da jeg ser ind i hans tomme øjne og hører det hivende åndedræt, opgiver jeg projektet med at tilbyde mig som krisepsykolog. Hvad skal krisefaseteori og krisepsykologiske floskler dog kunne hjælpe ham med? Han er langt uden for professionel rækkevidde, og alle smartpsykologiske forsøg på at hale ham ud af evigheden vil være overgreb og forfladigelse. Jeg rammes af et flashback til fiskerenken ude ved den jyske vestkyst, som i en storm mistede både mand og to sønner. Hun havde siddet hjemme og lyttet til, hvordan vindkastene tog til i styrke og blev mere og mere urolig over, at hun ikke hørte nyt fra kutteren, som var ude efter nytårstorsk. Manden plejede ellers altid at kalde hende op, hvis der var ængstelsesgrund. Til sidst blev uroen for stærk og hun begav sig ned mod havnen for at høre nyt. Hun lagde nok mærke til, at dem hun mødte i tusmørket tilsyneladende havde travlt med alle andre ting end at snakke med hende. Men det var først, da hun kom ned i havnens neonlys og oplevede, hvordan kendte folk decideret vendte sig væk og trak sig, at hun forstod ryggenes tavse sprog og vidste, at kutteren var gået ned. At hun var ramt af en tragedie større end ord kan rumme. Så gik hun stille hjem. Tændte stearinlyset ved Jesus-billedet og satte sig til at vente. To timer senere kom havnefogeden og menighedsrådsformanden og fortalte, at kutteren var forlist og at de havde måtte opgive alle forsøg på at finde overlevende, da havet blev ved med at kvabbe til. Og at præsten ville komme om lidt. Det var først næste formiddag, naboerne og de andre begyndte at strømme til og udtrykke sympati og dyb medfølelse. At det usigelige kunne fanges ind og omsættes til trøst og ord. Hun havde da kaffe og nybagte småkager parat. Cyklen lå væltet ved siden af de forræderiske jernbanespor, der overalt krydser havneterrænet. Og alt tydede på, at hun var kørt med forhjulet ned i et spor og simpelthen faldet ud under lastbilen. Pigecykel. Uskadt. Grøn – og underlig barnlig og pjalteproletarisk. Der er mange folk, som er standset og steget ud, og den øvrige trafik snegler sig rundt om de hensmidte biler. Flere bilister er tydeligt irriteret over forsinkelsen. Enkelte bruger hornet hårdt og aggressivt, indtil det går op for dem, at der er sket en ulykke og en døende ligger fastklemt under lastbilens hjul. For os, som står rundt om, er tiden gået i stå. Vi er låst fast i en underlig gråsort tomhed, der strømmer ud fra den forkrøblede krop under lastbilen. Fanget ind i en glasklokke eller ind under dødsenglens udspredte kæmpevinger, der fuldstændig lukker byens vante lyde ude og neddæmper dem, som lytter vi gennem vand. Alle er afmagtslammet. Og alle sanser er rettet mod ambulancerne og det uforståelige i, at de ikke kommer og udfrier os. Da de endelig efter en million år tudende dukker op, splintres lydbilledet, og det er som om magien pludselig bliver brudt – og tiden, farverne og lyden kom skyldende tilbage med enorm kraft. Som om Guds åndedrag sætter i gang igen og døden stum trækker sig tilbage til sine sorte huler. Lukker sin udbredte kappe. Ud af Falckvognen vrimler det med grønklædte kittelfolk med sorte tasker. Flere skynder sig løbende hen til hende og begynder at tage puls, skære tasken fri og forbereder sig på at lægge drop, mens andre får halet chaufføren ud af førerhuset og ind i en ambulance. Der går en bølge af lettelse igennem alle, da en grønklædt begynder at tale højt med kollegaen om, at der stadig er puls – men alt håb slukkes brat, da en anden sindigt kommer gående med et gråt tæppe og varsomt svøber det hen over kroppen – der pludselig forvandles til liget. Kranbilen går larmende i gang med at hæve bagenden af lastbilen, så man kan få hende ud – og alt er forbi. Vi er blot tilskuere, som nysgerrigt står og betragter noget sensationelt. Døden har været der. Har eksploderet den flade gråvejrstorsdag middagsstund. Men nu er den væk. Og med et er det anmassende pinligt at stå som gloende tilskuer, der suger indtryk til sig for at have en god aftensmads-historie. Jeg begynder kropsligt at ryste en halv time senere. Gråden kommer først, da jeg sent går aftentur med hunden nede ved stranden og kan forsvinde ind i havbruset. I mange uger efter står billedet af det blålige, oppustede ansigt prentet i min bevidsthed og er aktivt i mine indslumringsdrømme. Da jeg sidst på dagen kører hjem fra arbejde, tager jeg igen turen ned over havnen. Der er ingen spor af ulykken ud over noget udstrøget brungult, jeg tror er blodsugende savsmuld. Der ligger ingen blomster på stedet, hvor den uventede død har revet hende ud af livscirklen. Intet spor af cyklen, tasken eller af den lastbilschauffør, der den eftermiddag blev dødens værktøj. Først næste dag opretter nogen et spontanalter på stedet bestående af lyskærter, kirkegårdskranse, blomsterbuketter, breve eller tegninger og tilmed et lille trækors, hamret ned i den løse jord ved jernbaneskinnen. Det er alt sammen forsvundet, da jeg endelig får taget mig sammen til at købe min buket for at få drømmene til at stoppe. Og jeg vælger at smide den ud i havnebassinets mørke vand, mens jeg mumler en lille bøn og en afskedshilsen, som forhåbentlig kan hjælpe hende på sjælerejsen og fjerne det sidste lag af dødens ligkåbe, der stadig klæber ved mig. En måge dykker sultent efter buketten og det gør mig godt. Som en lille hilsen fra den anden side – fra dødens sorte sugende universelle hul. Allerede dagen efter indkøber jeg nye cykelhjelme til drengene, og konen får en stor orkide. To dage efter bringes en lille notits om ulykken langt inde i den lokale sprøjte. Hun var kvinde, nær fyrre, barnløs, nyuddannet og lige begyndt på et nyt. spændende job. Der står intet om forræderiske togspor, som krydser havneområdet. Intet om at container lastbilchaufførerne arbejder på en sylestram akkord. Om hvor hurtigt de drøner rundt i deres kæmpe maskiner blandt cyklister, almindelig trafik og udflugtsgående personer, der vil nyde havnefreden og lufte deres udlængsel. Døden på besøg i byrummet – en hurtig, voldsom, skræmmende død. Den utæmmede død, som vi ikke kan få styr på, selv om vi lokker den med wellness hospicer, afskærmede hospitalsstuer, palliative teams til hjemmedød, døds-meningsskabende livsafslutnings psykologer, døds coachere og et ubegrænset tilbud om at sløre dens riflede stålkanter med bevidsthedshinder af blød opium – samt det massive udbud af katastrofepsykologer, der sendes i felten, hver gang den sprænger postmodernitetens tro på det evige forbrugerlykkelige liv og flænser hul i dødstabuet. Dødsenglens vingekys. Er vi ikke mange, der dagligt læser Politikens løbende beretning om døgnets trafikdøde og følger antalsstigningen hen over månederne? Hvordan den i 2007 steg til over 400 meningsløse dødsfald i lokalområder, vi tit genkender. Det er som at genopleve dengang, da daglige dødstal over amerikanske soldater dræbt i Vietnam var en vigtig faktorer i at dokumentere krigsvanviddet. Body bags – smidt ind i lastflyveren på vej hjem til heltebegravelsen på Arlington. USAs sønner ofret på en grusom krigsguds alter. Politikens løbende oversigt over trafikdræbte i Danmark er en af de få flænger i vort samfunds dødstabu og er med til at fremme forståelsen af, at det planetliv vi lever skal leves nu, mens vi har det – og ikke engang i en fjern fremtid hvor der er høvlet penge nok ind på kapitalkontoen,og vi endelig har tid til at yde børnebørnene den kærlighed, vi ikke dengang i karrierelivets skygge havde overskud til at give vores egne institutionsanbragte børn. Det er selvfølgelig ’den andens død’, trafikdrabene mentalt presser ind over os – og den er jo altid lettere at håndtere end mødet med egen dødelighed. Men tallene medvirker til, at vores egen livsudgang toner frem i spejlet og tvinger os til at se kvalitativt på vort liv og reflektere over, hvad vi egentligt bruger det til. Vi har løbende styr på antallet af danske soldater, der dræbes, fordi regeringen mener, vi skal lege krigsførende nation og påtvinge fremmede kulturer vores værdier og samfundsstruktur. Vi har mindre styr på, hvor mange de danske soldater efterhånden har dræbt – og hvem der kan placeres i kasserne ’uskyldige ofre’ eller ’nederdrægtige terrorister’. Uretfærdig død og retfærdig død. Håber Gud har styr på regnskabet. Det er ingen tvivl om, at det voksende antal ligposesoldater snart tvinger regeringen til at genoverveje deres militarisme – og måske, et fromt håb – til at beslutte, at dansk militær skal nedlægges i erkendelse af, at det er en historisk anakronisme (forstærket af de fortløbende afdækninger af militærets utrolige inkompetence i forhold til at anvende vores skattemæssige indbetalte midler). Reflektér blot over, hvor meget godt, vi faktisk kan gøre for de penge! Tænk, hvis vi havde daglige lister over dem, der vælger livsafslutning med selvmord. Ca. to om dagen. Mon ikke det ville udvirke flere ressourcer til at intensivere det selvmordsforebyggende arbejde – så meningsløse livsfravalg kunne yderligere reduceres. Tænk, hvis vi dagligt fik en oversigt over antallet af kræftdøde – ca. 44 i døgnet – med påpegning af, hvem der ikke ville være skubbet over på den anden side, hvis dansk kræftbehandling fungerede på et internationalt niveau. Ville regeringen så stadig (efter seks år i sadlen) slippe godt fra, at der hver tredje måned kommer nye afsløringer af, at alle løfter – med fromme opadrettede øjne – om forbedring af behandlingen, stor set er rent spind og lodret løgn. Flosklen om, at det er den tidligere regerings/socialdemokraternes skyld, virker i stigende grad grotesk. Flere og flere sammenligner efterhånden den rullende danske kræftskandale med Israel/Palæstina konflikten. Den bliver også bare trættende ved og ved hen over årtierne i ens levede liv. Politiken gør et flot stykke arbejde i forhold til at åbne en sprække i dødstabuet. Bliv ved med det! Giv de unødvendigt døde deres offentlige stemme. Vi var mange i dansk hospicebevægelse, der troede vi konstruktivt kunne flytte samfundets dødstabu og medvirke til at de dødsmærkede undgik stigmatisering og udelukkelse af de raskes kongerige. Vi må jo konkludere, at det kun i ringe grad er sket – og at vi måske endda har cementeret dødstabuet ved at have forbedret forholdene for dem, der befinder sig på vej over på den anden side. Hvad kan de nu klynkeklage over, når de tilbydes en kontrolleret wellnessdød i gode omsorgs/dødsarbejders sikre hænder – mens vi andre blindt ræser videre på vej ud i evigheden? Måske ind imellem forstyrret af dødsvingens chokerende altlammende kys.