»Og så tog de alle sammen ned til stranden«.

I filmen ’Aldrig om søndagen’ (1960) fortæller glædespigen Ilya (Melina Mercouri) hver søndag en kreds af trofaste kunder handlingsforløbet fra en af de klassiske græske tragedier. Ovenstående happy ending tilføjer hun altid til sidst. Fysikerne har en ønskedrøm: at finde en teori, der forklarer alt: Theory of Everything (TOE). Man ved ikke, om universets opståen og udvikling overhovedet kan forklares ud fra en enkelt sammenhængende teori. »Men«, som fysikeren Steven Weinberg udtrykker det, »hvis vi ikke leder efter den, så finder vi den jo aldrig«. Derimod har rettroende kristne og muslimer for længst fundet deres toes (tæer?). Alt, der er værd at vide, står nedskrevet og fastfrosset i to testamenter og en quran. I disse værker kan man sikre sig, at solen stadig kører rundt om jorden, og at månen er selvlysende som en stjerne. I middelalderen blev islam og kristendom adopteret af regionale og imperiale magthavere, som siden har bekriget hinanden, hedninge, jøder og andre folk med blasfemiske tilbøjeligheder. Sekulære kerneværdier som penge, våben og slaver blev hurtigt adopteret som hellige imperativer. Senere blev også lægekunst, arkitektur og navigation accepteret som ikke-blasfemiske aktiviteter. Islamiske samfund, beriget med klassiske hellenistiske og indiske skrifter, overhalede europæerne i matematik, fysik, astronomi og lægekunst. I Europa udfordrede en voksende middelklasse imidlertid feudalismens størknede hierarkier med rudimentære kapitalistiske tiltag. Gud var i sin himmel og præsten i sit lønkammer. Den europæiske middelalderøkonomi blomstrede. Da de islamo-arabiske kulturelle landvindinger efterhånden blev kendt i Europa, oplevede man en kunstnerisk, filosofisk og videnskabelig renæssance. Så længe kirkens guddommelige politiske magt ikke blev udfordret, og pavernes sønner stadig kunne arve deres fædre, blev de nye strømninger tolereret og endda opmuntret af det romerskkatolske kirkevæld. Først da kirkens nepotisme og grådighed udviklede sig til en åbenlys pengemaskine, der belastede borgernes og fyrsternes begrænsede ressourcer, trådte Martin Luther frem og indledte et hårdt tiltrængt opgør mod kirkens korruption. Desværre led Luther af en livslang kronisk forstoppelse, som også påvirkede hans gudstro. Han fandt det i overensstemmelse med god regnskabsførelse og andre borgerlige dyder at fremhæve apostlenes skrevne ord som hvermands eneste sandhedskilde. Gud var stadig i sin himmel, præsterne på deres kontorer og Luther på sit toilet. Den europæiske renæssance var forbi. Muslimerne blev i flere hundrede år også slæbt gennem deres egne reformationsbevægelser; den ene mere sentimental og puritansk end den næste. Reformerne bidrog til en tiltagende kulturel stagnation, der stadig kvæler alle spæde tilløb til en islamisk opvågning. Foreløbig kan man kun drømme og håbe på en islamisk renæssance; en ny humanisme (en slags muslimsk eksistentialisme?) Ordene i sproget er civilisationens gener, medens studiet af ordenes oprindelige betydning er en vandring gennem menneskets virkelighedsopfattelse. Luthers ’toilet’ var således både et sted, hvor han anstrengte sig på anglosaksisk ( toil) og bagefter tørrede sig med en fransk vaskeklud ( toile). I oldtiden sværgede en mand på sine egne testikler (Latin: testes); i dag sværger både mænd og kvinder på apostlenes og profeternes testikler ( testamenter). Ordene ’religion’ og ’tragedie’ er specielt interessante. Religion har rod i ordene for hhv. lægekunst, igle, angst og ærefrygt. Og tragedie stammer fra det græske tragodos, som betyder gedebukke-sang. Religiøse og tragiske fortællinger har gennem tiderne vævet sig ind i hinanden, så de i dag er uadskillelige; og har en afgørende virkning på menneskets selvopfattelse. Civilisationens overgang fra fisker-, jæger- og samlersamfund til landbrugs- og bystatssamfund har haft afgørende indflydelse på menneskernes skæbnefortællinger og gudsopfattelse. I oldtidens Grækenland forvandledes tragediebegrebet fra den dionysiske til den apollinske tragedie. Nietzsche beretter om dette paradigmeskift i ’Tragediens Fødsel’ (1872, 1886). »Vinguden byder. Gedebuken synger og spiller op. Og kvinderne i guddommelig rus æder deres mænd og sønner«. Nietzsche beskriver, hvordan man fejrede vinguden Dionysos’ fødselsdag i den græske oldtid: Kvinderne i skovområdernes bosteder samledes og begyndte en tredøgns drikkefest. Mændene og drengene flygtede og gemte sig i skoven. Efter anden dag blev kvinderne kødsultne. De drog ud i skoven bevæbnet til jagt. Men dyrene var blevet skræmt bort af mændene. Fristet af skovguden Pans fløjte og sang slagtede kvinderne så deres mænd og sønner. De åd sig mætte og faldt i søvn. På fjerdedagen vågnede de til den fortvivlende virkelighed. Hvorfor har guderne ikke gjort det muligt for mennesket fuldt ud at opleve deres kapacitet for ekstase uden at betale en frygtelig pris bagefter? Det er den dionysiske tragedie. Med landbrugets komme blev dagligdagen på landet opslidende og træls. Kun bysamfundets indbyggere havde overskud til åndelige udfoldelser. Imperiale visioner og fortællinger om heltenes bedrifter og gudernes lunefuldheder tegnede kulturudbuddet, og man fejrede Dionysos’ fødselsdag med en Apollinsk teaterfestival. Teaterforestillinger var meget storslåede og farverige (ligesom de græske statuer) med kor og dans, popstjerner og flotte kostymer. Medens tilskuerne blev underholdt, skulle de også gerne beriges med noget moralsk opbyggeligt. Men da stykkets handling kunne være ret kompliceret, var det nødvendigt at fortælle tilskuerne handlingen i forvejen. Det ordnede geden, dvs. en kendt skuespiller med en god, fyldig røst formummet under et gedebukkehoved. Han sang handlingen, inden ’tæppet gik op’; hvorefter han kunne indtage sin plads som hovedrolleindehaveren. Det omgivende kor fungerede som en åndelig vejleder, der understregede de moralske perspektiver i aktørernes overvejelser og udskejelser. Den apollinske tragedie var født: et lineært skæbnespil om menneskenes indbyggede skrøbeligheder. Med imperialismens og monoteismens indtog i den hellenistiske verden blev vegetaren Pan bandlyst og forvandlet til Satan; den onde kødædende predator. Præsterne indførte et rablende brætspil, hvor uforudseelige spilleregler gjaldt med tilbagevirkende kraft. Mennesket som et frit moralsk væsen blev underkendt. Troen på sjælens fortsættelse efter døden er alle religioners fællesnævne. Men postdiaspora jødedommen har altid skilt sig ud fra kristendom og islam ved helst at koncentrere sig om det jordiske liv. Jødedom har altid haft få tilhængere, bl.a. fordi det er en ikkemissionerende religion. Deres Gud, JHV, har ændret sig meget siden Moses’ tid. Gud bevidner stadig alt, men blander sig ikke længere i menneskernes indbyrdes relationer. Mennesker kan kun få tilgivelse fra dem, de har forurettet. Miraklernes tid er forbi. JHV lytter, og undtagelsesvis vejleder han sine menneskebørn. Han gruer og morer sig over sit afkom; har endda – if. Biblen – ladet sig friste til en omgang armbrydning. Man kan diskutere med ham 24 timer i døgnet, men han blander sig uden om menneskelige affærer. Han er end ikke interesseret i, om man tror på ham. Bare man ikke underkaster sig andre guder. Det er Pagten. Derfor har rationalitet, diskussion og skabertrang udviklet sig til fundamentale dele af den jødiske kulturtradition. JVH opfattes nu som tilbageholdende og reflekterende. Jøderne koncentrerer sig bare om at leve og overleve. Fantasier om efterlivets figurative detaljer hører til bedstemødrenes vuggevise-repertoire. Kristendom er meget mere indbydende: Jesus ofrede sig selv for mennesket. Da han korsfæstedes, mærkede han i forbløffelse dødsangstens dybe smerte: »Far, far hvorfor svigter du mig?« Svaret kender vi nu: For menneskenes skyld. Så stor var Guds kærlighed over for sine små skabninger, at han lod sin søn lide henrettelsens monumentale rædsler. På denne måde lærer Jesus om menneskenes kapacitet for enorme lidelser. Han er nødt til at blande sig; at være menneskets frelser. Sikken et ansvar. Sikken en kærlighed. rædsel! »Vis Ham dog, at Hans smerte ikke er forgæves. Elsk Ham! Tag Ham ind i dit hjerte!« lød det kristne budskab. Hen ad vejen blev det oprindelige budskab ændret og forkortet af kirken til »Elsk Jesus, din heks!« Omvendelsesbesatte religioner og ambitiøse politikere har altid bekræftet og tjent hinandens imperiale visioner. Deres militære operationer har altid haft store økonomiske og menneskelige omkostninger. Soldaterne og deres krigsherrer fik personlig belønning gennem udplyndringen af erobrede territorier, men civile på hjemmefronten skulle være villige til at dække resten af udgifterne. Rettroende undersåtter skulle lære, at gudehovedet var et meget specielt væsen, der når som helst kunne bryde ud i blindt raseri og udsætte alle for straf. Præsterne understregede, at gudehovedets gunst var betinget af total underkastelse og offervilje. De rettroende kristne kunne således beskytte sig fra en evighed i flammerne, og de rettroende muslimer kunne opnå en evighed i himlen. De velbeslåede og deres præster var derimod altid mest interesseret i deres egne jordiske tilværelser. For at imødekomme alles behov, etablerede både kristendom og islam hver for sig en hellig treenighed: De kristne har Helligånden (Det allesteds nærværende), Sønnen (Den henrettede), og Faderen (Universets CEO). Muslimerne har Allah (Den strenge altseende), Muhammed (Budbringeren og arabernes fadder), og kaliffen (Vogteren over jordisk lov og orden). Nu kunne de gejstlige magthavere fortsætte at krænke både Jesus og Muhammed efter behov. Tusinde års røgfyldte tvangsfrelsninger, heksejagter og religiøs polemik hører ikke fortiden til. Vatikanet støttede et regime i Argentina fra 1976-82, hvor gravide kvinder blev interneret og – efter de havde født – henrettet; så deres nyfødte børn kunne bortadopteres til barnløse bødler. Vest- og østkatolske præster bejler stadig til jødehadere. Islams skriftlærde bliver ved at støtte muslimske despoter på trods af, at islamisternes visioner om et verdensrige af næsten alle muslimer betragtes som et mareridtsscenario. Og verdens mest velhavende protestanter bruger deres kræfter til at bekæmpe topskatten. Udnyttelsen af menneskets længsler er stadig præsternes vigtigste job; verdens ældste erhverv – næst efter prostitution. Rygterne nåede mig engang, at der på Østerbro fandtes et alle tiders privat lille arabisk supermarked. Jeg fik ikke at vide, hvor det lå, men stødte på det under en aftentur.’Kun adgang for medlemmer’ stod det på døren. Jeg trådte indenfor og blev budt varmt velkommen af kommisen. Jeg så mig omkring, medens han skrev mig op til et medlemskab.Butikken var forbløffende stor; faktisk enorm. Det var, som om de fjerneste hylder lå bag en tynd blålig dis. På hylderne skulle der efter sigende være et himmelsk udvalg af alt mellem himmel og jord. Jeg glædede mig.Jeg fik med det samme udstedt et fint lille medlemskort med forhøjede bogstaver og gik på opdagelse.Udover dagligvarer som vin, øl og cola til nedsatte priser, bugnede hylderne med eksotiske produkter: myrra, og frankincens ved siden af rosiner og mandler.Jeg fandt en lille skuffe med rækker af små brune flasker, der indeholdt ’Designer dna’ og et vitrineskab med et sortiment af udtørrede fostre i luk-let papirkonvolutter.Godartede svulster med brugsanvisninger fandt jeg i en køledisk ved siden af flaskeautomaten.Til min nevø købte jeg et byggesæt med 29 af de 18 x1025 mest elskede atomer i universet.Der var tidsskrifter med udenlandske titler. Jeg købte et engelsk månedsblad med temaet: ’Cancer Can be Fun!’Hver dag opdagede jeg nye spændende tilbud.Men jeg begyndte at holde øje med en svagt belyst, altid tom reol ved siden af grøntsagerne, hvor der stod ’udsolgt’. Uanset hvor tidligt jeg dukkede op, stod der små udsolgt skilte på reolen.Det var en døgnbutik, så jeg prøvede at handle ind på forskellige tidspunkter. Uden succes. Altid udsolgt.Der gik godt et halvt år uden bid, inden jeg spurgte kommisen om, hvad der plejede at stå på reolen. »Intet«, svarede han. »Absolut intet«. Han så pludselig lidt trist ud og kikkede mig ind i øjnene.»Det er ikke noget for dig, min ven. Det er alt for dyrt. Ingen returret. Og leverandøren er upålidelig; uforudseelig«.»Hvordan ser han ud?«»Han venter altid ude i vognen. Han sender sit bud ind for at udspionere os. Uforskammet«.»Hvorfor tillader du det?«»Der går rygter om, at det er ham, der ejer butikken. Vi tør ikke andet«.»Men hvorfor bliver han ved? Han har åbenbart intet at byde, absolut intet«.»Det er derfor, vi er så bange for ham«. Er der intet af værdi på de jordiske hylder? Er mennesket kun til for at behage Gud? Er livet en markedsplads hvor streetwise pusherpræster styrer trafikken? Er det et tilbud, man virkelig ikke kan sige nej til? Da Abrahams sværd svævede over Isaacs nakke, blev Isaac ved at appellere for sit liv: »Far, far jeg forstår dig ikke!« gentager han igen og igen …Abraham får ikke lov til at frasige sig sit personlige ansvar. Han må ikke tørre det af på Gud.Det er humanismens centrale imperativ. Og rationalitetens eksistentielle kerne. Den danske folkekirke har kastet Luthers konstipationsbetingede misantropi fra sig. Men middelalderens og reformationens skolastiske retorik spøger stadig. Tro har i hvert fald aldrig været præsternes metier. De har altid haft mest travlt med at falbyde deres gamle arvesølv: frygt, overtro og intolerance. »Mission accomplished«, hvæser Overvegetaren, medens han igen udfører sin latterlige lille dans, som han engang under Anden Verdenskrig udførte i en skovlysning i nærheden af Paris. Det sker nok på en dag, hvor alle er taget til stranden for at nyde det gode vejr.