I Præsteforeningens Blad (PB) 25. januar skriver sognepræst Else Hviid: »Mere end halvdelen af de kvindelige præster har oplevet modstand fra mandlige kolleger på grund af deres køn. Mændene synes, de ’forurener kirken’«. Sådan indleder Politiken 27.12.2007 en artikelserie om diskrimination af kvindelige præster i folkekirken baseret på en rundspørge, som jeg selv deltager i sammen med 470 kvindelige kolleger. Jeg har ingen respekt for ’bibeltro’ mandlige præster, der ikke kan samarbejde med deres kvindelige kolleger. Men jeg genkender ikke den folkekirke, som Politikens udlægning af undersøgelsen beskriver. Således provokeret skriver jeg 28.12. en kommentar. Min anledning er for det første at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden af Politikens undersøgelse, avisens brug af kilder og dens uvilje mod at lade kilder, der har en anden opfattelse af sagen, komme til orde. For det andet at pege på den slet skjulte hensigt, nemlig at bruge artikelserien som argument for en adskillelse af stat og kirke. På blogs, i artikler, leder og kommentarer bliver den samme og ensidige historie da også fortalt næsten daglig og stort set uimodsagt i ugerne efter. Min kommentar bliver bragt 8.1., da artikelserien er bragt til ende – kronet med en leder af Tøger Seidenfaden, som konkluderer, at hele miseren skyldes den danske folkekirkeordning. Kommentaren er forkortet, så min kritik af undersøgelsen og af journalistikken er forsvundet. Mit indlæg fordrejes – ganske som det billede, Politiken tegner af folkekirken. Jeg er harm over Politikens kampagnejournalistik. Derfor vil jeg ikke fremover deltage i rundspørger fra denne avis og vil tillade mig at opfordre til pastoral boykot af Politikens fremtidige undersøgelser. I PB 1. februar skriver sognepræst Anne-Mette Gravgaard: »Jeg blev uforvarende taget til indtægt for kønsdiskrimination i folkekirken. Oven i købet på forsiden af Politiken tredje juledag med efterfølgende interview i P1’s radioavis og opringninger fra P4 og TV-avisen samt diverse interview til Kristeligt Dagblad. Og det på trods af at jeg aldrig har følt mig diskrimineret af nogen mandlig kollega, men blot havde forsøgt at få en journalist ved Politiken til at forstå bredden af vores folkekirke. At der eksisterer en manglende ligestilling med tilhørende mobning, kender jeg den dag i dag kun til fra medierne. Det tog mig i øvrigt fire fulde siders mailkorrespondance samt et gennemarbejdet læserbrev (som ikke blev optaget) at nå frem til at få en faktuel fejl fra min side rettet i samme avis«. 3. januar holdt folkekirkens biskopper deres traditionelle januarmøde. Denne gang afbrudt af et vel iscenesat pressemøde. Budskabet til det danske folk lød: »Det er ganske uantageligt, at en præst skal opleve chikane eller modarbejdes som præst, fordi hun er kvinde«. Det er jeg 100 procent enig i. Men jeg sidder med en stille undren over, at en artikel, der beskrives som usaglig og tendentiøs, har fået så stor indflydelse. Især når mig bekendt ikke en eneste kvindelig præst har indgivet en officiel klage over mobning. 30. januar følges sagen op af en Kronik i Politiken af lektor Christoffersen og biskop Holm. De skriver bl.a.: »I nutiden er modstandere mod kvindelige præster et retligt mindretal. Vi finder det af betydning, at de fortsat har hjemstedsret i folkekirken«. Senere hedder det: »Også et mindretal må kunne flytte sig i lyset af historiens gang«. Her er vi ved sagens kerne. Er det flertallet, der skal bestemme, hvordan mindretallet skal flytte sig i lyset af historiens gang. Er det ikke nerven i al ægte respekt for et mindretal, at mindretallet selv definerer sin identitet og selvforståelse og dermed formulerer, hvordan det forstår og applicerer de bibelske tekster i en nutidig kontekst. Der er fuld enighed om, at chikane eller mobning skal afvises, uanset om det gælder race, køn eller seksuel orientering. Jeg kender en mandlig præst, der begyndte som kapellan hos en ældre sognepræst, der som en selvfølge ønskede at markere forskel på sognepræst og kapellan. Det ytrede sig bl.a. i, at sognepræsten sørgede for, at han selv fik 1. påskedag, 1. pinsedag, 1. juledag, mens kapellanen fik de mindre besøgte andenhelligdagsgudstjenester. Flere andre eksempler kunne nævnes, hvor sognepræsten bevidst prøvede at holde kapellanen ude. Måske har der tidligere været sognepræster, der bevidst ønskede at marginalisere yngre kvindelige præster. Det må selvfølgelig ikke finde sted og bør påtales. Men det er heller ikke dokumenteret. Christoffersen og Holm understreger betydningen af en fortsat løbende refleksion i folkekirken, ligesom de fastslår, at den teologiske debat er vigtig. Enig. Den faktiske virkelighed er, at i arbejdet med de bibelske tekster kommer de forskellige præster og menighedsrådsmedlemmer til forskellige konklusioner. Flertallet finder det bibelsk legitimt med ordningen med kvindelige præster. Et mindretal finder ikke, at den ordning er en ret udmøntning af de bibelske tekster. Flertallet mener, det er bibelsk rigtigt med kirkelig vielse af fraskilte, mens et mindretal ikke finder, at det er en ret applikation af de bibelske tekster. Endelig deler vandene sig i synet på erklæret homoseksuelle præster. For begge parter træffes konklusionen på baggrund af teologisk refleksion. Da er der to muligheder: 1) Flertallet tryner mindretallet på forskellig måde med den skjulte eller åbenlyse dagsorden at få disse mennesker, der selv ønsker at stå for, hvad der altid har haft hjemstedsret og oftest har været det officielle syn i den kristne kirke, til at forlade folkekirken og danne valg- og frimenigheder, som Holm og Christoffersen omtaler. Har Christoffersen og Holm den skjulte dagsorden, at mindretal, der ikke præsterer den accepterede teologiske refleksion, eller som ikke efter Christoffersen og Holms målestok flytter sig på den rigtige måde i lyset af historiens gang, bør forlade folkekirken. Da Holm var formand for Præsteforeningen, blev der udarbejdet et sæt etiske retningslinjer for, hvordan to forskellige teologiske syn kunne leve side om side i folkekirken i gensidig respekt. Nu tror Holm – uden gnist af begrundelse – at reglerne fra hans egen formandstid har været uheldige og bør laves om. 2) Man udskifter Christoffersen og Holms tænkning med Grundtvig, der i enestående grad havde syn for frisind og ægte mindretalsbeskyttelse. Når Grundtvig krævede frihed i kirke og skole og i den nationale kamp, var det ikke for at neutralisere modsætningerne, men for at sikre mulighed for at udkæmpe den kamp, som må udkæmpes, og udkæmpe den på lige vilkår. I modsætning til rationalisterne regnede Grundtvig med, at forskellene i syn kan være afgørende, og han var overbevist om, at hvis ikke der er frihed for forskellighederne, er der i realiteten ikke frihed. Også i folkekirken i dag er der forskellige syn på afgørende spørgsmål: 1) Er Gud skaberen og opretholderen? 2) Er Jesus Guds søn, der blev født af jomfru Maria, og som døde en stedfortrædende død på korset, og som opstod legemligt af graven påskemorgen? 3) Er Helligånden levende og virkende i dag? Her gives forskellige svar – både sande og falske svar. Jeg ønsker gode frihedsordninger inden for folkekirken. Ægte frihed betyder frihed til i ord og handling at sige nej til en falsk tolkning af de bibelske tekster. Selvfølgelig skal friheden omfatte alle parter. De, der måtte mene, at min tolkning og formidling af kristendommen er uacceptabel, skal selvfølgelig have maksimal mulighed for at modsige mig og fravælge mig som præst. I åndelige spørgsmål skal der råde maksimal frihed. Men jeg håber ikke, at Christoffersen og Holm vil have mig fyret fra folkekirken og anbragt i en frimenighed, fordi jeg i min teologiske refleksion ikke har flyttet mig, så jeg lever op til deres idealer. Hvilket åndeligt formål tjener det, hvis to præster, der har en uforenelig forståelse af f.eks. jomfrufødslen og Jesu korsdød, skal holde fælles gudstjenester? Jeg kender ikke pastor Grosbøll personligt. Men jeg er sikker på, at delte vi en øl på en restaurant i Taarbæk, ville vi have det hyggeligt sammen, som jeg har haft det, når jeg har mødt hans menighedsrådsformand Heilesen. Hvorfor vil Christoffersen og Holm tilsyneladende tvinge sådanne som Grosbøll og mig til at holde fælles allehelgens- eller påskegudstjeneste? Jeg deltager gerne i et debatmøde med Grosbøll og ligesindede om relevansen af det kristne opstandelsesbudskab. Hvorfor skal vi stå foran alteret og sammen bekende troen, når vi mener noget forskelligt? Skulle vi til en påskegudstjeneste holde hver en halv prædiken over teksten, hvor det om Jesus hedder: »Han er opstået, han er ikke her«. Den tidligere lærer ved Askov Højskole Kjær har ret, når han sagde, at for Grundtvig var det en kendsgerning, at det er kætterne på statskirkens prædikestole, der fører det store ord. Grundtvig drog den konsekvens, at folkekirken som statskirke er ikke en bekendelseskirke, men en borgerlig indretning. Bekendelsens renhed vil man forgæves spejde efter i denne kirke som helhed, men én ting kan man sørge for, og det er frihed, frihed for fornægtelsen såvel som for bekendelsen, så der i denne borgerlige indretning også er frihed for en levende kristen forkyndelse. Vi er ved sagens kerne, hvis vi erkender, at der inden for folkekirken er modstridende kristendomsforståelser. I det lys hører debatten om ordningen med kvindelige præster hjemme i periferien. Grundtvigs konkrete løsning var at arbejde for frihedsordninger inden for den folkekirkelige ramme. Ved loven af 1855 gennemførtes f.eks. sognebåndsløsningen. I dag har vi brug for at underkaste de af Grundtvig inspirerede frihedsordninger et serviceeftersyn. Ligesom de præster og menigheder, der fastholder en klassisk forståelse af kristendommen bør have maksimale muligheder for at fremme deres kristendomsforståelse, således bør der også være maksimale muligheder for de præster og menigheder, der på linje med Christoffersen og Holm vil fastholde moderniteten som vilkår for deres kristendomstolkning og følgelig tolker de bibelske tekster, så de matcher den til enhver tid herskende tidsånd. Forudsætningen for et tillidsfuldt og godt samarbejde på det menneskelige plan er, at man erkender sin uenighed. Så er der masser af opgaver at gå i gang med. Vi har i dag et stort traditionstab, så Bibelen og salmebogen ikke længere har den selvfølgelige plads. Der er vigende kirkegang flere steder. Det er en udfordring at få Bibelen og salmebogen formidlet på en kulturelt relevant måde for hele folket inklusive de mange nydanskere. Vi er hverken enige om teksternes fortolkning eller formidling. Men lad os give hinanden fuld frihed til – i gensidig respekt – at arbejde efter vores overbevisning. I Sverige havde man en stiv statskirke, og svenskerne fik ingen Grundtvig. Det har resulteret i mange frikirkedannelser. I Danmark har vi takket være Grundtvig fået en rummelig folkekirke. Jeg er oprigtigt ked af det, hvis Christoffersen og Holm vil indsnævre denne rummelighed. Sidste år udsendte sognepræst Flemming B. Kristensen en prædikensamling, hvorom Holm skrev: »Han er en fremragende prædikant, opbyggelig i ordets bedste forstand. Og en af de få, hvis prædikener også lader sig læse. Han udtrykker et engagement, en brændende iver for at fastholde den livsvigtige stærke forbindelse mellem himmel og jord, Gud og mennesker, skabt og båret af Kristus. Det er ledetråden i hans forkyndelse, og det er den menneskelige frihed til at leve opadvendt, fremtidsorienteret og udadvendt, som det hedder i en bevægende prædiken til Kristi himmelfartsdag«. Jeg deler helt Holms høje vurdering af min gode ven som prædikant. Men Flemming og jeg har jo samme problem, at vi ikke i vores teologiske refleksion har flyttet os i overensstemmelse med de Christoffersenske og Holmske idealer. Skulle vi ikke enes om at konkludere: nej til mobning og chikane, ja til at behandle alle kolleger værdigt og respektfuldt. Jeg har to kvindelige præstekolleger, en kvindelig provst og en kvindelig biskop. Alle fire er dygtige, kompetente og sympatiske. Har heldigvis aldrig hørt, at jeg skulle have mobbet eller chikaneret nogen af dem. Men Christoffersen og Holm er mere end velkommen til at bruge al deres juridiske, filosofiske og teologiske kompetence til at undersøge situationen. Kan vi også enes om, at der skal være fuld respekt for en ægte begrundet teologisk refleksion, der selvfølgelig må få konsekvenser som ethvert seriøst standpunkt. Teologi handler om eksistentielle spørgsmål. Forhåbentlig er vi alle så meget Grundtvig-disciple, at vi vil fastholde fuld frihed i åndelige spørgsmål. Derfor skal ingen selvfølgelig holde en fælles påskegudstjeneste sammen med en præst, hvor de respektive teologiske refleksioner er kommet til modsatrettede konklusioner. Jeg deltager gerne i teologiske debatter på kroen eller i medierne. Debat er væsentligt. Men en gudstjeneste er ikke en diskussionsklub. I folkekirken er der forskellige prædikestole, hvor man kan høre, hvordan diverse prædikanter har reflekteret over de bibelske tekster. Nogle er mere kontekstuelle end andre. Vi lever ikke i et statisk bondesamfund, men i et dynamisk kommunikationssamfund. Folk bevæger sig også over sognegrænser. Det progressive er, at vi får en række sognekirker med hver sin teologiske og kommunikationsmæssige profil. Så kan den danske befolkning vælge, hvor de ønsker at høre til. Skal vi bedst muligt betjene de 82 procent af den danske befolkning, der er medlemmer af folkekirken, kræver det nytænkning, der er inspireret af ægte frisind, som gode, gamle Grundtvig har lært os det.