Jo længere jeg lever, jo kortere bliver der mellem mine nytårsaftner. Sådan føles det i hvert fald, og tid er og bliver en følelsessag. Ifølge kalender og ur er tid nok konkret og præcis, hvis uret går rigtigt, og det gør ure som regel i dag, men uden ur og kalender er vi hver især overladt til vores helt private fornemmelse af tiden og dens gåen og kommen. Den kan gå hurtigt, og den kan falde os lang, alt efter i hvad højde vores stemningsleje befinder sig, og hvem vi er sammen med, eller bestemt af hvordan vi har det med at være alene, om vi er for tidligt på den eller for sent ude, om vi har ondt nogen steder eller bare er rastløse og utidige uden at vide hvorfor. Så ser vi på uret, som bekræfter at tiden går, og det vidste vi i forvejen, så længe den går – men altså i et lidt andet tempo, end vi selv oplevede det – og den klokketid uret viser, er kun et udslag af den fællesaftale om en officiel tidsregning, som vi har indgået for at få synkroniseret det sociale liv og reguleret arbejdstiden. Det er en aftale, der kan ændres, som når vi om foråret stiller uret en time frem og kalder det sommertid og stiller det tilbage igen om efteråret. Og klokketiden er som bekendt vidt forskellig hele året, alt efter hvor i verden vi befinder os – og hvornår. De forestillingsbilleder, vi kalder for myter, bruger vi både som underholdning og til at føre os selv og hinanden bag lyset med, og som mere eller mindre fantasifulde forklaringsforsøg på vores livsvilkår, og hvad de fører med sig. Tid er et kærkomment emne for mytedannelse. Den platteste og mest vulgære af alle tidsmyter blev lanceret af den amerikanske statsmand Benjamin Franklin, da han forkyndte, at tid var penge. Myten blev et solidt grundlag for industrialismen og fik noget, der skulle ligne en videnskabelig afstivning, da en anden amerikaner, Frederick Taylor offentliggjorde resultaterne af sine eksperimenter med arbejdstid. De er glemt i dag, men hans konkrete ideer om tiden som den altafgørende faktor i en arbejdsproces, kom til at gennemsyre den moderne produktive forestillingsverden med dens systematik, standardisering, rationalisering og udbytning. Og med eller uden sit vidende står hele den nuværende management-kultur på skuldrene af Frederick Taylor, så uanset hvor forvrøvlet den er, lever myten om, at tid er penge i bedste velgående. Vrøvl er og bliver det, for penge er ikke noget i sig selv, kun et neutralt middel, der kan bruges godt eller dårligt. Det kan tid også, men det gør ikke tid og penge identiske. Tid er sjælens liv eller det stof, som vores liv er gjort af, tid er fylde, modning, fuldbyrdelse og forfald – alt andet end penge. Skal der anlægges et materialistisk syn på tidsbegrebet, stillede Oscar Wilde skarpere på det, da han sagde, at tid var spild af penge. For ti år siden fejrede vi 50-året for FN’s vedtagelse af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, og vi kom fejringen i forkøbet med en socialreform, der brød med det hidtil gældende menneskeretlige princip i dansk sociallovgivning – at hjælp til samfundets svage og sociale tabere gives som gave ud fra en forestilling om, at hvad naturen har forsømt, må kulturen rette op på. Vi vedtog også en udlændingelov, som genindførte stavnsbåndet, der havde været ophævet siden 1788 – og meget apropos var Frihedsstøtten foran Hovedbanegården i København, som markerede det, samtidig taget ned, fordi den skulle renoveres. Uden at give en tøddel for den hadefulde populismes nedvurdering af de absolutte og universelle fællesmenneskelige rettigheder, som ethvert menneske er omfattet af fra sin fødsel, kan man godt se i øjnene, at de store erklæringer i vores nyere historie om menneskets ukrænkelige frihed og rettigheder og om lighed og broderskab i langt højere grad er beskrivelser af, hvordan det burde og kunne være, end af hvordan det er. Hvad ville den vækstorienterede, markedsøkonomiske verdensorden stille op, hvis for eksempel artikel 25 i FN-erklæringen skulle tages alvorligt, så enhver fik sin ret til en levefod, der var tilstrækkelig til sundhed og velvære, herunder de nødvendige sociale goder med tryghed i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed? Der er stor opbyggelighed i erklæringerne om, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, men hvad tjener det i grunden til at fortælle folk, at de ikke må mishandle hinanden? Hvis de ikke ved det med sig selv i forvejen, bliver de ikke klogere af at få det at vide, og hvis de ved det, er det overflødigt at belære dem om det. Det tjener derimod et nok så godt formål at udbrede konkret viden om nederdrægtighedens omfang i verden, som når for eksempel Amnesty International oplyser om hvor, hvornår, hvordan og af hvem menneskerettigheder bliver krænket. Også ondartede torturstater har en absurd humanistisk forfængelighed og lægger vægt på at vise verden en uangribelig facade. Set med historiske briller er det bemærkelsesværdigt, at de to nationer, som med størst veltalenhed har proklameret menneskets ret til frihed og uafhængighed, Frankrig og USA, også har været de første til at krænke begge dele eftertrykkeligt med de almindeligt vedtagne henvisninger til, at der kun kan skabes fred ved hjælp af krig. Og hvad bliver vi ikke sovset ind i af klicheer om den europæiske kultur som civilisationens lys og demokratiets vugge. Der er tænkt og udvirket meget stort og godt i vores del af verden, men til den europæiske tradition for visdom og indsigt svarer imperialismens og kolonistyrets rædsler med folkemord og systematisk undertrykkelse. De store navne i den forbindelse optræder ikke i historiebøgerne, der vil man lede forgæves efter folk som Joseph Egg, Nicholas von Dreyse og Ferdinand von Mannlicher, hvis man overhovedet vidste, hvem de var – henholdsvis tændhættens, bagladerens og repetergeværets opfindere og konstruktører. For slet ikke at tale om brødrene Mauser, som har lagt navn til et flittigt anvendt 6,5 mm’s mordvåben til seks patroner. Det er opfindelser som har været med til at formidle den europæiske kultur, og samtidig har de tilfredsstillet behovet for at kombinere fejhed med bekvemmelighed ved at kunne dræbe uden alt for stort besvær på en passende afstand. Det moderne missil har en lang europæisk tradition og historie. Selv om menneskerettighedserklæringerne beskriver en virkelighed, som ikke eksisterer, eller kun for de sjældne få, er det forståeligt, at der er behov for at få dem formuleret, fordi omfanget af den menneskelige grusomhed er svær at se i øjnene. I tidens løb er mange af dem, der har gjort opmærksom på ugerninger, kommet i betydeligt større vanskeligheder end gerningsmændene – i hvert fald til at begynde med. Pædagogikkens korte historie er kun ét eksempel. Vi, altså os, der ikke er grusomme, er stolte over vores ytringsfrihed og demokratiske ret til at kunne sige det, som vi synes, det er. Men bortset fra vores kroniske forurettelse og daglige brokkeri benytter vi os ikke så meget af retten til at spørge om, hvorfor det er, som det er, og populære bliver samfundskritikere sjældent. I den kategoriserende ende af meningsmageriet er ’de intellektuelle’ blevet beskyldt for at være uengagerede i verdens affærer, og hvis det så viser sig, at nogen alligevel er det, bliver de for det meste fejet af bordet og udnævnt til naive idealister, usaglige pladderhumanister, sortsynede kværulanter, misantropiske dommedagsprofeter osv., selv om de er ude i menneskevenlige ærinder uden at lægge skjul på, at mennesket også er et dumt svin og har lige så store anlæg for at være ondt som for at være godt – eller for at give afkald på at være ondt. Al krigsførelse er officielt baseret på forsvar, man har vist aldrig hørt om et angrebsministerium. Og når man går til angreb, er man ond i en god sags tjeneste, mens fjenden er ond i en ond sags tjeneste. Og når vi har taget parti og valgt side, går vi i sort-hvidt med vores verdensbillede. Vi står sammen med dem, vi kan være for, og tager det ikke så nøje, at væbnede konflikter som regel er magtgruppers krige med civile ofre, som ingen er for. Den militære verden tiltrækker og styrkes af unge, som er motiveret for at blive hjernevasket til at opfatte modstandere som ikke-menneskelige væsener eller ting, man ikke har noget medmenneskeligt forhold til endsige et ansvar for. Hvad man i fredstid risikerer at blive straffet for, hvis det opdages, bliver man hædret og æret for i en krig. Vores tilpasningsevne er lige så dødbringende som livsbevarende. Da skuespillertruppen i ’Hamlet’ skal indkvarteres på Kronborg, beder Hamlet om, at den må blive godt behandlet. Den skal blive behandlet efter fortjeneste, får han som svar. ’Bedre!’ siger Hamlet: ’Du godeste, hvis alle mennesker skulle behandles efter fortjeneste, hvem slap så for pisk?’ At man høster, som man har sået, er et af de dummeste udtryk, jeg kender. Det er værre, end at man ikke både kan blæse og have mel i munden – hvad man udmærket godt kan. Det er en smålig og hævngerrig opfattelse af mennesker, at de ikke skal ligge bedre, end de selv har redt, og hvordan kan nogen acceptere den rå kynisme i påstanden om, at enhver er sin egen lykkes smed? Vores kultur bliver ofte kritiseret for sin materialisme, som unægtelig også har medført store udfordringer til den kollektive økologiske bevidsthed, i det omfang der findes sådan én, men det er vel ikke så tosset, at et stort flertal har fået det bedre, end deres forældre og bedsteforældre havde det, og at de, der ikke har, kan få det, når vi bliver bedre til at fordele goderne. Som salig Gandhi sagde, er der nok til at dække alles behov – undtagen de grådiges. De danskere, som har det godt, har aldrig haft det bedre, de er rigere end nogensinde, og samtidig viser nok en undersøgelse, at hver femte dansker føler sig økonomisk utryg og ligger søvnløs om natten ved tanken om, hvad der kan mistes og kommer til at mangle. Det er forståeligt, at man gerne vil opretholde en eftertragtet velstand og nødig ser den forringet, men uden at være puritansk og moraliserende kan man spørge, om et lidt mere velovervejet forbrug af en stor overflod virkelig kan tage lykken fra et gennemsnitsmenneske i den velbjergede middelklasse, som hver femte søvnløse må formodes at ligge vågen i. »Baserer man sin tryghed på overflod, har man samtidig gjort overfloden til sin utryghed«. Stod der på sedlen i en knallert, jeg trak nytårsaften. Det skulle jeg lige have vendt i hovedet, før jeg faldt i søvn, men så sov jeg også godt.