En dybt mytologiseret og fordomsfuld opfattelse af Kina-Tibet-konflikten har stadigvæk enorm ukritisk udbredelse i vestlige medier. Omkostningerne ved denne forvridning og de reaktioner, den medfører, betales af det tibetanske folk. De seneste dages optøjer i Lhasa og enkelte andre lokaliteter i Østtibet er tragiske begivenheder, som kun i begrænset omfang kan bebrejdes den kinesiske centralregering og de lokale myndigheder i Lhasa. Tværtimod er de i betydeligt omfang et resultat af et ulykkeligt samspil mellem Dalai Lama og den tibetanske eksilregering, der synes dybt skuffet efter et seksårigt forhandlingsforløb op mod de olympiske lege i Beijing om fem måneder, og en verdensoffentlighed, der er begærlig aftager af alle fortællinger, som kan underbygge myten om kinesernes brutale og ondsindede overgreb mod en heroisk og moralsk fuldkommen tibetansk kultur og religion. Vigtige omstændigheder burde udløse en helt anderledes nuanceret bedømmelse af situationen, selv om den kinesiske centralregerings forsøg på at mørklægge og isolere urolighederne naturligvis yder sit meget store bidrag til mytedannelsen. 1) En overordentlig sandsynlig udløsende faktor for demonstrationerne i Lhasa er dannelsen og proklameringen af The Tibetan People’s Upraising Movement i eksilsamfundet i Indien i februar. Organisationens erklærede formål lyder sådan: »Tiden er kommet for tibetanere til at tage kontrollen over vor egen fremtid gennem en forenet og koordineret modstandsbevægelse. Vi må proklamere over for kineserne og verden, at begæret efter frihed stadig brænder i hjertet på enhver tibetaner, både inden for Tibet og i eksilet ... En tilbagemarch fra eksilet i Indien tilbage til Tibet bliver organiseret og vil genopvække ånden fra 1959-opstanden«. (Citat fra bevægelsens hjemmeside http://tibetanuprising.org). 2) Da forholdsvis fredelige demonstrationer i Lhasa, inddæmmet uden voldsomheder af lokale politistyrker, udvikler sig til optøjer fredag 14. december, er deltagerne ifølge øjenvidner for en betydelig del ganske unge tibetanere, 15-17-årige, der i deres vrede kaster sten og benzinbomber og antænder biler og butikker ejet af kinesiske forretningsfolk eller tibetanere, der bedømmes som ’kollaboratører’. Vidneberetninger og sandsynlighed taler for, at de omkring en snes bekræftede dødsfald er ofre for unge tibetaneres vold, stenkast og ildspåsættelser, mens der ikke er bekræftede oplysninger om, at det lokale politi, paramilitært politi eller militær har skudt mod demonstranter. 3) Mens kredse i eksilsamfundet – imod Dalai Lamas vilje – ønsker at udløse en boykot af de olympiske lege, er kineserne logisk set optaget af at undgå at provokere verdensoffentligheden fem måneder før legene og vil gå langt for at undgå blodsudgydelser. 4) Mens Dalai Lama siden 2002 har været engageret i et forhandlingsforløb med den kinesiske centralregering og i den periode har bedt sine tilhængere i eksilet og rundt om i verden at undlade demonstrationer mod Kina, ændrede han signaler for nogle måneder siden, hvor han erklærede, at der kunne være grund til at markere den utilfredsstillende situation i Tibet i forbindelse med olympiaden. Selv om Dalai Lama i alle senere erklæringer har opfordret sine tilhængere til at være lovlydige og afstå fra vold, kan hans nye holdning til demonstrationer netop være dét, som mere aggressive kredse i eksilet har brugt til at udløse ’modstandsbevægelsen’. 5) Der foreligger ingen solide oplysninger om, hvor mange tibetanere der har været involveret i demonstrationer og optøjer. De første demonstrationer i Lhasa, som startede mandag 10. marts – koordineret med en tilsvarende demonstration i eksilsamfundet i Indien – talte tilsyneladende blot få hundrede munke (tallet 300 har været nævnt). I Østtibet har der i weekenden efter optøjerne i Lhasa 17. marts været to-tre større religiøse stævner med flere tusinde deltagere og demonstrative markeringer (tibetansk flag og Dalai Lama-billeder). De har også været ledsaget af optøjer, stenkast mod administrationscentre etc. 6) Alle demonstrationer synes at have udgangspunkt i klostre med tilhørsforhold til Gelugpa, sekten, der var Dalai Lamas sekt eller skole, og som udgjorde en indre magtstruktur i det gamle Tibet. Demonstrationerne begyndte i de tre klostre Ganden, Drepung og Sera lige nordvest for Lhasa, som udgjorde rekrutteringsbasen for den gamle Lhasaregering, som i 1959 blev genetableret i eksilet. Klostre fra de tre af Tibets fire store sekter eller skoler synes ikke at have været udgangspunkt for demonstrationer endsige optøjer. Det mest forstemmende ved situationen er, at konsekvenserne sandsynligvis vil blive en ny tilbagerulning af den liberalisering af tibetanernes muligheder for at udfolde sig religiøst og kulturelt på egne præmisser, der trods alt har præget de sidste 25 års udvikling i Tibet. I 1989 – i tæt sammenhæng med at Dalai Lamas kampagne for hans sag fik et massivt internationalt gennembrud og Hans Hellighed blev belønnet med Nobels Fredspris – fandt lignende demonstrationer med efterfølgende optøjer sted i Lhasa. Demonstrationerne, som igen antændte optøjerne, var tydeligt inspireret af Dalai Lamas internationale succes, hans modtagelse i den amerikanske Kongres, som blev kommunikeret til Tibet gennem Radio Free Asia og Voice of America mv. De demonstrerende munke fra de dengang nyligt genopbyggede klostre uden for Lhasa gik i dumdristigt overmod i demonstrationer for et ’frit Tibet’, i tillid til at det mægtige USA nu uforbeholdent var på eksillederens side. Men i stedet blev resultatet en barsk tilbagerulning af liberaliseringsprocessen. Mest tragisk af alt blev den nok helt afgørende faktor i bevarelsen af en levende tibetansk kultur, udviklingen af tibetansk til et moderne undervisningssprog for betydelige dele af uddannelsessystemet, som dengang var under forberedelse, opgivet. Den kinesiske centralregering, som siden Tibets håndfaste integration i Den Kinesiske Folkerepublik i 1950-1959 har skiftet mellem en ’etnisk følsom’ og en ’håndfast assimilering’ tippede igen i retning af sidstnævnte. I det første årti, efter at den kommunistiske revolution havde sejret i Kina og Folkets Befrielseshær var rykket ind i Tibet, forsøgte Mao Zedong sig med en særlig ’etnisk følsom’ politik i Tibet. Modsat alle andre dele af Kina blev Tibet undtaget for de store kommunistiske jordreformer. Den kinesiske centralregering tillod den herskende tibetanske elite, bestående af den jordbesiddende adel og klosterledere, der ofte var familiært sammenvævet, at beholde magten og stort set lade samfundet fortsætte som hidtil, bortset fra en massiv kinesisk militær tilstedeværelse. Den unge Dalai Lama, der var fundet og indsat af den kinesisk-venlige fløj i den tibetanske elite, var meget positivt indstillet over for kineserne og anmodede på egen hånd om optagelse i Kinas Kommunistiske Parti under et besøg i Beijing i 1954-55, hvor han mødte og blev betaget af den karismatiske Mao. Men i Østtibet, som i århundreder havde været under varierende former af kinesisk dominans, begyndte ’demokratiske reformer’ midt i 50’erne. Dermed fjernedes det økonomiske grundlag for de store, jordbesiddende klostre, og der udbrød oprør, som igen førte til en massiv flygtningestrøm til Centraltibet. Østtibetanske flygtninge i tusindvis, som slog sig ned omkring Lhasa og belastede byens spinkle økonomiske ressourcer ud over bristepunktet, var en væsentlig faktor bag den uro, der brød ud i 1959 og fik den unge, magtesløse Dalai Lama til at flygte. Ingen vestlig magt af betydning støttede den flygtede tibetanske elites krav om et selvstændigt Tibet, og i de kommende årtier var Vestens intelligentsia mest beundrende over for Mao og hans kulturrevolution, der sidst i 1960’erne udløste blodige overgreb og omfattende ødelæggelse af kulturelle institutioner over hele Kina og i høj grad i Tibet, der allerede var præget af de mislykkede jordreformer, som blev gennemført, da Mao efter Dalai Lamas flugt opgav den ’etnisk følsomme politik’. I 1979-80 gjorde en ny ledelse i Beijing op med Maos og hans umiddelbare efterfølgere ’firebanden’s politik også i Tibet. Religionsudøvelse blev igen tilladt, flere klostre restaureret på statens regning, og tibetanerne fik økonomiske privilegier til genoprettelse af en levestandard, der var blevet ekstremt lav under de maoistiske eksperimenter. Deng Xiaoping inviterede Dalai Lama til forhandling og inviterede alle flygtninge til at komme tilbage. Men tilnærmelsesprocessen og genoptagelsen af ’den etnisk følsomme politik’ stødte igen ind i vanskeligheder. Eksilregeringen og Beijing blev enige om at lade factfinding-kommissioner udsendt af eksilregeringen og med Dalai Lamas familiemedlemmer blandt deltagerne besøge Tibet. Kineserne havde overvurderet de materielle forbedringer i Tibet og undervurderet Dalai Lamas popularitet. Kommissionerne var rystet over forholdene og kineserne foruroligede over folkemængdens kaotiske hyldest af Dalai Lamas familie. Forhandlingskontakten stivnede, og midt i 80’erne satsede eksilregeringen i stedet på en international kampagne i Europa og USA, der blev gennemført med stor dygtighed og høstede triumfer i form af møder mellem Dalai lama og vestlige politiske og religiøse ledere og i 1989 i tildelingen af Nobels Fredspris. Men det umiddelbare resultat for tibetanerne oppe på højsletten var uroligheder og et tilbageslag for liberaliseringen som nævnt. Med udnævnelsen af Beijing til værtsby for OL08 i 2001 lovede kineserne at forbedre respekten for menneskerettigheder i hele Kina, og det skabte forhåbninger om et nyt tøbrud for Tibet. Og i 2002 genoptog Dalai Lama og den kinesiske centralregering deres forhandlingskontakt. I de forløbne år har der været en række delegationsbesøg i Kina fra eksilregeringen og et antal forhandlingsmøder, der dog ikke har givet afgørende resultater. Allerede i 1987 signalerede Dalai Lama, at han var rede til at acceptere kinesisk overherredømme mod at opnå et vidtstrakt selvstyre. Problemet har været, at kravet er blevet udformet som en samlet ordning for hele det tibetanske kulturområde efter en vestlig demokratimodel – et krav, der er helt uacceptabelt for kineserne. De forstår folkerepublikken som et multinationalt rige og ser ’ splittisme’ som et fænomen på linje med terrorisme, et frontalt angreb på den eksisterende samfundsorden. Tibet har i de senere år nydt godt af en betydelig velstandsstigning, og særlig i det befolkningsrige Østtibet har velstanden givet rum for en buddhistisk renæssance med et omfattende byggeri af klostre og helligdomme, som også har været stimuleret af en betydelig opmærksomhed fra unge i den kinesiske middelklasse, der opsøger tibetanske lærere og studerer tibetansk buddhisme, som vestlige unge har gjort det i de sidste fyrre år. Men en vedvarende trussel mod religionens genopstandelse er spændingsforholdet mellem eksilregeringen og Beijing. Det politiserer religionen og får kineserne til at være brutalt restriktive også over for religiøse manifestationer, der opfattes som en potentiel anledning til optøjer. Det er den opfattelse, som de sidste ugers begivenheder drastisk kan have forstærket. De egentlige optøjer synes som nævnt at være udført af frustrerede unge tibetanere, der reagerer som undertrykt etnisk mindretal, ikke uligt de reaktioner, som unge muslimer i europæiske hovedstæder som Paris og København har udvist for nylig. Dalai Lama har efter urolighederne i Tibet udtalt, at situationen er »ude af kontrol«, og han har truet med at træde tilbage, hvis de voldelige uroligheder fortsætter. Det er utvivlsomt et oprigtigt udtryk for en dyb bekymring for den seneste udvikling, og han har utvivlsomt ret i, at situationen er kommet helt ud af hans kontrol. Spørgsmålet er, om han kunne have hindret den i at opstå, hvis han havde undladt at hilse demonstrationer op til OL velkommen og brugt sin autoritet til at bremse det ulyksalige initiativ The Tibetan People’s Upraising Movement, som synes at have antændt optøjerne. Han søger nu med sin trussel om at træde tilbage at bremse den ild, hans landsmænd i eksilet har antændt. Det bedste, der kunne ske for tibetanerne, var, om der kunne skabes et kompromis mellem Dalai Lama og den kinesiske centralregering. Al logik taler for, at kineserne i dag vil kunne rumme – og beundre – den unikke tibetanske kultur og religion og give den afgørende bedre udfoldelsesmuligheder, hvis den afpolitiseres. Prisen vil være, at tibetanerne må vente på demokratiske reformer og ægte selvstyre sammen med resten af Den Kinesiske Folkerepubliks indbyggere. Ulykkeligvis har den uansvarlige antændelse af de seneste ugers optøjer formentligt gjort et sådant kompromis endnu sværere at opnå.